Tag familien med i skoven: En hel dag med natur, teater og vilde oplevelser venter i Laurbjerg
Søndag den 10. maj slår Nymølle Skov ved Laurbjerg dørene op til Skovens Dag, der er et gratis arrangement for hele familien, hvor naturen er både ramme og hovedperson.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Fra klokken 10 til 14 søndag den 10. maj fylder Favrskov Kommune, lokale foreninger og frivillige sportspladsen i skoven ved Laurbjerg med aktiviteter, der spænder fra dyresafari og træsnitteri til teater, krybdyr og snak om bier og biodiversitet.
Arrangementet henvender sig til børnefamilier og naturinteresserede borgere i hele kommunen, og du kan komme og gå, præcis som det passer ind i dit program, mens der er aktiviteter.
De mindste kan få malet ansigtet som en ræv eller en ørn, gå på opdagelse med net og lup eller snitte i træ under kyndig vejledning. Samtidig byder dagen på fagligt indhold for dem, der vil lære mere: der er oplæg og aktiviteter om bier, biodiversitet og naturgenopretning, og det lokale madsted ´DeliLet` sørger for, at sulten også bliver stillet, sammen med bål, kaffe og kage.
Naturvejleder i Favrskov Kommune, Vibe Søndergaard Jensen, ser dagen som en oplagt mulighed for at samle borgerne om det, naturen har at byde på:
“Skovens Dag er en mulighed for at samle hele familien og tage på oplevelse i naturen. De grønne foreninger, frivillige og lokale inviterer alle til at komme og være sammen om at lave alt fra bålmad til biodiversitet og opleve dyreliv og naturpleje. Naturen holder altid åbent, men på Skovens Dag er vi der til at vise, hvad man også kan derude,” siger Vibe.

Teater i skoven og levende krybdyr
Midt på dagen, klokken 11.30, spiller den musikalske børneforestilling “Lodshans” i skoven. Med humor, musik og masser af energi sætter forestillingen fokus på natur, bæredygtighed og menneskets forhold til skoven, og børnene er ikke bare tilskuere, men en aktiv del af historien.
Terrariet i Vissenbjerg stiller også op med skeletter, skæl og spændende effekter fra deres samling af krybdyr og padder. Her kan både børn og voksne få indblik i dyrenes levevilkår og deres rolle i naturen.
I år er det Laurbjerg, der lægger lokalsamfund og skovområde til arrangementet, og det bliver taget vel imod lokalt. Cecilie Liv Rasmussen fra Laurbjerg Borgerforening glæder sig over at få besøg fra hele kommunen.
“Det er virkelig dejligt, at Skovens Dag kommer til Laurbjerg i år. Skoven ved sportspladsen er et skønt område, og dagen er en oplagt mulighed for at vise både lokale og besøgende, hvad vores natur kan. Samtidig er det skønt, at familier fra hele kommunen kommer hertil og får en fælles oplevelse i naturen. Det skaber både fællesskab og nysgerrighed på lokalområdet,” siger Cecilie.
Praktisk information
Skovens Dag finder sted søndag den 10. maj fra kl. 10 – 14 på sportspladsen i Nymølle Skov, Vester Allé 44–45, Laurbjerg. Arrangementet er gratis, og der kræves ingen tilmelding. Kommer du i bil, er der parkering ved Musholm Dambrug med indkørsel ad Vester Allé.











