Dansen mellem mennesker…og mellem os i salen

Dancing on my own. Pressefoto.

Fredag aften den 13. marts satte en anderledes danseoplevelse følelserne i bevægelse på Aarhus Teater. Sammen med min kone oplevede jeg forestillingen ´Dancing on my own`, hvor seks dansere med deres kroppe fortæller om kærlighed, fællesskab og den ensomhed, der nogle gange kan opstå midt i livet. Det er en forestilling uden mange ord, men med masser af bevægelse, musik og stemninger, som giver publikum noget at tænke over, også længe efter klapsalverne har lagt sig.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Anmeldelse: Dancing on my own, Aarhus Teater

Fredag aften sad min kone og jeg på Scala scenen i Aarhus Teater for at opleve danseforestillingen Dancing on my own. En forestilling, der på papiret handler om kærlighed, fællesskab og ensomhed, men som på scenen viser sig at være langt mere kropslig og sanselig, end du måske lige forestiller dig.

Scenografien var enkel at se på, allerede da vi kom ind i salen. Et rum med to døre, et badekar, en seng, et lille bord, to køkkenstole og et køleskab. Som et hjem, eller måske bare et sted, hvor mennesker mødes og går fra hinanden igen. Et scenebillede, der næsten ligner en lejlighed, der er splittet op i små øer af liv.

Det er et helt bevidst valg, for i løbet af forestillingen bliver rummet det sted, hvor relationerne mellem de medvirkende dansere opstår, og forskydes og igennem forestillingen også går i stykker.

Dansen begynder næsten drømmende. Kroppene bevæger sig langsomt, og til at starte med uden at sanse de andre medvirkende. Det er som om, at tiden ikke helt følger den almindelige rytme. Det tog lidt tid for os at forstå, hvad der skete. Fruen sagde bagefter til mig, at det var først efter et stykke tid, at det gik op for hende, at bevægelserne ikke altid følger musikken, men snarere følelserne.

Det greb er et af forestillingens styrker. Danserne bevæger sig i relation til hinanden. Nogle gange meget tæt på, og andre gange næsten uden at se hinanden. På et tidspunkt står et par på hver sin side af en døråbning, og nærmer sig hinanden, men trækker sig igen. En enkel gestus, men meget stærk i sin symbolik.

Vi talte bagefter om, at det mindede os om startscenen i Skolekomedien, som mens vi sad på Scala scenen, spillede på Den Store Scene inde ved siden af, det med at tempoet er taget helt ud, og foregår fuldstændig i slowmotion. I Skolekomedien har vi tid til at kigge på hver enkelt skuespiller, og det samme sker også i Dancing on my own, men her er bevægelserne om muligt mere langsomme.

Flere steder undervejs i forestillingen arbejder koreografien sig også med gentagelser og fælles bevægelser. Det er en gruppe mennesker, som alle er forskellige, men de bevæger sig i den samme rytme, men uden at mødes. Det skaber en mærkelig følelse af fællesskab og ensomhed på samme tid.

Musikken spiller en meget vigtig rolle. De gennemgående numre er den svenske musiker, Robyns, elektroniske og poppede univers, der giver forestillingen et følelsesmæssigt bagtæppe. Musikken guider publikum gennem følelserne, men uden at diktere dem.

Det mest imponerende ved forestillingen er egentlig danserne kropslige præcision. På et tidspunkt er der en sekvens omkring badekarret, hvor danserne bruger hele kroppen, musklerne og balancen på en måde, der får publikum til at holde vejret, for det er ret vildt, hvad de kan få kroppen til at gøre i et badekar, det er fantastisk at opleve.

Det er ret tydeligt, at det det har taget ret lang tid at få udviklet koreografien til forestillingen.

Efter pausen skifter forestillingen karakter og bliver mere præget af fællesskabet mellem danserne. Relationerne udvides fra parforhold til fællesskaber. Her opstår en ny tolkning: At kærlighed ikke kun handler om to mennesker, men også om vores måde at møde andre på…måske endda helt almindelige mennesker omkring os, som vi møder i vores hverdag.

Som vi også talte om bagefter, kan forestillingen måske handle om den måde, vi mennesker hele tiden møder hinanden på. Nogle gange helt bevidst, andre gange uden at tænke over det. Et smil, et blik eller en lille gestus kan betyde noget forskelligt alt efter, hvem der modtager det.

Lige her fik forestillingen et nyt lag, fordi vi som publikum også blev en del af det vi så. I slutningen vender fem af danserne blikket mod os, taler med os, gestikulerer med os, vinker og smiler og fliter med os. Det er næsten, som om vi selv bliver en del af scenen…som om vi også er med i relationerne.

Da klapsalverne tilsidst fyldte salen, og vi alle stod op og fik danserne til at komme frem på scenen til flere klapsalver, der var det ret tydeligt, at vi som publikum havde været med til noget helt særligt. Ikke en historie i en traditionel forstand, men en oplevelse du ikke får så tit. 

Det er en forestilling om kærlighedens mange former, om tiltrækning, om afstand, men også om noget af det allervigtigste vi har, vores fællesskab…og om, hvordan vi mennesker, indimellem, danser alene midt i det hele.