Teater anmeldelse: Barbara

Barbara på Scala scenen på Aarhus Teater. Foto: Rumle Skafte.

Et færøsk fjeld midt i Aarhus, og en kvinde, eftertiden ikke kan slippe.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Fruen og jeg havde sat os anden række, næsten midt for, da tæppet gik for Sigrid Johannesens nyfortolkning af Jørgen-Frantz Jacobsens roman, Barbara, på Aarhus Teater. Jeg gik ind i salen med en bestemt forventning: nu skulle jeg have lidt færøsk kulturhistorie serveret. Jeg gik ud igen næsten to timer senere med en helt anden forestilling i hovedet end den, jeg troede, jeg skulle se. 

Det er en aften, der ikke handler om Færøerne, sådan som turistbrochuren ville fortælle om øerne mod nord, det er en aften, der handler om, hvordan vi ser på en kvinde, og hvad der sker, når vi ikke kan stoppe med at kigge efter.

Jeg og fruen synes, det er en mega god opsætning. Den er smuk, den er klog, og den tør stoppe op midt i sig selv og spørge, hvad det egentlig er, vi har gang i. Men lad mig tage det fra en ende af.

En ø midt på Scala

Det første, der rammer mig og fruen inden forestillingen starter, er scenografien. David Gehrt, der står bag scenografien og kostumerne, har bygget en hel ø midt på Scala-scenen. Den er fire meter høj og otte meter i diameter og ikke bygget som noget abstrakt fjeld, men den ligner en mosgroet klippe med plateauer og afsatser, der forsvinder op i mørket og ned i hulrum. 

Først et flag og senere et sort kors står på toppen som et stort udråbstegn. Øen drejer langsomt rundt, og vi opdager hele tiden nye sider af den. Her er der en klippevæg med en dør ind til Barbaras hjem; der er en hule, hvor hun og Poul kryber i skjul under et stormvejr. 

Den unge præst og den berygtede kvinde

Det er et koldt univers. Tonerne er grå, brune, mosgrønne og blå, og vi fornemmer den barske natur, der altid har omgivet det færøske ø-samfund. Det er hverdag og overlevelse. Der bliver vasket tøj, fisket, plukket fjerkræ og passet børn på den ø, mens kvinderne snakker, og mændene gør sig vigtige. Den varme, der skal til, må mennesker selv bringe med ind, og så er der selvfølgelig, det som også er en stor del af historien: kærlighed, begær og jalousi.

Når vi sidder så tæt på som på anden række, opdager vi, hvor meget der ligger i detaljen. Kostumerne er periodisk troværdige uden at blive museumsagtige. Der er snøreliv, præstekjolen, kniplingerne, de franske soldater i deres uforholdsmæssigt blå uniformer, der kommer marcherende ind fra siden som klippet ud af et helt andet stykke. Det er håndværk i særklasse fra teatrets værksteder.

Handlingen er i sin kerne enkel. Den unge danske præst, Poul, sendes i 1700-tallet fra København til Thorshavn for at leve et ydmygt og gudfrygtigt liv blandt færingerne. Han har næppe sat foden på øen, før han støder ind i Barbara, præsteenken, som folk taler om i halve sætninger. For nogle er hun et offer; for andre en notorisk forfører, der har slået sine forrige mænd ihjel med deres egen kærlighed.

Poul forelsker sig på stedet, og det går hurtigt op for både ham og publikum, at hun lader ham komme helt tæt på. Lige så hurtigt går det op for os, at hun ikke er interesseret i et monogamt forhold. Hun er optaget af noget andet: af at udforske, hvem hun er som menneske, og hvad hun selv begærer.

Stykket foregår i midten af 1700-tallet, og romanen er fra 1939, og den blev som bekendt filmatiseret af Nils Malmros i 1997 (Nils Malmros var også til premieren på stykket), men det skarpeste ved denne opsætning er, at det er fuldstændig ligegyldigt, hvilket århundrede vi befinder os i. De spørgsmål, der bliver stillet om kvinder, mænd, begær og acceptabel adfærd, har ikke flyttet sig en tøddel siden den gang.

Det er det skræmmende ved forestillingen, at vi sidder på en teaterstol i Aarhus i 2026 og tænker, at den her samtale jo stadig kører. Hvis det havde været en mand, der opførte sig som Barbara, var stykket aldrig blevet skrevet. Så havde det bare været helt normalt.

Marie Boda som Barbara

Marie Boda har titelrollen, og det er hendes første titelrolle på Aarhus Teater. Hun bærer den med en blanding af lethed og tyngde, der får mig til at tro på hvert eneste valg, hun træffer. Hun er forførisk, men aldrig på en udvendig, klichéagtig facon. Hun er nysgerrig, og hun er fri…og nogle gange alt for meget. Jeg havde for eksempel ikke troet, hun rent faktisk ville svigte Poul.

Da hun gør det, sidder vi et øjeblik og tænker: hvorfor nu det? Han er da en god mand. Men det er jo netop pointen. Han er ikke nok for hende, fordi ingen er nok for hende. Hun er ikke ude på at samle mænd som trofæer; hun lever bare videre i sit eget begær, og det er omverdenen, der ikke kan finde ud af, hvordan den skal placere hende.

Det er også Bodas fortjeneste, at man ikke kan nøjes med at tage parti. Vi tror, at vi ved, hvor vi har hende, og så skifter det igen. Især det øjeblik, hvor man begynder at undre sig over, at alle de andre kvinder bliver gravide, men hun ikke gør, åbner et helt nyt spor. Har hun selv opdaget, at hun ikke kan få børn? Er det en sorg, eller er det netop dér, hendes frihed begynder? Stykket giver intet svar, og det er også noget af det, jeg sætter pris på, når jeg går ud af et teater.

Fra knejsende ungkarl til en flænset mand

Emil Busk Jensen er den anden halvdel af stykkets tyngdepunkt, og hans Poul er en præstationi sig selv. Vi møder ham som en lidt selvgod, ungkarlsagtig type fra hovedstaden. Han er sendt nordpå med visdomsord på læben og en bibel under armen. Han skal jo lære færingerne et og andet. Det går hurtigt op for både ham og os, at det måske er omvendt.

Han bliver tærsket igennem stykket, både gennem samfundets normer og sit eget begær, og vi kan bogstaveligt talt aflæse forvandlingen i hans krop. Han starter med en stiv, lukket fysik. Til sidst bruger han hele kroppen, helt nøgent og åbent, og med en desperation, der ikke er aggressiv.

Jeg kunne godt lide, at Busk Jensen flere gange træder helt ud af stykket og taler ud til os. Lyset skifter, øen forsvinder lidt, og han står som en nutidig fortæller og forklarer. Hver gang han gør det, mærker vi, hvor meget af stykket der er filtreret gennem hans blik. Det er ham, der fortæller os, hvordan Barbara ser ud. Det er ham, der fortæller os, hvordan Færøerne lugter. Det forklarer også, hvorfor Færøerne i begyndelsen er reduceret til en samling stereotyper af får, lunder, tørfisk og først bliver smukt og naturbesjælet, da han forelsker sig.

Et ensemble, der løfter hele øen

Resten af ensemblet er ekstremt dygtigt, og selvom flere af dem spiller flere roller, er der ikke en eneste figur, jeg sidder og tænker er spildt. Provsten, sorenskriveren, Andreas Heyde, Suzanne, Magdalene, Vupsen, Gabriel, og ikke mindst Aarhus Teaters Kor, som står for nogle af aftenens mest knusende øjeblikke.

Når fire-fem kvinder pludselig står og synger Barbaras navn igen og igen, halvt salme og halvt besværgelse, så bliver det grumt klart, hvad det vil sige at være en kvinde, der er blevet til en historie, andre fortæller.

Marie Koldkjær Højlunds musikalske arrangement er et selvstændigt kapitel; sangpauserne fungerer både som åndedrag og som dommedagsklokker indimellem.

Bygdekvinderne er en lille triumf for sig. De er morsomme, og de ville være væsentligt mindre morsomme, hvis ikke de samtidig var så genkendelige. Når de franske soldater kommer i land, knalder de jo med dem alle sammen, det skal jo ikke være indavlet det hele, som fruen tørt bemærkede, men når Barbara gør stort set det samme, er det hende, der er mærkelig. Det er et af stykkets mest ubarmhjertige greb: at lade os grine af dobbeltmoralen, lige inden vi opdager, at den også er vores.

Når forestillingen pludselig stopper sig selv

Halvvejs henne i forestillingen sker der noget, der i bagklogskabens lys er et af aftenens stærkeste valg. Stykket stopper. Eller rettere: det skifter gear, så vi et øjeblik ikke ved, om det er rigtigt eller ej.

En af skuespillerne træder ud af rollen og spørger, hvad det egentlig er, vi sidder her og laver. Hvor er færingerne? Der er jo ikke en eneste af dem på scenen, og så råber en stemme fra fjeldet: Hej,min mor og jeg er fra Færøerne!

Det er et regulært metabrud, og det kan gå grueligt galt, men gør det ikke her. Skuespilleren står med sin kildevandsflaske anno 2026 midt i 1700-tallet, og pludselig ser vi det færøske flag, som først blev officielt i 1919, vaje stolt over et samfund, hvor det historisk slet ikke fandtes endnu.

Vi bliver bedt om at se på vores egen tilskuerposition, og vi bliver mindet om, at det her ikke kun er en kærlighedshistorie fra Thorshavn anno 1750. Det er også en fortælling om kulturel appropriation, om dansk blik på Færøerne, og om hvad rigsfællesskabet egentlig er for en størrelse i 2026, hvor Trump pludselig vil købe Grønland, og færingerne lige har holdt valg.

Sigrid Johannesen, der både har skrevet og instrueret, lader ikke metaen overtage stykket. Den ligger som en hinde uden på det hele, så man kan vælge at trykke på den, hvis vi vil. Jeg kunne godt lide den. Den giver det rigtige slags ubehag: en kort pause, hvor vi tænker, hvorfor er det lige, vi laver det her stykke nu? Og hvorfor er det stadig relevant?

Samlet set

Næsten to timer uden pause, og med flere overraskelser undervejs. Skuespillerne står på scenen i ét langt åndedrag, og jeg sad ikke et eneste øjeblik og tænkte over min ryg eller mit ur. Sigrid Johannesens iscenesættelse løfter en gammel roman ind i en ny tid uden at gøre vold på den, og det er en kunst i sig selv. Jeg kan godt lide, at vi får lov at lade fantasien løfte resten.

Vi ved jo godt, at scenen ikke er større, end den er, og at skuespillerne ikke virkelig forsvinder ud bag fjeldet. Men vi bliver alligevel nysgerrige på, hvad der sker udenfor synsfeltet.

Hvad fungerer ikke? Egentlig ingenting, jeg kan pege på.

Jeg har ikke set Malmros’ film, og jeg er ikke sikker på, jeg har lyst til det efter denne aften. Det her var nok i sig selv. Hvis jeg skal videre med Barbara, vælger jeg romanen. Aarhus Teater har givet mig en version, jeg ikke har lyst til at få blandet sammen med en anden.

Forestillingen anbefales helt klart. Tag ind og se Barbara, hvis du kan, og gerne helt tæt på scenen. Det er værd at se mimikken på Emil Busk Jensens ansigt, når han forstår, at han har tabt.