Af Anders Godtfred-Rasmussen
Valgkampen i Favrskov kommune er færdig, krydserne er sat og mandaterne er fordelt. Der er kommet otte nye ansigter ind i byrådet i kommunen og det betyder også, at der er otte andre, vi har måttet sige farvel til.
Stemmefordelingen har været meget spændende, og her kan valgforbundet i den blå blok også tydeligt ses, at den har været god ved nogle partier, mens andre partier er blevet tilbage på perronen, og ikke har fået noget ud af det.
- Det Konservative Folkeparti – 8 mandater – en fremgang på 2
- Socialdemokratiet – 5 mandater – en tilbagegang på 4
- Venstre – 4 mandater – en tilbagegang på 1 i forhold til sidste valg.
- SF – 2 mandater – en fremgang på 1
- DanmarksDemokraterne – to mandater – en fremgang på 2
- Liberal Alliance – 1 mandat – en fremgang på 1
- Enhedslisten – 1 mandat – samme som til sidste kommunalvalg
- Det Radikale Venstre – 1 mandat – men mandatet er nu på en ny kandidat
- Dansk Folkeparti – 1 mandat – samme som til sidste kommunalvalg
Af nye kandidater, der kommer ind er det Allan Bo Andresen fra Hammel med 1031 personlige stemmer, der er højdespringeren af nye byrådsmedlemmer, han er valgt ind fra Venstre, og så tager Laila Jerming Graf fra SF partiets andet mandat, så Søren Frandsen ikke længere er ene mand for partiet i byrådet.
Anton Svidt og Christian G. Jensen fra Venstre er også nye ansigter i byrådet, og det samme er Mia Nybo fra Det Radikale Venstre, som sprænger den opstillede liste, og overtager mandatet fra Torben Christensen, Lone Glarbo fra Danmarksdemokraterne og Ganna Lindhard og Morten Wind Lübker fra Det Konservative Folkeparti.
Det bliver virkeligt spændende at følge i den kommende tid, hvilke politikere, der kommer i hvilket udvalg og hvad de vil med deres mandater i den kommende tid.
Formandsposterne i udvalgene er fordelt, men er ikke officielle endnu (så vidt jeg er orienteret, men jeg ved heller ikke alt her onsdag formiddag ikke engang 12 timer efter valget er overstået), men Det Konservative Folkeparti tager to formandsposter, det samme får Socialdemokratiet + Viceborgmesterposten til Isabell Friis Madsen. Venstre får en formandspost og 2. viceborgmesterposten, og så får Danmarksdemokraterne en formandspost, og Morten Bang skriver på sin Facebook profil, at han bliver som formand for Kultur og Fritidsudvalget, så det udvalg skifter ikke formand.
Jeg har i valgkampen ofte mødt mennesker, der siger, at det ikke længere nytter noget at stemme, for politikerne gør bare, hvad de plejer, og de kan ikke rigtigt flytte noget længere. Flere siger, også politikere, at de reelt kun kan flytte rundt på måske 8 millioner kroner ud af et budget på mere end 3 milliarder, men derfor mener jeg personligt, at byrådspolitikernes arbejde er vigtigt.
Det er dem, der beslutter, hvad retning kommunen skal have. De seneste valg og de efterfølgende konstitueringsaftaler har også vist, at lige meget hvem, der er borgmester i Favrskov kommune, så søger det parti, der har magten, at dele ud af den og prøve at lave aftaler, der dækker bredt og hele kommunen.
Denne gang sidder blå blok på 16 ud af 25 mandater, og Borgmester Lars Storgaard kunne have sat, at det var helt fint, og vi beholder det hele inden for egne rækker. Det har han igen ikke gjort, fordi han også ved, at byrådsarbejdet kræver enighed for at kunne få noget igennem.
Så selvom politikerne måske kun kan flytte rundt på 8 millioner i et stort budget (jeg kender ikke det reelle tal), så har de mulighed for at påvirke arbejdet i kommunen, fordi de sidder i de udvalg og har med de opgaver som de har.
Jeg var selv live igennem på TV2 Østjylland på valgdagen klokken ca. 18:40, hvor jeg fik spørgsmålet om, at det ikke er kedeligt, når der hele tiden er enighed blandt politikerne.
Det mener jeg ikke, at det er, for der er hele tiden en ny historie at fortælle, og som valgkampen også har vist, så nytter det ikke at vente på, at politikerne kommer med nyt til de mange lokalsamfund i vores meget store kommune geografisk set.
Hvis vi som borgere ikke selv gør noget, så sker der ikke noget, og forvaltningen og politikerne er meget åbne for forslag, hvis de kan lade sig gøre, og der eventuelt er en lokal vinkel og medfinansiering.
Som vi kommer til at se, med den nye hal, der skal bygges ved den nye skole i Norring. I Ulstrup kommer der også til at ske noget via lokalrådet, og i Gerning fik de plantet en ny skov, fordi der var lokale frivillige, der gjorde noget for lokalsamfundet.
Det nytter ikke, at vi venter på, at politikerne skal redde verden eller vores lokalsamfund for os, vi skal selv gøre en indsats. En indsats der her eneste dag bliver gjort i de mange frivillige foreninger i kommunen, men hvis vi vil mere, så skal vi selv skabe det, præsentere det for politikerne og forvaltningen, og på den måde påvirke vores lokalsamfund.
Det politiske klarer politikerne og forvaltningen, det lokale indspark skal vi selv stå for.
Jeg glæder mig til at følge politikerne, partierne, forvaltningen og de mange borgere i de kommende fire år, og så bliver det også lidt sjovt at se, når Niels Christian Selchau-Mark fra Det Konservative Folkeparti går i gang med at plante flere træer. I slutningen af valgkampen lovede han, at han vil plante et træ for hver stemme, som han modtog til valget.
Det endte med 1031 (præcis samme antal som Allan Bo Andresen fra Venstre), og derfor skal han i gang med at grave huller snart, så de mange træer kan komme i jorden, men mon ikke han venter til foråret med det.
En af de historier, som jeg ikke fik fortalt i løbet af den sidste måned i valgkampen var en om valgplakater og samarbejde. Ikke at de her to politikere hang hinanden plakater op, men de fik den samme kunstner til at udsmykke deres plakater og var på den måde fælles om ideen, ligesom de er fælles om et samarbejde i byrådet.
Det er Niels Christian Selchau-Mark fra Det Konservative Folkeparti, og Kristoffer Merrild, der begge fik udsmykket nogle valgplakter hos Morten Tropp i Frabygningen i Hinnerup, og at de begge to hentede dem samtidigt og fik en god snak om det. Jeg har valgt at tage den lille historie i det store billede med her i klummen, og beviset er herunden, og så kan det være, at jeg stadig skriver historien på et eller andet tidspunkt i løbet af den kommende tid.

Tak for en lang og spændende valgkamp, tillykke til de 25 valgte og så håber jeg på, at de 25 ansigter i byrådet fremover vil arbejde sammen for alle borgere i Favrskov kommune. Jeg ved, at jeg vil stå på sidelinjen og prøve at gøre dig klogere på udviklingen i vores kommune.











