En samtale om `Dear Evan Hansen`, en musical om ensomhed, familier og længslen efter at høre til, hvor en løgn får lov at føles som sandhed.
Af Eva Rasmussen og Anders Godtfred-Rasmussen
Vi taler stadig om musicalen ´Dear Evan Hansen` flere dage efter vi så den til premieren den 30. april. Der er noget, der har sat sig fast hos os begge, noget som også skal falde på plads inden vi var klar til at anmelde den forrygende forestilling, vi oplevede på Aarhus Teaters Store Scene.
Gipsarmen og brevet
Tæppet går op. På scenen står en ung mand i lys, med hverdagsagtigt tøj og med en gipsarm. Det er Evan Hansen på 17 år. Han har social angst og er midt i en terapiøvelse derhjemme, som hans psykolog har givet ham: Han skal skrive opmuntrende breve til sig selv.
“Kære Evan Hansen, i dag bliver en fantastisk dag, fordi det eneste du skal i dag er at være dig selv”. Det er selvfølgelig præcis det, han ikke kan. Han ved ikke engang, hvem han selv er. Han fortæller om en pige, han ikke tør tale med. Om hænder, der sveder og om en tur i en nationalpark, hvor han faldt ned fra et træ, eller måske ikke faldt, det bliver aldrig helt klart.
Eva: Jeg er helt vild med, at det var et flot og godt stykke, men det har taget mig nogle dage at finde ud af, hvad det egentlig handler om. Jeg synes, at det handler om en forvirret 17-årig dreng, som gerne vil være en del af noget, og uden at ville gøre det bevidst, bliver viklet ind i flere løgne.
Connor og skyggerne
Connor Murphy træder ind på scenen til Evan. Han har sort tøj på og et lukket blik og viser en anden form for ensomhed på scenen. De to er ikke venner, det er tydeligt, men da Connor begår selvmord, så ændrer alt sig.
For et brev, som Evan har skrevet til sig selv, det bliver misforstået som Connors afskedsbrev, og familien tror, at Evan og Connor var bedste venner. Evan prøver at sige sandheden, men den bliver ikke opfattet af familien, og Connors familie lukker ham ind. De mangler pludselig en søn, og han kan ikke lade være, selvom han ikke vil bedrage dem.
Anders: Det med tøjet slog mig. Evan er lys i det, Connor er sort. Hver gang vi ser Connor, er det kun med mørkt tøj på.
Eva: Ja, det er jo både en stil, der repræsenterer en type ungdom, den tilbageholdende, dystre. Men det er også visuelt sat på spidsen: der er en, der synker væk i skyggerne, og der er en, der lever lidt fremme i lyset.
Anders: Og Evan prøver jo faktisk at gøre noget ved sine problemer. Hans mor sender ham til psykolog, han skriver de der breve til sig selv. Connor havde måske ikke de samme ressourcer, eller de samme forældre.
Eva: Det er jo netop det stykket spejler sig i: hvad er vi gode til, og hvad er vi ikke gode til? Kommunikerer vi med godt nok med vores børn og er den kommunikation i så fald ærlig?
Løgnen, der giver mening
Det er her, musicalen stiller sit mest ubehagelige spørgsmål: kan vi dømme et menneske for en løgn, der opstår af ensomhed? Evan roder sig dybere og dybere ind i et spind af opdigtede erindringer, forfalsket korrespondance og en identitet, han ikke ejer, og vi sidder i salen og forstår ham alligevel.
Eva: Det er simpelthen for meget, at han lyver. Jeg sidder og tænker: sig det bare, som det er. Det er jo bare dit brev. Men han vil jo gerne være del af en familie. Han vil gerne prøve det der med at have nogen at komme hjem til og spise sammen med. Han er meget ensom.
Anders: Vi vil gerne være en del af noget.
Eva: Ja, og nogle gange bøjer vi os selv i kompromiserne for at nå derhen. Jeg tror, det er det, stykket prøver at sige: vi tilpasser os hele tiden, og tror vi bliver glade af det. Sandheden er, at når du er dig selv, tiltrækker man de rigtige mennesker og omstændigheder. Det ved du bare ikke, når du er 17.
Mødre, fædre og penge på bordet
En af de skarpeste observationer i ´Dear Evan Hansen` er ikke rettet mod teenagerne, men mod de voksne. Begge familier er på sin vis fraværende, bare på helt forskellige måder.
Anders: Evans mor er jo aldrig hjemme. Hun arbejder hele tiden, ellers er hun på skolebænken om aftenen. Der er altid penge på bordet, så han kan købe mad. Det er kompensationen for, at hun ikke er der.
Eva: Men hun er jo enlig mor. Det er ikke nemt. Og hun gør jo et arbejde for ham. Hun sørger for en psykolog, hun prøver at snakke med ham, men er den omsorg ærlig? Er den til stede?
Anders: Connors forældre er fraværende på en anden måde. Moren er hjemme, men hun kigger kun på, hvad der giver mening for hende selv. Det er et meget fint vist, fordi hvor meget arbejde putter vi i at forstå vores børn og er vores kommunikation med dem reel?
Ingen fortjener at forsvinde
Første akt rundes af med den sang, der har gjort ´Dear Evan Hansen` berømt: You Will Be Found. Her oversat som ´Ingen fortjener at forsvinde`. Evan holder en tale, der går viralt, og sangen vokser fra en enkelt stemme til et helt kor, der rejser sig og fylder Store Scene.
Thorbjørn Hedegaard, Aarhus Teaters ensembleskuespiller og modtager af Reumertprisen som Årets Talent 2025, bærer forestillingen på sine skuldre. Han bærer den med en skrøbelighed, der er umiddelbart ægte. Hans vokal er bevidst ufuldkommen i toppunkterne: stemmen ryster, knækker næsten, og vi i publikum kan mærke det
Anders: Jeg fældede nogle tårer undervejs.
Eva: Det tror jeg, du ikke var den eneste om.
Anders: Fordi jeg kunne se noget fra min egen ungdom i ham. Det tror jeg også er meningen.
Eva: Alle kan genkende det i et eller andet omfang. Om det er i fællesskabet i skolen, eller om det er forskellenes fællesskab. Hvem ser dig og hvem lader som om?
Musical eller teaterstykke?
Anders: Kunne det ikke bare have været et teaterstykke?
Eva: Det kunne det sagtens. Men på en eller anden måde står det stærkere, når du synger tingene. Den måde, han kan artikulere smerten, trække det ud, gentage det. Det rammer anderledes.
Anders: Du sidder og tænker over ordene på en anden måde, når de bliver sunget.
Eva: Fordi du lytter efter, hvad han egentlig siger. Mere end hvis det var en dialog.
Anders: Der er også de otte musikere. Det vidste jeg slet ikke. Det kom virkelig bag på mig, at der var så mange til stede, som vi slet ikke ser, men hører. De løfter det hele og gør det mere intenst.
Dagene efter
Forestillingens slutscene finder sted ved en æblehave, en æblehave, der har en rolle i forestillingen. Haven er genopstået på baggrund i Evans løgn. Her mødes og Evans Evans store kærlighed, og Connors søster, Zoe. Ikke for at blive forsonet, men faktisk for at starte helt forfra. Evan læser sit terapeut-brev fra den første scene, men med en ny slutning. “Kære Evan Hansen, i dag bliver en god dag. Fordi i dag, ligegyldigt hvad, er du i det mindste dig selv.”
Eva: Det er jo en historie om overgangen til voksenlivet. Han ved ikke, hvad eller hvem han er. Det vi finder vi ud af undervejs, det er, at han faktisk ikke har det bedst med at sidde alene derhjemme. Det troede han bare.
Anders: Jeg synes, det er en evig historie. Vi kan se den nu, men den er tidløs. Det med at ville høre til. Det med at bøje sig for at passe ind. Det oplever vi alle.
Eva: og vi kan se det i vores egne børn.
Anders: Præcis.
´Dear Evan Hansen` er en amerikansk musical, der havde premiere på Broadway i 2015 og siden har spillet verden over. Historien følger den 17-årige Evan, der kæmper med ensomhed og social angst.
Da en klassekammerat dør, bliver Evan fanget i en løgn, der giver ham det fællesskab, han altid har manglet. Musicalen handler om at høre til, om familier og om hvor svært det kan være at være ærlig, også over for sig selv. Opsætningen på Aarhus Teater er lavet i samarbejde med Det Kongelige Teater, hvor forestillingen tidligere har spillet.
