Hun er vokset op i Hammel, formet af foreningslivet og hærdet i lokalpolitik i Aarhus og Odder. Nu stiller Louise Louring op til Folketinget for Venstre med et ønske om at styrke fællesskaberne, skabe bedre vilkår uden for storbyerne og gøre om det med, hun kalder en fastlåst politisk kultur.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Jeg fanger Louise Louring i bilen, hun er på vej hjem til familien i Odder, efter en lang dag hvor politik igen har fyldt. Telefonen er på højtaler, børnene venter derhjemme og midt i det hele er Louise blevet valgt som folketingskandidat for Venstre i Favrskovkredsen.
Hun er 33 år, jurist, mor til to og vokset op i Hammel, og så er hun ikke bange for at sige tingene, som hun ser dem.
“Jeg har brugt så mange år i politik med gamle sure mænd, at jeg godt tør stille mig op og sige min mening,” siger hun, mens vi taler om hendes historie. For den begynder ikke i Odder, hvor hun bor nu.
Den begynder i en hal i Hammel, hvor hun som ung badmintontræner oplevede, hvordan fællesskaber kan løfte børn, men også hvordan systemer kan spænde ben.
“Jeg kunne se, hvor meget det betød for børnene, men jeg kunne også se, at der var nogle ting i skole og i foreningerne, der ikke fungerede helt optimalt, og det spekulerede jeg over, mens jeg voksende op,” fortæller Louise, og endte med at blive hendes indgang til politik.
Aarhus og Odder
I dag er hun garvet lokalpolitiker, efter at have siddet først i byrådet i Aarhus og nu i Odder, hvor hun til seneste kommunalvalg også var borgmesterkandidat. Ved siden af hendes politiske liv er hun jurist i Stark Group i Viby.
Hun fortæller mig i telefonen, at hun er politiker, fordi hun ikke kan lade være, og fordi Østjylland ikke er København, fordi der er forskel på, hvor du bor i Danmark.
“Der hvor jeg kommer fra, og hvor jeg bor nu, der har vi det, jeg kalder for forpligtende fællesskaber. Du er ikke bare dig selv, du er også nabo, træner, forælder og en del af noget større,” siger Louise.
Hun mener, at den måde, som mange af os bor på i de mindre byer ofte bliver overset fra centralt hold.
“Jeg synes virkeligt ikke, at der bliver investeret nok i de mindre bysamfund og i landdistrikterne, og det vil jeg gerne være med til at gøre noget ved på Christiansborg,” forklarer hun, og selvom hun ikke kender til at arbejde med politik på landsplan, så er hun ikke ny i politik.
Relationer og holdninger
“Jeg kan have nok så mange og gode forslag, men politik handler også om relationer, og specielt i de andre partier. Hvis du ikke har snakket med de rigtige på forhånd, så bliver dine forslag skudt ned, så jeg kender alt til, at have de rigtige relationer på begge sider i Folketingssalen,” siger hun.
Det er en erfaring, der har flyttet hende, men hun har ikke mistet troen på, at de ting hun gerne vil have ændret, at de kan ændres, derfor spørger jeg hende også om det, uden at hun bliver helt konkret:
“Jeg vil gerne kunne svare konkret. Jeg kan ikke love, at jeg kommer med ét forslag, der ændrer det hele. Men jeg ved, hvordan det politiske arbejde foregår, og jeg ved, at jeg ikke kan ændre noget selv, det skal være i samarbejde med andre,” siger hun.
Hun har en klar grænse, som hun meget gerne taler om, og hun fortæller det, da jeg spørger hende om, hvor grænsen for hende går:
“Det er skattestigninger, jeg har det meget svært med, at danskerne skal betale mere i skat. Danmark er i forvejen et af de mest beskattede lande i verden, så her er min grænse, ikke mere skat til det offentlige,” siger hun skarpt, men politik er mere end økonomi::
“Mennesker er jo hele mennesker. Du er både forælder, medarbejder, frivillig og en del af et fællesskab. Det hænger sammen, derfor kan politik heller ikke skæres over en kam, det handler om trivsel, fællesskaber og det liv, som også bliver levet mellem linjerne. Vi er alle forskellige, og vi skal have lov til at være forskellige, og derfor glæder jeg mig også til at arbejde med forskellige mennesker og partier på Christiansborg,” siger Louise.
Et opgør med ´sådan plejer vi`
Jeg vender tilbage til hendes udsagn omkring de gamle sure mænd, og hun griner lidt i telefonen, da jeg spørger, fordi hun siger det ikke, som en kritik af personer, det er mere en kritik af måden, som nogle ting bliver gjort på, en kultur hun har oplevet:
“Argumentet ‘sådan plejer vi at gøre’ er ikke et argument i min bog. Vi har brug for nye måder at anskue politik på, og tænke anderledes omkring. Det grønne dagsorden venter fx ikke på os, den kommer væltende helt automatisk, og den skal vi være skarpe på, så alle kan følge med, både pensionisten i lejligheden, men også landmanden, der skal sørge for brød på bordet til sin familie,” siger hun.
Med små børn og en travl hverdag som lokalpolitiker og jurist, som kommer vi til at tale om familien, og hvad med den, hvis hun skal bruge flere dage om ugen i København, men svaret er helt klart fra Louise, for det har hende og manden selvfølgelig talt om inden hun stillede op:
“Min mand og jeg har været sammen i over 12 år, og som vi siger til hinanden, så lever vi hvert vores liv sammen. Vi giver hinanden plads til at gå efter det, vi drømmer om,” siger hun, og så taler vi ikke mere om familien.
Det sidste jeg vil spørge hende om, da hun allerede i et par minutter har holdt hjemme i indkørslen, men alligevel gerne vil tale færdig med mig, og hun griner lidt da jeg spørger:
Hvad vil vælgerne blive skuffet over, hvis de stemmer på dig?
“At de ikke kan stemme på mig flere gange,” siger hun.
