En ambitiøs teateropsætning med stærke billeder og fine præstationer, men som mister retning, fordi den vil for meget på én gang. Søften Nyt har været forbi Aarhus Teater og se gæsteforestillingen Meter i Sekundet – baseret på Stine Pilgaards bestseller af samme navn, også filmatiseret af Hella Joof.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Der er noget helt specielt i at sidde i salen ved Store Scene på Aarhus Teater, hvor du sidder og venter på, at forestillingen skal starte. Scenen er tom for mennesker, og det er kun scenografien, som du kan se.
Mine kone, Eva Rasmussen, og jeg sad der i salen torsdag aften den 26. marts 2026, med programmet i hånden og en forventning i kroppen. For Meter i sekundet er ikke bare en historie længere, det er blevet til en fortælling, der har vandret fra bog til film og nu til teaterscenen. Det er lige dér at både styrken og svagheden i forestillingen ligger.
Den vil være morsom, rørende, musikalsk, filosofisk og samfundskommenterende…alt sammen på én gang. Den vil fortælle om moderskab og kærlighed og fremmedhed og identitet samtidigt med, at hovedrollen skal falde til i en helt ny verden. Det er store ambitioner og måske lidt for store.
På vej hjem i bilen bagefter, der sad vi stille og funderede over, hvad det var, vi havde set. Vi var bestemt ikke skuffede, men vi var heller ikke blevet ramt lige dér, hvor vi troede, vi skulle være.
“Den vil for meget på én gang,” sagde Eva mens jeg replicerede: “Ja, for den glemmer lidt, hvad den egentlig vil sige og være”.
Rundkørslen
En af de stærkeste billeder i både bog og forestilling er rundkørslen, og det er genialt i sin enkelthed. Den cirkler rundt om det hele, ligesom hovedpersonen gør. Hun er fanget i en bevægelse uden retning. Det er lykkedes for hende at køre i rundkørslen, rundt og rundt og rundt, men hun kan ikke vælge. Hun er i gang, men hun kan ikke komme frem til hendes endestation.
I forestillingen får rundkørslen og køreskolen rigtigt meget plads, og det gør slet ikke noget, hovedpersonen når igennem tre forskellige kørelærere, og scenerne er noget af de meste levende og humoristiske.
Vi kan mærke usikkerheden, presset og det absurde i at skulle lære noget så konkret, mens livet inde i hovedpersonen er alt andet end konkret.
Samtidigt sker der noget, den eksistentielle kerne, det med at hun skal prøve at finde ro i det liv, som hun er landet i, det kommer til at træde i baggrunden, også fordi hun vil for meget, uden helt at kunne finde ud af det, og vælge retning.
Der er også en tone i forestillingen, der trækker i retning af det gamle lystspil. Der er enkelte af skuespillerne, der overspiller. Det er ikke voldsomt, men nok til, at det tipper. Det bliver en smule farceagtigt, og det overdøver det fine, stille og eftertænksomme, som historien egentlig er bygget på.
Det er egentlig lidt synd, for der ligger en smuk nerve i materialet. Du mærker det aller tydeligst i brevkassen, som går igennem hele stykket. Her har hovedpersonen fået et job på den lokale avis og skal bestyre en brevkasse. Så forestillingen igennem møder vi de forskellige mennesker, der skriver ind.
Vi hører deres problemer, deres små og store bekymringer og vores hovedperson står midt i det hele og prøver at forstå. Det fungerer rigtigt godt, og er noget af det bedste i forestillingen.
Det musikalske
Sangene er en oplevelse i sig selv. Det er sjældent, at du sidder i et teater og får lov til at synge med. Det skaber et stort fællesskab i salen, og du mærker at publikum virkeligt er med.
Men…der er måske lidt for mange, og hvis du skar forestillingen 20 til 30 minutter ned, og fjernede et par sange, så ville det ingen skade gøre. Tværtimod, det ville kunne skærpe forestillingen, og gøre den tydeligere og mere præcis.
Vi talte om det i bilen, og Eva sagde det også til mig: “Det er som om, at de ikke helt tør vælge fra”.
Der er også en anden udfordring, for hvis du ikke kender historien i forvejen, så kan det være svært at finde helt ind i den. Jeg har læst bogen en gang og set filmen en gang, så jeg husker det meste, men scenerne står ikke altid stærkt nok alene. De kræver, at du har et forhold til universet, og det kan være farligt i et teaterstykke.
Teater skal kunne stå for sig selv og helst uden en forklaring, men der er noget, der bliver hos mig.
De billeder, der fremskabes i den enkle scenografi, røgen, motorstøjen, men også stilheden. Den vestjyske ro, hvor samtaler er korte og mennesker ikke behøver forklare sig selv. Den følelse rammer forestillingen faktisk.
Meter i sekundet er en voldsom ambitiøs forestilling med mange fine øjeblikke, gode præstationer og en visuel stærk ramme, men den mangler modet til at skære ind til benet.
Den kører lidt for mange omgange i rundkørslen…og nogle gange er det ikke nok bare at være i bevægelse, du skal også turde at vælge en retning.
Faktaboks: Meter i sekundet (teater)
Meter i sekundet er baseret på romanen af Stine Pilgaard, som udkom i 2020 og hurtigt blev en af de mest læste og roste danske bøger i nyere tid. Historien er siden blevet filmatiseret og nu også sat op som teater.
Forestillingen er produceret af Folketeatret og teateropsætningen er en turnéforestilling, der i øjeblikket rejser rundt i Danmark og spiller på forskellige scener i både større byer og mindre kulturhuse.
Forestillingen kombinerer dialog, musik og fællessang og tager publikum med ind i fortællingen om at flytte til et nyt sted, finde sin plads i fællesskabet og forsøge at forstå både sig selv og andre.
