Mandagens Anmeldelse: Kunstig Intelligens er ikke langt væk – den bor allerede i Søften

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Hvor findes kunstig intelligens egentlig? Er det noget, der er langt væk? Er det noget, der er på vej? Er det i Silicon Valley eller på Christiansborg? Eller findes det på store hospitaler eller hos globale techfirmaer?

Hvis du læser januar måneds Tænkepause – AI – fra Aarhus Universitetsforlag, skrevet af Peter Dalsgaard og handler om kunstig intelligens eller AI, som bruges i daglig tale, så er AI her allerede og de fleste af os bruger det hverdag, også i et lokalsamfund som vores.

Bogen er kort, den er på 60 sider, som alle Tænkepauser er, men Peter Dalsgaard på de forholdsvis få sider, at få et komplekst emne gjort forståeligt uden at gøre det banalt.

AI som hverdag – ikke science fiction

Vi møder alle kunstig intelligens, når mobilen retter vores stavefejl, når Google Maps foreslår en hurtigere rute gennem Hinnerup eller til Ulstrup, eller når Facebook udvælger, hvilke opslag vi ser. Det samme gør din mail program, det sorterer, hvad der er vigtigt, og hvad der er støj. Det er ikke robotter med arme, som vi kan se, men systemer der foreslår, sorterer og prioriterer på vores vegne.

Peter Dalsgaard gør meget ud af en helt central pointe: Kunstig Intelligens tænker ikke selv. Den forstår ikke verden. Den føler ikke…den gætter, meget hurtigt og meget effektivt. Netop derfor kan den både være imponerende og farlig på samme tid.

Et spejl af os selv

Peter Dalsgaard peger også på, at kunstig intelligens er som et spejl, hvor den forstærker de mønstre, vi skaber og de data vi fodrer den med. Hvis fx historiske data rummer skævheder, fordomme og ulighed, så vil AI lære af det og gentage det.

Det gælder for ansigtsgenkendelse, sundhedsvæsen, jobansøgninger og kreditvurderinger. Det er ikke maskinen, der er ond, det er os, der ikke altid bryder os om det billede, som den viser os.

Ofte kan de beslutninger om os borgere, som er truffet i staten eller i kommunerne og på baggrund af AI, ikke forklares. Hvem har så ansvaret, og hvordan protesterer du mod en afgørelse, når du ikke ved, hvordan den er truffet? Her bliver AI pludselig et demokratisk spørgsmål.

Lokalsamfundet som testzone

Du kan få øje på bogens relevans i et lokalsamfund. Kommunerne bruger allerede algoritmer til sagsbehandling og screening af borgerne. Skoler bruger digitale læringsplatforme. Foreninger kommunikerer via sociale medier, der er styret af anbefalingssystemer. Lokale medier, som Søften Nyt, bruger AI i research.

Spørgsmålet er ikke, om vi kommer til at bruge AI, for det gør vi allerede, men spørgsmålet er hvordan og med hvilken dømmekraft.

Peter Dalsgaard minder os om noget, vi sjældent taler om. At selvom AI er usynlig for os og kun er der på skærmen, så gemmer der sig bag hvert svar datacentre, et enormt strøm- og vandforbrug og menneskeligt arbejde. Ofte udført af lavtlønnede dataarbejdere langt fra vores egen hverdag.

Et enkelt AI svar koster ikke ret meget energi, men når millioner af mennesker spørger deres telefon eller computer om noget her eneste dag, og bruger det til mere bekvemmelig end mening, så vokser regningen. Ikke kun klimamæssigt, men også for os mennesker.

Kreativitet og journalistik

Som journalist og fortæller, der rammer bogens afsnit om kreativ AI særligt præcis. AI kan skrive for dig, den kan foreslå ændringer, den kan omskrive og inspirere. Kort sagt være en hjælper, og jeg kan også se rigtigt mange artikler og anmeldelser, der efterhånden er skrevet af AI, fordi AI også har en tendens til at gøre sproget fladere, hurtigere og også mere ens. 

Peter Dalsgaard tror ikke på, at kreativiteten dør med AI, men han mener at den helt sikkert bliver forandret. Værdien i det skrevne kan flytte sig fra at producere, til at vælge, redigere og tage ansvar.

Bogens vigtigste pointe er måske denne, at AI påvirker ikke kun de ting vi gør, den påvirker også hvordan vi tænker.

Når vi outsourcer navigation, formuleringer og vurderinger, så risikerer vi langsom at miste de færdigheder, som vi ikke længere øver. Fx når læger bliver dårligere til at diagnosticere ud fra billeder og scanninger, fordi AI kan se forandringer hurtigere og bedre, og så taler børn også anderledes til maskiner end til mennesker, som Peter Dalsgaards eksempler viser. Vi vænner os åske også til nogen eller noget, der foreslår det næste vi skal, uden at gøre det selv. 

Det er ikke et argument mod AI, men et argument for omtanke om, hvordan vi bruger det.

En bog, der beder os om at holde pause

Peter Dalgaards Tænkepause – AI – er ikke en manual, og den giver heller ikke ti hurtige råd. Den gør noget mere krævende, for den beder os om at standse op og tænke os om, som brugere, borgere, lokalsamfund og nation. 

Det gør den i en tid, hvor tempoet går stærkere og stærkere, og hvor eftertanken måske ikke altid er med. Derfor er bogen vigtig, og får en anbefaling herfra. Du bør læse den, ikke for at blive bange for AI, men for at blive klogere på, hvad vi allerede har lukket ind i vores hverdag, og minde os om, at teknologi ikke fritager os for ansvar.