Der er travlhed i det lille bageri i Søften, der står bag Emma Emmas Café i Aarhus. Her er sæsonen for fastelavnsboller for alvor kommet i gang, og det kan mærkes i bageriet. Både på efterspørgslen og på behovet for ekstra hænder i bageriet til hverdag.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
I Søften Dalen ligger et lille bageri, der til daglig bager for Emma Emmas Café i Gammel Munkegade i Aarhus. Det er også muligt at bestille lækkert brød fra hjemmesiden og hente det i bageriet, og det er der rigtigt mange, der allerede benytter sig af, fortæller Emma Hamann, som står bag bageriet og Emma Emmas Café mig i telefonen.
Jeg så på Facebook, at hun søgte en medarbejder til at hjælpe her og nu, og kontaktede hende, for at høre mere om, hvorfor hun har så travlt i bageriet:
“Fastelavnssæsonen begyndte allerede i starten af januar. Faktisk begyndte kunderne allerede at spørge lige efter jul om, hvornår fastelavnsbollerne ville komme til salg. Jeg oplevede, at der på Instagram hele tiden tikkede beskeder ind med spørgsmål om varianter, forudbestillinger og hvornår de kunne købes,” siger Emma.
Derfor er der også ekstra travlt i bageriet for tiden, og selvom der i sæsonen er fem til seks personer på arbejde om dagen, så havde hun brug for flere for at kunne følge med.
“Jeg lagde et opslag op, og der gik ikke længe før de første beskeder begyndte at tikke ind på min telefon. Jeg er blevet fuldstændigt overvældet af responsen på en virkelig positiv måde,” siger Emma.
Handler om fællesskab
Henvendelserne er kommet fra mange forskellige mennesker, fortæller hun:
“Der er pensionister, der gerne vil give en hånd med, unge på sabbatår og lokale fra Søften og omegn, der bare har lyst til at være en del af stemningen i bageriet i en periode,” siger Emma.
Fastelavnsbollerne er naturligvis en stor del af forklaringen af den massive efterspørgsel. I år laver bageriet fem forskellige varianter af fastelavnsboller henover sæsonen fra den 6. januar til den 28. februar.
“Det er, blandt andet, den klassiske gammeldags fastelavnsbolle, og udgaver med flødeskum, karamel, rom, svesker og kaffe. Priserne ligger fra 42 – 49 kroner stykket, og de kan bestilles via hjemmeside eller købes i cafeen. På travle dage bliver der produceret rigtigt mange, og derfor har jeg også brug for ekstra hjælp i bageriet,” siger Emma til mig i telefonen.
For Emma handler det ikke kun om produktion og tempo, men også om fællesskab:
“Jeg synes, at det er dejligt, at få lokale folk ind i bageriet. Det betyder noget, at mennesker fra området har lyst til at være med, også selvom det er i en kortere periode,” siger hun.
Fastelavnssæsonen fortsætter frem til slutningen af februar, og travlheden ser ikke ud til at aftale for bageriet foreløbig:
“Det er ikke kun fastelavnsboller, som vi producerer og sælger, men også en lang række andet godt bagværk til de mange firmaaftaler, vi allerede har, og så skal der også hele tiden bruges brød og bagværk til cafeen i Aarhus, så der er nok at se til,” siger Emma, inden hun selv skal tilbage til arbejdet.

Søften Nyt føler på et senere tidspunkt om med en ny artikel om Emma Emma, fastelavnsbollerne og hvordan de egentlig smager. Så følg med her på Søften Nyt og glæd dig til en anmeldelse af fastelavnsbollerne inden vinterferien.









