Af Kasper Kay Petersen og Linda Klingenberg, begge politisk hjemløse
Favrskov Kommune har pr. 1. februar 2026 etableret en ny borgerrådgiverfunktion. Umiddelbart kan det fremstå som et skridt i retning af øget åbenhed og styrket retssikkerhed. Men ser man nærmere på konstruktionen, og på den politiske proces, der har ført hertil, så opstår der anledning til alvorlig bekymring.
Den valgte model indebærer, at borgerrådgiveren er ansat i kommunens forvaltning og refererer administrativt til Borgmestersekretariatet og HR. Samtidig er borgerrådgiverens opgave at føre kontrol med netop forvaltningens sagsbehandling, adfærd og faktiske forvaltningsvirksomhed.
Dermed etableres et grundlæggende institutionelt problem: den funktion, der skal fungere som borgernes uafhængige korrektiv, er organisatorisk underlagt den organisation, den skal føre tilsyn med. Dette er ikke et spørgsmål om mistillid til den konkrete borgerrådgiver eller vedkommendes faglige og personlige integritet. Det er et spørgsmål om systemdesign. I et retssamfund indrettes kontrol- og tilsynsfunktioner netop sådan, at de ikke forudsætter personlig uafhængighed for at fungere efter hensigten, men strukturel armslængde. Når denne armslængde svækkes, svækkes tilliden, ikke nødvendigvis i praksis fra dag ét, men i princippet og over tid.
Det gør bekymringen desto større, at Favrskov Kommune tidligere har været en del af en fælles borgerrådgiverordning med en mere tydelig armslængde til den enkelte kommunes forvaltning. At man har valgt at forlade denne model, kan der være saglige grunde til. Men netop derfor er det påfaldende, at overgangen til en mindre uafhængig model ikke har været genstand for en bred, offentlig og principiel debat om konsekvenserne for borgernes retssikkerhed.
Her opstår det demokratiske forklaringsproblem. Når man ændrer konstruktionen af en institution, der netop har til formål at beskytte borgerne mod fejl, magtfuldkommenhed og dårlig forvaltningsskik, er det ikke blot en administrativ disposition. Det er et politisk valg. Og politiske valg af denne karakter forpligter til åbenhed, forklaring og ansvarlighed. Stilhed og tekniske meddelelser er ikke tilstrækkelige, når der er tale om fundamentale retssikkerhedsmekanismer.
Konsekvenserne af den valgte model er ikke nødvendigvis dramatiske her og nu. Men de er strukturelle. En borgerrådgiver, der organisatorisk er placeret i forvaltningen, vil uvægerligt operere under andre vilkår end en reelt uafhængig funktion. Risikoen er, at skarp og principiel kritik gradvist erstattes af dialog, procesanbefalinger og læring på administrationens præmisser. Det kan have sin værdi, men det er ikke det samme som uafhængigt tilsyn.
Derfor er det både rimeligt og nødvendigt, at borgmesteren personligt træder frem og redegør for den politiske proces bag beslutningen. Var der tale om et politisk initiativ eller en administrativ indstilling? Hvilke modeller for borgerrådgiverfunktionen blev forelagt byrådet? Hvilke overvejelser blev gjort om uafhængighed, armslængde og retssikkerhed? Og hvordan blev byrådets medlemmer inddraget i vurderingen af, om den valgte model styrker eller svækker borgernes retsstilling?
Hvis processen primært har været administrativ, er det i sig selv et demokratisk problem. Hvis der derimod har været politiske drøftelser, fortjener borgerne at få dem belyst. Retssikkerhed kan ikke forvaltes i stilhed, og politisk ansvar kan ikke uddelegeres væk, når konsekvenserne er så principielle. I et demokrati er det ikke nok, at tingene fungerer. De skal også kunne tåle at blive forklaret.
Her kan du læse kommunens egen nyhed omkring ansættelsen af ny borgerrådgiver, klik på link.
Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur.
