Annoncer
Annoncer

Omkring hundrede borgere, en pølsevogn, seks spader og en stor gravemaskine dannede rammen, da det første spadestik til det nye idrætsanlæg syd for Engdalsvej blev taget den 1. juli 2026. Efter ti år med bump på vejen, støjregler og klagesager kan gravearbejdet nu gå i gang, og går alt vel, kan der spilles fodbold på kunstgræs lige efter efterårsferien.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Der var næsten VM-stemning på marken bag rundkørslen ved Engdalsvej i Søften. Solen skinnede, bilerne holdt i lange rækker langs vejen, cyklerne lå væltet i græsset, og SGF’s Venner var kørt i stilling med pølsevogn, sodavand og kolde Cocio, efter sigende på borgmesterens udtrykkelige ønske.

Omkring hundrede borgere i alle aldre var mødt op for at overvære det, mange af dem havde ventet ti år på, det første spadestik til Søftens nye idrætsanlæg.

Kommunaldirektør Jan Kallestrup bød velkommen og kunne konstatere, at han nok er den, der har fulgt projektet og arealet i Søften, allerlængst.

”Jeg har haft fornøjelsen af at følge det her areal gennem de sidste 20 år. Så jeg er nok en af dem, der har været længst med i forhold til, hvad der har været af planer lige her,” sagde han, inden han gav ordet videre til borgmesteren.

Klagerne fik ikke opsættende virkning

”Endelig, endelig, endelig!” Sådan lød det fra borgmester Lars Storgaard i kommunens pressemeddelelse forud for dagen, og på marken lagde han heller ikke skjul på, at vejen hertil har været lang.

”Vi har øvet os på den disciplin, der hedder tålmodighed og ventetid, og hvis ventetid var en sportsgren, så ville vi nok have haft en hel del pokaler på hylden,” sagde han med et smil til de fremmødte.

Borgmesteren kunne samtidig fortælle forsamlingen den nyhed, der overhovedet gjorde dagen mulig, for Miljø- og Fødevareklagenævnet meddelte så sent som mandag den 29. juni Favrskov Kommune, at de to klager, der er indgivet over det nye idrætsanlæg, ikke får opsættende virkning.

”Den udmelding er vi rigtig glade for, for det betyder, at vi nu er sikre på at komme videre med vores planer og kan sætte gravearbejdet i gang med ro i sindet,” sagde Lars.

Han brugte en stor del af talen på at takke de frivillige, der bærer foreningslivet, SGF-folkene, der har kæmpet for projektet gennem årene, hans egne byrådskolleger, administrationen i Favrskov kommune, og så fik entreprenøren og rådgiveren på projektet også en hilsen. 

Samtidigt skulle han hilse fra DBU-formand Jesper Møller, der ifølge borgmesteren, følger projektet i Søften meget nøje. Ikke mindst fordi arbejdet med sagen har været med til at få ændret reglerne for opførelse af nye idrætsanlæg i Danmark, efter at statslige støjkrav i 2025 truede med at bremse projektet helt.

Se en video fra arrangementet lige her, husk at trykke på billedet i videoen:

Talen sluttede med tre lange hurraråb for Søftens nye idrætsanlæg.

”Vi kunne godt have brugt nogle flere”

Herefter var det Thomas Baks tur. Formanden for SGF Fodbold takkede byrådet for den modige beslutning, og fik samtidig placeret en klassisk foreningsformands-bemærkning.

”Vi anerkender i SGF, at de knap 50 millioner kroner er rigtig mange penge for en kommune at bruge på et idrætsanlæg. Meeeen, som I jo nok kender os, så kunne vi godt have brugt nogle flere,” sagde han med et glimt i øjet.

Formanden for SGF Fodbold, Thomas Bak, kom i sin tale ind på det lange forløb, som det har taget for at få planerne færdige, men glæder sig nu over, at der allerede sidst på året kan spilles fodbold på kunstgræsbanen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Thomas Bak var selv med til at sende den første henvendelse om et nyt idrætsanlæg til Favrskov Kommune tilbage i 2016, og han lagde ikke skjul på, at troen på projektet undervejs har været på prøve.

”Det var helt magisk, da vi blev kaldt ind for 14 dage siden og fik at vide, at nu skulle det ske. På et tidspunkt troede jeg faktisk ikke, det ville nå at ske, mens mine børn stadig spillede i klubben, og de bliver 20 i år. Det kan næsten sammenlignes med, at AGF vinder mesterskabet efter alle de års venten, men på et andet niveau,” fortalte han efterfølgende til Søften Nyt.

Klubhusdrømmen: to etager og tagterrasse

Byrådet har allerede afsat 9,8 millioner kroner til et nyt fælles klubhus, men fodboldafdelingen i SGF vil gerne lidt mere. Klubhusbyggeriet er derfor bevidst skubbet til starten af 2028, så klubben får bedre tid til at samle flere penge ind. Klubben har nedsat en arbejdsgruppe, der nu skal søge fonde og samle penge ind lokalt, og de har cirka et halvt år til at gøre det i.

”Vi går og drømmer om et klubhus i to plan med en stor tagterrasse. Det kunne jo være, at det ikke kun blev for Søftens fodboldspillere, men for hele byen,” siger Thomas Bak, der vurderer, at der skal findes to-tre millioner kroner ekstra, hvis de kommende planer skal realiseres.

”Alle gode idéer er vanvittigt velkomne, så byd endelig ind, hvis der er nogle, der har nogle gode ideer. Vi får helt sikkert brug for hjælpen, og det kommer alle til at høre meget mere om her i byen,” lød det fra formanden, der også kunne fortælle, at petanquespillerne flytter med til på det nye anlæg.

Hvad sker der nu på marken?

Mens sodavand og pølser blev langet over disken, forklarede Claus Vind Andersen, chef for Trafik og Ejendomme i Favrskov Kommune, hvad der rent faktisk kommer til at ske, nu hvor maskinerne går i gang.

”Gravemaskinerne skal først lave et plateau, som kunstgræsbanen skal ligge på. Lige nu skråner terrænet op fra rundkørslen, så der skal graves af, så det bliver en plan flade. Hele jordflytningen er det, der sker først,” forklarer han.

Derefter følger blandt andet en støttemur, og som en del af miljøhensynene skal der etableres en paragraf 3-sø, hvor stien forbi bliver til en træbro, en boardwalk, som kendes fra projektet omkring Gudenåstien. Der anlægges også regnvandslavninger både nord og syd for anlægget, som skal håndtere de stigende regnmængder, og naboerne på Engdalsvej får en ny adgangsvej, fordi den nuværende bliver lukket.

Der bliver også stiforbindelser rundt om hele anlægget, noget, der ifølge Claus Vind Andersen, sagtens kan ende som en attraktiv løberute for byens motionister.

Det var ikke kun til Søften Nyt, at chef for trafik og ejendomme, Claus Vind Andersen fortalte om det nye idrætsanlæg, der var mange andre borger, der var interesserede i at høre om det. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Forstærkninger til spadestikket

Til selve spadestikket havde Jan Kallestrup fået en del hjælpere. Han vurderede på forhånd, at et spadestik med borgmesteren og fodboldformanden alene ”ikke rigtig ville give noget”, så der var tilkaldt forstærkning.

Den tidligere fodboldformand og nuværende byrådsmedlem, Morten Lübker og Christian Neve, der som formand for tennisafdelingen har været med på hele rejsen, og to unge SGF-spillere, Alma og Christian, som repræsentanter for dem, det hele i virkeligheden handler om, fremtidens brugere af anlægget.

Jorden viste sig ganske rigtigt at være i den hårde ende, men med fælles kræfter kom spaderne i jorden, og bagefter tog den store gravemaskine den første rigtige mundfuld.

Der blev gået godt til den af alle, så det første spadestik til det nye anlæg kunne tages helt rigtigt. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Blandt de mange fremmødte var også Erling Kvist Andersen, tidligere byrådsmedlem, der har fulgt sagen gennem alle årene.

”Nu er der ikke flere muligheder for at udsætte det. Nu er der ikke nogen, der kan komme og sige et eller andet. Så nu glæder jeg mig bare til at se den første kamp blive spillet herude,” sagde han.

Det nuværende byrådsmedlem, René Schneider (C) og Erling Kvist Andersend, der indtil for nyligt sad i byrådet i Favrskov kommune, har fulgt sagen om idrætsanlægget i mange år, og de er nu glade for, at der endelig sker noget. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Kunstgræs efter efterårsferien

Går alt efter planen, står kunstgræsbanen klar den 23. oktober: ”Sjovt nok lige efter efterårsferien”, som Thomas Bak tørt bemærkede. Tennisbanerne kan efter planen stå færdige ved årets udgang, klubhuset ventes klar i starten af 2028, og græsbanerne kan tages i brug frem mod udgangen af 2029.

Parkeringen bliver indtil den tid sidst i 2026, med borgmesterens egne ord, ”improviseret i starten”, men det tema kender vi efterhånden i Søften, der er aldrig parkeringspladser nok, når der bliver holdt større arrangementer.

Ti år tog det at komme fra den første henvendelse til det første spadestik. Hvis ventetid er en sportsgren, som borgmesteren sagde, så har Søften for længst vundet guld i den. Nu venter en anden og noget sjovere disciplin, at finde ud af, hvem der scorer det første mål på kunstgræsset til oktober.

Grafik: Favrskov kommune.

Fakta: Det nye idrætsanlæg i Søften

Idrætsanlægget kommer til at ligge på et cirka 12 hektar stort areal syd for Engdalsvej, svarende til 120-150 parcelhusgrunde. Det samlede lokalplanområde med veje og parkering er på cirka 20 hektar.

Anlægget kommer til at bestå af: En 11-mands kunstgræsbane plus en mindre kunstgræsbane til træning, fire græsfodboldbaner, tre tennisbaner, to petanquebaner samt et fælles klubhus med omklædning, toiletter og mødelokale.

Tidsplan (med forbehold): Vejanlæg, parkering, kunstgræsbaner og tennisbaner etableres i 2026. Klubhuset forventes klar i starten af 2028, og græsbanerne ultimo 2029.

Favrskov Kommune har afsat i alt 49 millioner kroner til anlægget inklusive jordkøb. SGF har foreløbig bidraget med 2 millioner kroner til kunstgræsbaner og hybridtennisbaner. Kølkær Entreprenør A/S har vundet den samlede entrepriseopgave.

Det er på en stor del af denne mark mellem Engdalsvej og togbanen i Søften, at det nye idrætsanlæg i Søften nu endelig kan bygges efter 10-års tovtrækkerier omkring anlægget. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Previous

Onsdagens Ord: Pensionisterne betaler for rengøring, der sker alligevel

Next

Aftalerne er næsten i hus: Ved årsskiftet overtager hospitalet akutsygeplejen i Favrskov

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også