Annoncer
Annoncer

Mens andre banker lukker filialer, så åbnede Djurslands Bank og filialdirektør Jan Labich til en ny afdeling i Hinnerup for 10 år siden. Nu er Jan og banken klar til af fejre 10-års fødselsdag den 29. maj 2026, med nærvær og gratis pandekager.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Det regnede den dag, da Djurslands Bank åbnede den nye filial i Hinnerup i 2016, og Jan Labich husker stadig tilbage på det. Medarbejderne og banken havde planlagt en stor fest udenfor, men vejret var ikke helt med på den plan.

Heldigvis kom folk alligevel, og der kom mange flere end forventet for 10 år siden. Flere end 1000 mennesker dukkede op i løbet af eftermiddagen, og trodsede vejret og for at ønske den nye bank velkommen til Hinnerup. 

“Det var megafedt. Det var sjovt at blive så positivt overrasket over, at folk faktisk har lyst til at komme til et lokalt arrangement og hygge sig med sine naboer,” siger Jan.

Nu er der allerede gået 10 år, og den 29. maj fejrer Djurslands Banks filial i Hinnerup fødselsdagen igen med fest foran banken.

Djurslands Bank gik den anden vej

Dengang i 2016 gjorde mange banker det modsatte af at åbne nye filialer. De lukkede dem. Digitalisering, effektivisering og centralisering. Det var dengang og som nu tidens melodi i branchen.

Djurslands Bank valgte den anden vej, og Jan ved godt hvorfor:

“Vi så det hul i markedet, hvor folk faktisk gerne vil have en lokal bank, der ligger tæt på, hvor du bor. En bank, som støtter op omkring, hvor du færdes, eller hvor ens børn færdes. Det har været vores DNA siden dag et,” siger han.

Det kostede til at begynde med. Da de åbnede med seks ansatte, havde filialen ikke en eneste kunde. Alt skulle bygges op fra bunden, men det gik hurtigere end forventet. I dag er de ni medarbejdere, og alene i 2025 fik filialen næsten 300 nye voksne kunder.

Af de seks, der åbnede banken i 2016, er det i dag kun Jan Labich og Gitte Mikkelsen, der stadig sidder i de samme lokaler. To andre er i dag i andre afdelinger af Djurslands Bank, og to er skiftet til andre banker.

Glade medarbejdere hos Djurslands Bank i Hinnerup, og her bliver telefonen altid taget, når kunderne ringer. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Det er den slags kontinuitet, Jan sætter pris på, og det er netop den mangel på kontinuitet, der for nylig fik Jesper Rønne til at søge mod Djurslands Bank, efter mere end 34 år i Nordea-systemet. Han bor i Hinnerup, kender kunderne og kender byen, og det er præcis det, Jan efterspørger.

“Vi mangler altid gode og kundevendte medarbejdere. Det gør branchen faktisk generelt,” siger Jan.

“Vi behandler alle ens ved at behandle dem forskelligt”

På væggen inde i banken hænger et skilt med ordene: Vi behandler alle ens ved at behandle dem forskelligt.

Det lyder som en af de der sætninger, man hænger op og glemmer igen, men i Hinnerup-filialen er det nærmest en driftsmodel.

“Det folk lægger vægt på, er, at du har en fast medarbejder. At når du ringer, så er det den samme, der tager telefonen, og hvis det ikke er den samme, så er det en kollega, der sidder typisk to meter fra. Det er faktisk meget banalt, at vi får kunder på, at der er nogen, der tager telefonen,” siger Jan.

Banken holder åbent fra 10 – 16 på hverdage, og det overrasker stadig nye kunder, at der rent faktisk er en åben dør. Kun omkring 20 procent af møderne foregår online i Hinnerup. I større banker er det typisk 60 – 70 procent fortæller Jan.

Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Da Jan Labich kom til Hinnerup, havde han forestillet sig en typisk forstadsby. Et sted hvor du bor, og hvorfra du kører ind til Aarhus. Det viste sig at være en forkert antagelse.

“Det der overrasker mig mest, det er, at byen og borgerne vil faktisk gerne hinanden. Der er enormt meget aktivitet her. Folk vil gerne støtte op,” siger han.

Men han maner straks til eftertanke. For det lokale engagement er ikke selvkørende.

“Det må ikke blive en sovepude, og du er nødt til at gå ud og gøre opmærksom på dig selv. Du skal gøre sig fortjent til, at folk kommer,” siger han.

Banken er i dag med i mange lokale arrangementer i løbet af foråret og sommeren. Djurslands Bank Løbet, HOG-Cuppen, Markedsdag i Hinnerup, Stafet for Livet og meget mere, og til alle arrangementer møder medarbejderne selv op. Kaffebilen kører, og Jan står og serverer.

“Vi forsøger næsten altid at være til stede ved vores sponsorater. Det er den måde, vi gerne vil engagere os på,” som han selv formulerer det.

Jan Labich og de andre medarbejdere i banken er altid med ude til de lokale arrangementer i Hinnerup og Omegn, her er det Jan Labich, der er med til at skyde Djurslands Bank løbet i gang med formand for Hinnerup Løberne, Tommy Jespersen, i 2025. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Det er ikke kun Hinnerup, der har vokset sig stor. Djurslands Bank som helhed har fulgt trop. Siden filialen åbnede i Hinnerup i 2016, har banken åbnet i Randers og i Højbjerg, og inden for kort tid åbner en minifilial på Aarhus Ø. Det er en del af en strategi, der sigter mod at åbne en ny afdeling hvert andet år, når det giver mening.

“Jeg tror, vi har været banemænd for det,” siger Jan med en vis stolthed.

2025 blev bankens bedste år nogensinde med et overskud på 329 millioner kroner før skat. Aktiekursen steg 63 procent. Men Jan er ikke den type, der hviler på laurbærrene.

“Vi skal stadigvæk være på tæerne for at være relevante,” siger han.

Fødselsdagsfesten den 29. maj

Fredag den 29. maj fra klokken 15.30 til 18 spærrer Djurslands Bank parkeringspladsen foran banken i Jernbanegade 18A af og inviterer hele Hinnerup og omegn til fødselsdagsfest.

Klokken 16 optræder Flying Super Kids Junior, og Jan understreger ordet junior. De store Flying Super Kids med de imponerende armmuskler er det ikke. Det er børn, der fylder pladsen med energi, akrobatik og show. Bagefter kan de børn, der stadig er til stede, selv prøve kræfter med gymnastik, når instruktørerne overtager.

Mens børnene leger, kan forældrene nyde en kop kaffe fra bankens kaffebil. Der vil også være livemusik, lykkehjul, konkurrencer, og fra bankens egne medarbejdere: fadøl, sodavand, grillpølser og friskbagte pandekager.

Det er medarbejderne selv, der driver stationerne den dag. Ingen ekstern hjælp. Lidt ligesom de gør til daglig, og det hele er selvfølgelig gratis.

Djurslands Bank kaffebil - Søften Nyt - Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.
Djurslands Bank har i 2024 investeret i en ny kaffebil, der er drevet af el, både til at lave kaffen, men også til at bilen kan komme rundt. Bilen kommer også til fødselsdagsfejringen den 29. maj. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Jeg spørger Jan, hvad han håber, folk i Hinnerup siger om Djurslands Bank, når den fylder 20.

“Jeg tror, de siger, at det er fedt, at der stadig er en bank, som fysisk er til stede og rent faktisk vægter nærvær, når der er behov for det. Jeg tror ikke, den er længere end det,” siger han.

Det er måske det mest ærlige svar, en bankdirektør kan give. Ingen store visioner om markedsandele eller digitale platforme. Bare: ´Vi er her stadig, og kom endelig forbi, hvis du er i byen, og tag gerne din nabo med”.

I en tid, hvor bankfilialer stadig lukker, og hvor stadig mere foregår bag en skærm, er det faktisk et temmelig ambitiøst løfte.

Anders Vinther og Jan Labich. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

FAKTA: Fødselsdagsfesten den 29. maj

Hvornår: Fredag 29. maj 2026, kl. 15.30 – 18

Hvor: Foran Djurslands Bank, Jernbanegade 18A, Hinnerup

Program: Flying Super Kids Junior optræder kl. 16, gymnast-workshop for børn, livemusik, kaffebil, lykkehjul, konkurrencer, fadøl, grillpølser og pandekager

Pris: Gratis

Previous

Mandagens Anmeldelse: Real Love på Aarhus Teater

Next

Snedronningen fra Favrskov er landet på Moesgaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også