Annoncer
Annoncer

Af Anders Godtfred-Rasmussen

For mig har biblioteker altid været en tryg hule at komme i. Som barn var det i de små lokaler ved siden af Brugsen i Søften, og senere i min ungdom og voksenliv har det været på biblioteket i Hinnerup, da det blev åbnet på den anden side af jernbanen på Skovvej.

Jeg nyder at komme forbi, og jeg er næsten forbi hver uge for at låne bøger, se en udstilling eller finde informationer på noget, som jeg har brug for, og ikke kan undersøge hjemmefra.

Biblioteket er et trygt sted at komme, i hvert fald om dagen, når der er mandskab på i den betjente åbningstid.

Biblioteket er et af de steder i byen, hvor du kan komme og være, uden at nogen forventer, at du køber noget. Det er et stille sted, et fælles rum og som egentlig bygger på en gammel og smuk idé, at vi kan dele noget, uden at ødelægge det. At tillid kan være nok.

Den gang bibliotekerne i Favrskov kommune valgte at have åbent fra tidlig morgen og til sen aften, hvor vi så selv kunne lukke os ind, der var jeg allerede bange for, at det ville føre til ballade, larm og uro. 

I laaaaang tid havde jeg ikke noget at have det i, men i efteråret 2025 og nu igen mellem jul og nytår, der har der været problemer, og jeg har selv oplevet det om aftenen på biblioteket.

Jeg kommer der tit om aftenen, for der passer det mig bedst, men jeg har ikke følt mig utryg når en flok unge mennesker har siddet i forhallen, eller i de bløde stole inden for. 

Jeg har ikke oplevet balladen, men jeg har været til et arrangement, hvor en ansat måtte konfiskere en flaske vodka, og jeg har set rigtigt mange energidrinks blive konsumeret på biblioteket om aftenen.

Biblioteket har desværre været ramt af uro, hærværk og episoder, der ikke hører hjemme et offentlig sted. Tilliden til stedet er blevet brudt, og det gør at de konsekvenser, som bliver indført måske ikke rammer dem, det var tiltænkt.

Jeg har spurgt Favrskov Kommune om, hvad de vil gøre i første omgang, og det er at skære ned for åbningstiden om aftenen, så der fra fredag den 9. januar og til udgangen af uge 7 vil være åbent indtil klokken 19, i stedet for til klokken 22.

Det åbner også for flere spørgsmål, når åbningstiden bliver indskrænket.

Hvad gør vi, når et fælles rum ikke længere kan holdes åbent uden at blive ødelagt?

Er løsningen at lukke tidligere, eller skaber det kun ro i en periode? En periode, hvor forvaltningen kan finde nye løsninger, eller bliver det her fremover, fordi tilliden er væk, og det kommer til at gå udover 99,9% af de mennesker, der godt kan finde ud af at bruge lokalerne uden for den normale åbningstid?

Alkohol hører ikke hjemme på et bibliotek. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Jeg har talt med forvaltningen og en politiker om det, og der er helt klart en vilje til at finde løsninger, og kommunen kommer også til at melde ud omkring det. Men det handler ikke kun om åbningstider, det handler om adfærd, ansvar og voksne rammer, både for unge og os andre.

Biblioteket er mere end bøger og åbningstider, det er et spejl af det fællesskab, som vi gerne vil være, og en tillid som vi alle efterstræber.

Hvis vi gerne vil have åbne biblioteker for alle i en stor del af døgnets timer, så kræver det nok mere end låsesystemer og midlertidige indskrænkninger. Det kræver, at nogen tager ansvar, også når det er besværligt. Det gælder ikke kun kommunen, men helt klart nogle forældre til de unge mennesker, men også de unge, der laver problemerne.

At biblioteket allerede lukker klokken 19, det giver ro i en tid, men hvad med bagefter? Får vi det åbent igen, som vi plejer, og hvad vil løsningen være?

Jeg kender ikke løsningen, men jeg håber, at den findes før vi vænner os til, at fællesrummet bliver mindre, fordi tilliden bliver mindre.

Previous

Mandagens Anmeldelse: Kunstig Intelligens er ikke langt væk - den bor allerede i Søften

Next

Snedronningens kjole samler Favrskov i Inside i Hammel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også