Annoncer
Annoncer

Favrskov Kommune har nedsat en politisk styregruppe for partnerskabet med landbruget, som skal sikre dialog og samarbejde om den grønne omstilling. Styregruppen er bindeled mellem byrådet, forvaltningen og landbrugsorganisationerne. Søren Gade (A) og Niels Christian Selchau-Mark (C) er udpeget som kommunens politiske repræsentanter af byrådet. Udvalget skal være med til at omsætte nationale klimaaftaler til løsninger, der kan fungere lokalt.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Byrådet i Favrskov kommune har udpeget Søren Gade (A) og Niels Christian Selchau-Mark (C) som politiske repræsentanter i styregruppen for partnerskabet mellem kommunen og landbruget. 

Udpegningen er sket, fordi de begge allerede har været tæt involveret i arbejdet med klima, arealanvendelse og samarbejdet med landbrugets organisationer.

Partnerskabet er en del af kommunens langsigtede klimaarbejde og skal være med til at reducere CO₂-udledningen fra landbruget, som i dag står for omkring en tredjedel af Favrskov Kommunes samlede udledning. 

Landbruget i Favrskov Kommune står for en rigtig stor del af det CO2, som bliver udledt. Derfor er styregruppen også med til at hjælpe landmænd og kommunalpolitikerne til at tale bedre sammen og finde løsning sammen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Styregruppen består af repræsentanter fra de lokale landboforeninger: Landboforeningen Kronjylland, Østjydsk Familielandbrug, Familielandbruget MIDT-Jylland og LandboForeningen Midtjylland, sammen med nyrådets repræsentanter.

Baggrunden for partnerskabet skal findes både lokalt og nationalt. På Christiansborg blev der i 2024 indgået en bred aftale om et Grønt Danmark, som blandt andet indebærer en kommende CO₂-afgift på landbruget fra 2030. Aftalen stiller nye og markante krav til landbrugets omstilling, og lægger samtidig op til, at løsningerne i vidt omfang skal findes lokalt.

Styregruppen fungerer som et politisk bindeled mellem byrådet, forvaltningen og landbrugsorganisationerne. Opgaven er ikke at træffe beslutninger om enkeltmarker eller konkrete projekter, men at sikre rammerne for samarbejdet og den overordnede retning.

“Der er truffet nogle store beslutninger nationalt, blandt andet gennem den grønne trepart. Vores opgave er at sørge for, at de beslutninger kan fungere i Favrskov, ikke bare på papiret, men i praksis,” siger Søren.

Arbejdet i styregruppen handler derfor i høj grad om processer: hvordan lodsejere inddrages tidligt, hvordan dialogen tilrettelægges, og hvordan man undgår, at omstillingen bliver præget af konflikter og mistillid.

“Landbruget har selv ønsket at være med. De vil hellere være medspillere end modspillere, og det er faktisk afgørende. Hvis folk føler, at beslutninger bliver trukket ned over hovedet på dem, så går det galt,” siger han.

Mark – Søften Nyt – Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Klimaplan 2050

I Favrskov Kommune har Byrådet allerede i Klimaplan 2022-2050 peget på behovet for et tættere samarbejde med landbruget. Det samarbejde blev formaliseret i 2025 med etableringen af et egentligt partnerskab mellem kommunen og flere landbrugsorganisationer.

“Vi har rigtigt meget landbrugsjord i Favrskov, og mange mennesker lever af og med landbruget. Hvis vi vil lykkes med den grønne omstilling, kan vi ikke bare beslutte os ud af det. Vi er nødt til at tale sammen, også når det er svært,” siger Søren.

Ifølge Søren Gade er styregruppens arbejde langt mere end tal, planer og hensigtserklæringer:

“Det her er realpolitik. Det er der, hvor de store visioner møder virkeligheden, og hvor løsningerne enten bliver brugbare eller går i stå,” siger han.

Styregruppen skal derfor ikke levere hurtige resultater, men holdbare løsninger. Løsninger, der tager højde for både klima, natur og de mennesker, der bliver berørt.

“Hvis flest muligt kan se sig selv i løsningerne, så har vi en chance for, at de også holder på den lange bane,” siger Søren, der glæder sig til at komme i gang med arbejdet i styregruppen.

Rapsmark – Søften Nyt – Foto: Anders Godtfred-Rasmussen.

Kommende arrangementer

Previous

Hygge, fællesskab og kage: Generalforsamling i Danmarks hyggeligste løbeklub

Next

Løbetræneren, der vil lære løbere at løbe langsommere, og komme længere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også