Iben Hjejle bærer vreden helt ind i hjertet

Endnu en dag i Guds Skaberværk. Foto: Det Kongelige Teater.

På Aarhus Teaters Scala scene bliver ´Endnu en dag i Guds skaberværk` til en intens, rå og menneskelig teateroplevelse, hvor Iben Hjejle står i centrum med en præstation, der både er bidsk, sårbar og svær at ryste af sig.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Der er forestillinger på teatret, hvor du beundrer formen, kulisserne og skuespillet, og så er der forestillinger, hvor du virkeligt kan mærke et menneske stå og bløde foran én. ´Endnu en dag i Guds skaberværk` på Scala scenen på er det sidste.

Tirsdag aften sad jeg i mørket på Aarhus Teater og så Iben Hjejle træde ind i en vrede, der ikke bare larmer, men som mere er en tilstand. Som noget, der har ligget længe i kroppen og ventet på at få et sprog.

Historien følger Lotte, der næsten på én gang mister både kærligheden, arbejdet, fodfæstet og troen på, at systemet i virkeligheden vil mennesker det godt. Da ekskæresten dør efter et slagsmål, står hun alene tilbage i sig liv, der allerede var ved at skride, og nu begynder både sorgen, raseriet og jagten på en form for retfærdighed at presse sig på.

Det lyder tungt, og det er det også. Men forestillingen er også levende, skarp og har humor, samtidigt med, at den har modet til at lade sin hovedperson være både usympatisk, morsom og meget træt, mens vi også ser hende som øm, rasende og ensom på scenen.

Iben Hjejle er fremragende

Iben Hjejle er på scenen hele tiden, og selv når Alexander Bryld Obaze som Daniel træder ind og giver forestillingen modspil, føles det stadig som om, vi befinder os inde i Lottes blik, stemme og hendes sammenbrud. Det er en præstation, der ikke beder om publikums sympati, men som får den alligevel. Ikke fordi Lotte er nem at holde af hele vejen igennem, men fordi Iben Hjejle spiller hende med en menneskelig præcision, der gør det umuligt at se væk.

Hun kan være bidsk i det ene øjeblik og fuldstændig sårbar i det næste. Hun leverer de vrede passager med en tør, næsten afklaret kraft, men hun er mindst lige så stærk i stilheden. Hun er trådt helt ind I Lottes liv og væremåde, og du stopper næsten med at se Iben Hjejle på scenen, men ser kun Lotte.

Alexander Bryld Obaze har en mindre, men vigtig rolle som Daniel, den unge mand, der både bliver et vidne, en belastning og et muligt holdepunkt i Lottes liv. Han spiller fint op imod Hjejle og giver forestillingen luft og modstand, men der er ingen tvivl om, hvem aftenen tilhører.

Scenografien er enkel og rå, og det klæder stykket. Der er ikke noget overflødigt pynt her. Murstenene, rummets hårdhed og det nøgne udtryk giver følelsen af et menneske, der er trængt op mod en mur, både konkret og indeni. Det passer godt til teksten, som hele tiden kredser om det samme ømme punkt: Hvad sker der med et menneske, der altid har været den, der tog sig af andre, når ingen længere tager sig af hende?

Det er også her, forestillingen rammer noget større end sin egen handling. For Endnu en dag i Guds skaberværk er ikke bare en historie om sorg og tab. Det er også en historie om systemer, der taler pænt og handler koldt. Om arbejdsliv, jobcentre, sagsbehandling og ensomheden, der kan opstå midt i et samfund, som ellers hele tiden kalder sig omsorgsfuldt.

Camille Sieling Langdals iscenesættelse har forstået, at vreden kun bliver interessant, hvis smerten får lov at stå bagved. Derfor bliver forestillingen heller ikke til et debatindlæg med scenelys. Den bliver til et portræt aff et menneske, der er ved at gå itu, men som stadig slås. 

Der er passager, hvor forestillingen godt kunne have tålt en smule mere stramhed. Den kredser nogle steder lidt længe om sit stof, men det ændrer ikke ved helhedsindtrykket. Iben Hjejle er Lotte, og hun formår at bære bogens indhold frem på scenen. Det er en fremragende præstation.

Hun gør Lotte vred og skrøbelig, uden at gøre hende entydig eller svag. Hun står på scenen som et menneske, der både vil bide fra sig og bryde sammen, og netop derfor bliver hun troværdig. Hun viser, hvor grimt og rodet livet kan se ud, når kærligheden forsvinder og systemet svigter. Lotte står helt alene tilbage, og skal passe på sig selv, men også på Daniel.

Det formår Lotte i Iben Hjeljles fortolkning, og jeg var efter forestillingen helt stille i nogle minutter, fordi skuespillerne så præcist i de halvanden time, som forestillingen varer, havde fået mig fastholdt. Ikke I spænding, men i en historie, som jeg kendte fra bogen, og som på fremragende vis blev fortolket af Iben Hjejle og Alexander Bryld Obaze på scenen på Aarhus Teater.