Anmeldelse: Stilheden i de tomme værelser

All the Empty Rooms - Søften Nyt - Pressefoto.

En seng der stadig er redt. En trøje over en stol. En skoletaske i hjørnet. Dokumentaren All the Empty Rooms på Netflix tager seeren ind i de børneværelser, hvor tiden er stoppet efter et skoleskyderi, og efterlader dig med en stille, men stærk påmindelse om livets skrøbelighed.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Søndag aften sad jeg i sofaen og så dokumentaren All the Empty Rooms på Netflix. Det er en film, der ikke forsøger at forklare de amerikanske skoleskyderier, analysere politik eller våbenlovgivningen i USA. I stedet for gør den noget enklere, og samtidigt mere urovækkende. Den viser børneværelser efter skoleskyderierne.

Filmen er instrueret af den amerikanske dokumentarist Joshua Seftel, og den følger journalisten fra CBS NEWS Steve Hartman og fotografen Lou Bopp, der i flere år har rejst rundt i USA for at besøge familier, der har mistet et barn i skoleskyderier. Projektet begyndte som en journalistisk idé, men udviklede sig til et syv år langt arbejde med at dokumentere de værelser, som børnene efterlod.

Det er de værelser, som filmen kredser om. Børneværelser, hvor tiden er stoppet, og hvor forældrene åbner døren til et liv som ikke er her mere, men som stadig stod, da barnet tog i skole den fatale morgen. Sengen er redt og en trøje hænger over en stol. Der er noget næsten uhyggeligt i stilheden.

Nogle familier har ikke ændret noget i årevis. En af mødrene fortæller, at hun stadig lader vasketøjet ligge i kurven, fordi hun ikke vil miste duften af sin søn. Fore andre forældre er værelset blevet et mindested, hvor de kan føle, at barnet på en måde stadig er til stede.

Det er de små ting, som kameraet dvæler ved. Armbånd, bamser og papirer med håndskrevne noter. Det bliver næsten ubærligt, fx da en far læser en note op fra hans afdøde datter, hvor hun har skrevet et brev til sit fremtidige jeg på sin første skoledag i High School. Her kom det meget, meget tæt på, og jeg blev påvirket af, hvad det var jeg så.

All The Empty Rooms varer kun 33 minutter, men den føles længere, fordi tempoet er så langsomt. Kameraet dvæler ved billederne, som om at tiden også skal stå stille. Filmens instruktør har i et interview sagt, at filmen i virkeligheden handler om stilhed, om at give publikum mulighed for at mærke fraværet, og det er tydeligt at se og mærke og er med til at gøre dokumentaren så stærk.

Der er ingen dramatiske rekonstruktioner eller blodige detaljer. Selve skoleskyderierne bliver næsten ikke beskrevet, men i stedet lærer vi børnene at kende gennem de ting, de efterlod. Tegninger, plakater på væggen, sko under sengen og de små videoer, vi får lov at se at børnene i dokumentaren.

Ideen i dokumentaren er enkel, men den virker, og når du ser værelserne, så bliver det hele så meget mere konkret. Det bliver også nævnt, at når skoleskyderierne bliver omtalt, så er det altid vedkommende, der har gjort det, der får en masse omtale…aldrig ofrene og deres familier, som står helt tomme tilbage.

Fokus i filmen er den tomhed og sorg som familierne går gennem, og den viser, hvad der er tilbage, når TV-kameraerne ikke er der mere og når politikerne er færdige med deres pressekonferencer. Så står de her værelser tilbage, med en seng, der ikke bliver brugt længere, tøj der er på en hylde og legetøj under sengen.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på mine egne børn, mens jeg sad i sofaen, hvordan deres værelser kan og har rodet, og på det liv, der bliver levet på værelset. 

Heldigvis opstår de fleste tomme børneværelser i Danmark af en anden grund, fordi børnene flyttet hjemmefra, og derfor bliver indholdet i værelserne pillet ned. Efter at have set den her dokumentar, så tænler jeg da over, hvor meget stilhed, der kan være i et rum, hvor der engang var liv, og hvor skrøbeligt livet egentligt er.

Dokumentaren ´Alle the Empty Rooms` vandt også fortjent en Oscar mandag nat, og hvis du abonnerer på Netflix, så gør dig den tjeneste og se dokumentarfilmen, også selvom den er hård for sjælen at se.