Jagten på kærligheden på Aarhus Teater – Hvad sker der, når teateret forsøger at iscenesætte det uforklarlige?
Af Eva Rasmussen og Anders Godtfred-Rasmussen
Inden du overhovedet når ind på selve scenen på Aarhus Teater, er du allerede i gang med forestillingen. I kælderen under teatret er en rødmalet gang gjort om til et kærlighedsalter.
På væggen med store bogstaver står der: ´TIL KÆRLIGHEDEN´.
På bordet er der roser, lysestager, en krone, en overdimensioneret nøgle og blomster, og vi er inviteret til at skrive en kærlighedserklæring på væggen, for der er lagt tuscher frem. Folk har heldigvis også gjort det: ´Kærligheden findes og er universel, lyder en af dem. På en anden står ´KSDH` (Kom Så De Hviiie) og ´Love er at give den sidste giffel til en anden`…det er en god måde at sætte scenen på.
Anders: Jeg vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til, men da vi kom ned og så det bord med alle mulige kærlighedsting, begyndte der at ske noget. Der lå en stor nøgle midt på bordet. Den er jo sigende på mange planer. Nøglen til at finde kærlighed, nøglen til sig selv, og den nøgle vi giver hinanden, når vi finder vejen ind til et andet menneske.
Eva: Jeg tænkte straks, at det her er et studie i, hvordan vi forholder os til kærlighed på alle måder. Det bord var ikke bare dekoration, det var en invitation til omtanke inden vi gik ind.
Leonardo DiCaprio som caseperson
Forestillingen tager udgangspunkt i Liv Strömquists graphic novel „Den er der ikke“, og den centrale case er ingen ringere end Leonardo DiCaprio.
Ikke den rigtige Leo, men skuespilleren Alexander Bryld Obaze i rollen som verdensstjernens ydre skal. Det er et klogt valg. DiCaprio er blevet et popkulturelt symbol på manden, der aldrig rigtig falder for nogen. Han bytter bare ud med en ny bikinimodel under 25, når det forrige forhold løber ud.
Tre skuespillere, Mette Klakstein, Clara Sophia Phillipson og Malte Conradsen, byder publikum velkomne og forklarer, at aftenen er et eksperiment:
Kan vi få Leonardo DiCaprio til at forelske sig?
For hvis det kan lade sig gøre for ham, den ultimative „lunkne kogeplade“, som forestillingen kalder ham, så er der håb for os alle.
Anders: Det er en smart indgang. Vi bruger alle disse popkulturelle figurer som spejle for noget i os selv. Men forestillingen går videre end DiCaprio-memen og stiller det egentlige spørgsmål: Hvad er det, der får en forelskelse til at opstå? Hvad er det, der gør, at den holder, eller forsvinder?
Eva: Det spørgsmål sidder jeg stadig med. Hvad sker der egentlig, når følelsen bare…ikke er der mere?
En af Real Loves styrker, og for nogen måske dens største prøvelse, er, at forestillingen ikke bare vil ses. Den vil mærkes, for fem publikumsmedlemmer havner på scenen som del af eksperimentet.
Kamerakvinden Emma (Emma Weyde) går rundt og filmer det hele live, og billederne sendes op på en stor skærm. Det er lidt som at se sig selv på vej ned ad rulletrappen i et indkøbscenter, vi ved godt, det er ens eget spejlbillede, men det er alligevel et uvant syn.
Eva: Jeg syntes, det var grænseoverskridende at se folk sidde deroppe og forinden var blevet spurgt og udvalgt. Men det trak mig også tættere ind i det. Jeg fulgte meget mere med i, hvad der skete, fordi nogle fra publikum var involveret.
Anders: Det er jo netop pointen. Kærlighed opstår ikke i et vakuum. Den opstår i rum, hvor vi er nøgne og sårbare og til tider latterlige, og det er det, forestillingen forsøger at iscenesætte.
Scenografien, der er skabt af Toni Tora Botwid, er en kitschet, lyserød-rød verden af roser, hjerteballoner og en kolossal bryllupskage midt på scenen. Det er overdrevet og med vilje. Publikum sidder på begge sider af scenen og ser både skuespillerne og hinanden, ligesom i et spejlkabinet.
Der er også videoen. Mens vi sidder i salen, ser vi på skærmen, hvad der sker backstage og andre steder i teateret. Det er ikke bare et smart trick, det udvider rummet og giver en fornemmelse af, at kærlighed ikke lader sig inddæmme.
Afslutning og konklusion
Forestillingen slutter med den græske myte om Theseus og Ariadne. Den røde tråd, der leder Theseus ud af labyrinten, er kærlighedens metafor: et andet menneskes kærlighed kan befri os fra vores egne mørke steder. Men forestillingen stopper ikke der. For hvad sker der bagefter? Theseus forlader Ariadne på øen Naxos. Puf. Kærligheden er væk. Og ingen kan forklare hvorfor.
Eva: Det rammer mig, fordi det er det, der er så svært at forstå ved kærlighed. Vi kan ikke planlægge os til den, og vi kan heller ikke holde fast i den med magt.
Anders: Vi to har kendt hinanden i tæt på 30 år. Den kærlighed, vi har nu, er ikke den samme som i starten. Den er dybere. Mere rodfæstet. Men også mere stille. Det, Real Love minder mig om, er, at det er de stille ting, der holder.
Real Love er en forestilling, der ikke lader sig fange i én genre. Det er del teater, del eksperiment, del kærlighedsfilosofi og del feelgood-kitsch. Instruktør Carolin Oredsson, der er huskunstner på Aarhus Teater, har skabt noget sjældent: et stykke, der stiller de store spørgsmål og alligevel ikke tager sig selv for højtideligt…men det er ikke altid stramt nok hele vejen igennem, og ikke alle aftenens tråde bindes helt sammen…men spørgsmålene er de rigtige…og det er i sidste ende det, kærlighed også handler om, at vi tør spørge, selv når svaret ikke kommer af sig selv.
Forestillingen REAL LOVE spiller på Aarhus Teaters Studio scene frem til den 10. juni 2026
