Teaterforestillingen Skolekomedien er tilbage på Store Scene på Aarhus Teater, og det er bestemt ikke for sjov, for intet tyder på, at presset på Folkeskolen i Danmark er blevet mindre. Tværtimod. Instruktøren Christian Lollike formår med kirurgisk præcision at sætte spot på systemet, lige der, hvor det gør allermest ondt.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Kort om forestillingen
Skolekomedien er en satirisk forestilling om den danske folkeskole og det pres, der hviler på både lærere, elever og forældre. Med udgangspunkt i mere end 200 breve, som forestillingen er baseret på, viser instruktøren Christian Lollike et klasselokale, hvor læreren Annette, der er spillet af tre skuespillere, forsøger at håndtere faglighed, trivsel, reformer og forventninger fra alle sider. Det er farce med alvoren malet lige i ansigtet, og det er en forestilling, der spørger om vi har gjort skolen til løsningen på alle samfundets udfordringer.
En skole i slowmotion
Allerede fra åbningsscenen fornemmer vi ambitionen med forestillingen. De 10 elever træder ind i slowmotion, og publikum for tid til at registrere hver eneste bevægelse, hvert drilleri og hvert lille fald på scenen. Det giver en anderledes virkelighed, hvor vi opdager, hvor mange lag der findes i et klasselokale. Det er umuligt at nå at overskue alle elevers handlinger på en gang, og det er også pointen med det hele.
Der er tænkt meget over scenografien, der er lavet som en skolebygning i flere niveauer, og er i konstant bevægelse, alt efter hvilken scene, der præsenteres for os. Karaktererne forsvinder i gulvet, dukker op andre steder i bygningen, og skolen bliver til en manege, hvor balancen konstant er i fare for at tippe.
Det gør også, at læreren, Annette, hun spilles af tre forskellige skuespillere, og det giver en virkelighed, hvor et menneske skal forestille sig at kunne rumme det hele i klasselokalet: Undervisning, trivsel, forældrekontakt, skolereformer og dokumentation.
Vi oplever det ikke som en hån, men mere som en kommentar til det store pres, som lærerne oplever hver eneste dag i skolen, og her vist ved at der er tre personer, der spiller Annette og indimellem er de alle tre på scenen samtidigt.
Da vi talte sammen om det bagefter, var vi begge meget enige om, at forestillingen bestemt ikke gør grin med lærergerningen, men skaber en forståelse for kompleksiteten i deres arbejde. Som mor og far, der ønsker vi selvfølgelig, at vores eget barn bliver set og hørt i netop barnets kontekst, men vi har også forståelsen for, at barnet skal indgå i et system, med mange andre børn, voksne og systemer. Vi gik også fra stykket med en større respekt for, hvor mange hensyn, der skal tages hver eneste dag i Folkeskolen.
Stikbold
Et andet stærkt greb i forestillingen er, at de skuespillere, der spiller eleverne, de spiller samtidigt også deres forældre. Det er selvfølgelig meget karikeret, men samtidigt meget effektivt. For forældrenes ambitioner og bekymringer bliver spejlet i børnene, det bliver meget tydeligt, at skolen ikke står alene med problemerne, men at den er et spejl af samfundet omkring den.
Klovnefiguren, der binder forestillingen sammen, den kan tolkes på flere måder. Er det systemets stemme? Er det den indre dæmon? Eller er det som samfundets konstante kommentarspor. Vi er ikke helt sikre, ej heller på de scener, hvor Store Scene bliver fyldt med klovne, der ser farlige ud, og vi blev lidt skræmte af det.
Forestillingen inddrager også publikum, fordi der i en gymnastikscene, der bliver der spillet stikbold med publikum, og der kastes en hel del skumbolde ud mod os. Vi bliver mindet om, at vi selv er en del af fortællingen. De fleste af os har gået i Folkeskolen, og mange af os har stadig børn i den.
Vi talte også om, at vi faktisk har lyst til at se forestillingen igen. At den kalder på et gensyn. Der sker så meget på scenen, at vi har lyst til at se den igen for at opdage nye detaljer og nuancer i skuespillet. Det sker ellers sjældent for os, når vi har set et teaterstykke, men her giver det virkelig mening.
Skolekomedien er både latter og lussing, og den stiller et enkelt spørgsmål: Har vi gjort skolen ansvarlig for alt?
Hvis ja, er vi så selv villige til at tage en større del af ansvaret?
Skolekomedien er ikke kun teater, der skal underholde, det er en forestilling der maner til eftertanke, og stadig gør det nogle dage efter vi så den på Store Scene på Aarhus Teater.
