Annoncer
Annoncer

Der er noget, der ikke helt er det, du tror det er i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus. For her udstiller Illustrator Martin Røes sine skæve, sjove og surrealistiske værker. Udstillingen hedder HYBRID, og den er åben for publikum fra den 15. januar og frem til den 19. februar i bibliotekets betjente åbningstid.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Martin Røes er freelance illustrator, og når han ikke arbejder med at udsmykke bogforsider eller andre opgaver, så maler og tegner han sine egne værker. Værker som har afsæt i hybrider, hvor grænserne mellem mennesker og dyr bliver flydende, men også hvor han skaber grafiske værker ud af aviser, hvor du måske ikke er helt sikker på, hvad det forestiller i første omgang…men det kommer, når du står der.

Det oplevede jeg selv, da jeg var til fernisering på udstillingen torsdag den 15. januar i Uhresalen, og hvor Martin Røes var tilstede, sammen med udstillingsudvalget på biblioteket. Der består af kulturformidler Dorthe Andersen og kunstneren Allan Stochholm, og inden Martin Røes selv skulle fortælle om sine værker, så spurgte jeg Allan om, hvorfor de havde valgt Martin til at udstille:

“Martin er en meget anderledes kunstner, og hvis du jævnligt kommer forbi til de forskellige udstillinger her i Uhresalen, så vil du se, at han skiller sig ud fra andre. Det er sjældent illustratorer og tegnere udstiller, fordi de tegner så småt, men her er det i større størrelse og flot at se,” siger Allan, inden Dorthe tager over:

“Hvis du kigger på værkerne, så er der noget dobbelt i mange af dem, at det er dyr og industri. At det er dyr i menneskeskabte bygninger eller elmaster. Det er kunst, du kan gå til, og som du bliver glad af at se på, og i mens opdager du, at der er mere i det, og har lyst til at stå foran værket lidt længere, for at få det hele med. Det er det her dobbelte blik, der gør udstillingen virkelig interessant,” siger Dorthe.

En græshoppe lavet af violiner, men det er ikke sikkert, at du ser det før du står helt henne foran værket. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Udstillingen hedder HYBRID

Martin smiler, og tager med rundt langs væggene i rummet, så vi kan tale om de forskellige værker på væggene.

Jeg kan se, at flere af værkerne er inspireret af havne og industrimiljøerne i Aarhus, og derfor spørger jeg ind til det.

“Her kan du se inspiration fra Sydhavnen i Aarhus, og på det her værk af et næsehorn, der er jeg blevet inspireret af vinduerne på Oliemøllen på AAK (Oliemøllem, red.). Jeg bor i Jægergårdsgade i Aarhus og kommer ofte på havnen, så jeg finder megen inspiration derfra,” siger Martin.

Her er Marin Røes inspireret af ´De Fem søstre` op havnen i Aarhus, og hvis du selv vil se efter, så stil dig ved Mindet på havnen i Aarhus og forestil dig de planter, som Martin har tegnet på sit værk. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Selvom du kan genkende steder på flere af værkerne, så er det stadig hans eget univers, fordi værkerne blander dyr og industri.

“Jeg arbejder meget med hybrider. Noget, der ligner noget, men er noget andet. Det er både en humoristisk indgang og noget, der går lidt dybere. Jeg leger meget med forholdet mellem natur og kultur…industrien og dyrene. Det med, at dyrene langsomt tager over,” fortæller han, da vi står foran et af værkerne, hvor vi kan se tigre og giraffer i forgrunden, og kraner på havnen i baggrunden.

“Jeg har set meget på fabriksbygninger, skorstene og vinduer, og prøvet at integrere dem i figurerne,” siger Martin.

Bogforsider

Til dagligt arbejder Martin meget med at illustrere bogforsider.

“Når jeg laver en bogforside, så læserne jeg bøgerne intensivt og laver måske 20 – 30 udkast, også fordi det er et samarbejde med forlaget. Når jeg laver mine egne værker, så går jeg direkte i gang. Nogle gange bliver det med blyant først eller pensel først, for når stregen først er sat, så er der ingen vej tilbage. Så skal du finde en anden vej i billedet, hvis du synes, at du har lavet en fejl,” siger han.

Hvad ser du her? En Giraf eller en lysmast? Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hans malerier viser, at det er en hybrid mellem mennesker og dyr:

“Jeg har taget et billede af min kæreste, der står i nogle af de positurer, som du kan se på malerierne, og så har jeg malet ud fra det, og lagt dyrenes ansigter på. Hvis vi kigger på vandtårnet ovre i hjørnet, så er det inspireret af vandtårnet fra Langå, og så tegnede jeg giraffen inderst og vandtårnet udenpå,” siger Martin, inden en af de andre deltagere i ferniseringen også gerne vil høre om værkerne fra ham, og jeg går en tur mere rundt i salen og kigger på værkerne.

Sådan her har du nok ikke set Langå Vandtårn før. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Du kan også selv kigge med i bibliotekets betjente åbningstid frem til den 19. februar. Der er også priser på alle værkerne, så de kan også købes, hvis du falder over et, du gerne vil have med hjem efter udstillingen er slut.

Kommende arrangementer

Previous

Snedronningens kjole samler Favrskov i Inside i Hammel

Next

Travlhed i det lille bageri: Fastelavnsboller kræver flere hænder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også