Annoncer
Annoncer

I weekenden 24 – 26. april deltager juniorer og spejdertroppen fra SøftenSpejderne i DM i Spejder, og forinden har de øvet sig i forskellige discipliner. Søften Nyt var forbi til en øvedag med juniorerne, så de kunne blive lidt klogere på, nogle af de prøvelser og øvelser, de skal igennem til konkurrencen.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Det er lørdag formiddag og det summer af aktivitet i spejderhuset lidt uden for Søften. Her er to patruljer fra SøftenSpejderne mødt op til en træningsdag med et klart mål for øje, at øve sig på at gøre det godt til DM i Spejder i weekenden 24 – 25. april 2026.

DM i spejder er ikke en lille ting, for rundt i landet arrangerer fem forskellige centre kvalifikationsweekender, hvor juniorpatruljer, tropspatruljer og seniorpatruljer kan måle sig mod hinanden, og gå videre til en landsfinale.

Juniorerne er elever fra 4. og 5. klasse, og det er dem, jeg besøger i dag.

Inden selve DM-weekenden venter en foropgave. Her skal patruljerne lave en patruljestander, og et lille bordflag. De to skal ligne hinanden og vise spejdernes kreativitet og det giver point for næsten alt. Hvor kreative de er, hvordan stander og flag ser ud og om patruljens navn passer til deres design.

“Navnene er vigtige for patruljen, for I skal bruge det når der bliver meldt til og fra, men det skal også bruges som tema til den stander og det flag, som I laver,” siger Andreas Pilgaard til spejderne inden de deles op i grupperne og skal i gang.

Andreas er sammen med Bettina Riber Birch og Heino Skjøtt de tre ledere, der hjælper og øver sammen med juniorerne denne lørdag.

Bettina instruerer og spejderne hjælper hinanden med opgaven. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

´Gang´sterne` og ´De Sløve Knive`

De to patruljer hedder ´Gang´sterne´ og ´De Sløve Knive`. Navnene har patruljerne selv fundet på, og det giver juniorerne noget at bygge videre på, når flag og stander skal tegnes, skæres og bindes sammen. 

Bettina hjælper på sidelinjen, så de kan komme i gang, og der går ikke ret længe inden ´De Sløve Knive` har fået lavet deres bordflag, med et birketræsstykke som fod og en sløv køkkenkniv som stand. 

“Børnene er virkeligt kreative, og det er lige præcis det, som giver point til DM. At de viser evner og kreativitet, både med navn på patrulje, men også hvordan de udfører opgaven,” siger Bettina.

De Sløve Knive var hurtige til at lave flag og stander, og den ´sløve køkkenkniv` som flagstang var ret godt tænkt. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Jeg går ovenpå i spejderhuset, hvor Andreas er i gang med at øve koder med den anden gruppe.  

“Koder er noget, som stammer fra en tid, hvor mennesker gerne ville kunne kommunikere med hinanden, uden at andre forstår det. Det bruges også meget i dag, og her skal juniorerne igennem forskellige koder, vi har lavet for dem, for at de kan prøve det af,” siger Andreas, inden han vender tilbage til instruktionen.

Her er der morsekode, binær kode, blindskrift og runer, og de er samlet i forskellige opgaver, som patruljerne skal forsøge at tyde.

Der er en hel liste af foropgaver, som juniorerne hos SøftenSpejderne skulle lave og øve sig på, så de er klar til DM i Spejder. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Forskellige knob bliver senere på dagen også øvet, og jeg prøver også kræfter med at skulle lave  et flagknob.

Andreas viser og fortæller mig, hvorfor det råbåndsknob, jeg plejer at lave ikke helt er en god idé, men i stedet skal lave et flagknob. Der bliver smilet lidt til mine evner, men det lykkedes mig at lave et flagknob efter at have øvet mig lidt, så skal jeg bare huske det næste gang, jeg hænger flaget op på flagstangen derhjemme.

Der er mange varianter af knob, og Andreas Pilgaard viser dem og øver med juniorerne, så de er klar til selv at lave mange af dem til DM i Spejder. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Melder fra og til

En vigtig ting, som juniorerne også skal huske er at melde fra og til, og det bliver øvet at patruljerne uden for huset flere gange i løbet af dagen.

De skal huske at stå på en lige linje og melde til. I dag er det til lederne, men til konkurrencen vil det være andre der står der, og det giver også point at kunne gøre det rigtigt, derfor bliver juniorerne instrueret i at melde klar.

Når alle står klar i en lige linje, så går den forreste et skridt frem mod lederen foran dem, og melder til eller fra, alt efter hvad patruljen skal.

Der er meget, som juniorerne skal huske og øve sig på. Det hele handler om at kunne samarbejde, og lave øvelserne i den rigtige rækkefølge og samle flest mulige point sammen.

Det er også tydeligt at mærke, at de glæder sig til at skulle afsted til DM i spejder i første omgang og senere på sommeren gælder det Spejdernes Lejr, hvor alle danske, og mange udenlandske, spejdere samles på en samlet lejr med mere end 30.000 deltagere i ni dage i sommerferien.

Måske skal der også flettes til DM i Spejder, hvis altså håret er langt nok (det er det ikke på journalisten). Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Kommende arrangementer

Previous

Røde Kors i Hinnerup og Hadsten er mere end en genbrugsbutik

Next

Læserbrev: Debat kræver fakta – og proportioner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også