Tristan & Isolde på Aarhus Teater: Når middelalderens kærlighed møder popmusikken
Den 5. februar er der premiere på Tristan & Isolde på Aarhus Teaters Studio-scene. Det er en moderne version af den klassiske fortælling om forbudt kærlighed, hvor gamle myter møder kendte popsange sunget live. En forestilling om store følelser, forelskelse og det, der kan vælte det hele, dengang og i dag, og du skal skynde dig, hvis du vil have en billet, der er ikke mange tilbage.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Hvad sker der, når en af historiens mest mytiske kærlighedsfortællinger får nyt liv gennem både operaens ophøjede sprog og popmusikkens umiddelbare følelser? Det spørgsmål danner afsæt for Tristan & Isolde, som har urpremiere den 5. februar på Aarhus Teaters Studio-scene.
Forestillingen er anden del af Studio-temaet I romantikkens navn og står på skuldrene af en fortælling, der har bevæget mennesker i mange hundrede år. Om kærlighedens altfortærende kraft, og om hvad der sker, når følelserne ikke lader sig styre af fornuft, pligt eller samfundets regler.
En forbudt kærlighed, der stadig taler til os
Historien om ridderen Tristan og prinsessen Isolde stammer fra middelalderen. Tristan sendes over havet for at hente Isolde, som mod sin vilje skal giftes med kongen. På hjemrejsen drikker de ved et uheld en kærlighedsdrik, og dermed er deres skæbne beseglet. En kærlighed, der ikke kan tæmmes, og som sætter både loyalitet, moral og liv på spil.
Myten er især kendt gennem Richard Wagners opera fra 1800-tallet, men i Aarhus Teaters version bliver fortællingen foldet ud i et nutidigt sprog, hvor operaen møder velkendte popsange, sunget live i nye fortolkninger.
Blandt inspirationskilderne er klassikere som I Will Always Love You, Don’t Go Breaking My Heart og Only You, dog uden at publikum på forhånd får at vide, hvilke sange der præcis finder vej til scenen.

Bag forestillingen står Aarhus Teaters Reumertvindende huskunstnerduo, instruktør Carolin Oredsson og scenograf og kostumedesigner Josefine Thornberg-Thorsøe. De har bevidst arbejdet med et spændingsfelt mellem operaens højstemte sprog og popmusikkens direkte følelsesudtryk.
»Librettoen er som poesi, men den kan være svær at afkode. Popsangene åbner et andet emotionelt rum, som er langt mere genkendeligt for et moderne publikum. Sammen kan de skabe en følelse af tidløshed,« forklarer instruktør Carolin Oredsson i en pressemeddelelse udsendt af Aarhus Teater.
Ruiner, rustninger og Adidas
Scenografien understøtter samme idé. Studio-scenen er omdannet til en slags kærlighedsarena bygget af ruiner. Et billede på forgængelighed og på den kærlighed, der engang blev levet, men stadig kan mærkes. Kostumerne blander middelalderens rustninger med nutidige referencer som Adidas-bluser og trækker dermed en direkte linje fra fortiden til i dag.
»Selvom historien er gammel, er kærligheden lige så levende i dag som nogensinde,« siger scenograf Josefine Thornberg-Thorsøe.
Tristan & Isolde bliver dermed ikke bare en genfortælling af en klassisk myte, men også en undersøgelse af, hvorfor romantisk kærlighed igen fylder så meget i vores samtid. I en verden præget af kriser, ensomhed og polarisering bliver kærligheden, ifølge huskunstnerduoen, et sted, hvor mennesker stadig kan spejle sig i hinanden og finde fælles grund.

Forestillingen spiller på Aarhus Teater Studio fra den 5. februar til den 11. marts, og du skal skynde dig, hvis du gerne vil have en billet, der er snart udsolgt.
Se og læs mere lige her på Aarhus Teaters hjemmeside.
Artiklen er skrevet med udgangspunkt i en pressemeddelelse fra Aarhus og al den information, som Søften Nyt har kunnet finde omkring forestillingen. Søften Nyt skal overvære forestillingen, og vil skrive en anmeldelse, så snart vi har været i teatret.









