Annoncer

Den 5. november fejrede Jeanette Bramming, eller Zumba Jeanette, som hun også kaldes, 15- års jubilæum som Zumba instruktør. Det skete på hendes onsdagshold i Søften Kultur- og Idrætscenter, hvor mere end 30 kvinder dansede og fejrede hendes jubilæum, og hvor en håndfuld af dem har været med i alle 15 år.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Musikken kan høres 15 meter fra gymnastiksalen, og den bliver rigtigt høj, da jeg træder ind i salen. Inden for døren er 30 kvinder i gang med at følge Jeanette Brammings bevægelser.

De kigger alle efter mig, og da musikken stopper i et kort øjeblik, spørger Jeanette:

“Hej Anders, du skulle da have tøj på til Zumba i dag, vi er rigtigt godt i gang og du er velkommen til at danse med,” siger hun med et kæmpe smil.

Jeg har ikke tøj på til at danse Zumba i dag, men kom forbi for at følge Jeanette og de mange kvinder der træner Zumba hver onsdag i Søften Kultur- og Idrætscenter.

Kort tid efter går de alle sammen i gang igen, og Jeanette har armene i vejret, smil på læben og en energi, der kan mærkes hos mig, også selvom jeg ikke danser med.

Der er ingen surhed at spore blandt de mange kvinder, men de er også i fuld gang med at følge Jeanettes mange bevægelser mens musikken spiller, og alle har røde kinder og har pulsen oppe.

Jeg står og kigger på og går rundt blandt kvinderne og tager billeder, det er svært at få det helt rigtige billede, for Jeanette er i gang konstant, og det betyder også at billederne bliver slørede, fordi hænder, arme, ben, fødder og hele kroppen hele tiden bevæger sig til musikken.

Til jubilæumstimen er stemningen præcis, som du kan forestille dig. Der bliver danset og grinet, og Jeanette griner med:

“Det skal ikke være perfekt, det vigtigste er, at vi er glade, og hvis nogen ser lidt sure ud, så er de koncentrerede, ikke sure,” siger hun til mig i en pause mens hun skifter musik.

Glæde, smil og masser af motion oplever kvinderne hver onsdag, når Jeanette Bramming starter musikken og giver den gas i en time, og det har hun nu gjort i femten år. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Et liv i bevægelse

Jeg venter indtil timen er færdig, og kvinderne finder vanddunke og håndklæder frem. Jeanette skal ud i bilen og hente kage og bobler, så hun kan fejre jubilæet med de kvinder, som onsdag efter onsdag kommer til Zumba træning hos hende.

Jeg spørger hende på vejen ud til bilen, hvorfor hun selv danser Zumba og underviser i det?

“Fordi det er sjovt, og da jeg selv havde prøvet det nogle få gange, så synes jeg, at det kan jeg da også undervise. Jeg ville også skabe glæde og fællesskab hos andre, og det har jeg gjort i 15 år nu,” siger Jeanette.

Vi taler om glæden, og hun siger, at det er nøgleordet for hende:

“Siden jeg tog instruktøruddannelsen, der har jeg haft over 30 hold og undervist rigtigt mange steder. I Søften, på feriesteder og endda i udlandet. Jeg fik mit første rigtige hold på en ferie på Fuerteventura, hvor jeg underviste på et hotel. Det var min debut, og jeg har elsket det lige siden,” siger hun.

Gennem årene har Jeanette undervist alt fra børn til seniorer:

“Jeg har haft mange forskellige hold igennem årene, og også flere om onsdagen, i dag har jeg et, men det er det hyggeligste af dem alle sammen. Zumba er for mig ren livsglæde. Jeg får energi af at se andre smile, og det er derfor, at jeg bliver ved,” siger hun smilende.

Jeanette Bramming fejres efter træningen i Zumba. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Bobler og kage

Kagen og boblerne er hentet frem fra bilen, og kvinderne har sat sig ind i skolens gamle kantine, for at nyde de søde sager og boblerne, og hygge sig med Jeanette og fejre hende.

Jeg spørger til, hvor stor aldersspredningen er, og kvinder repræsenterer alle aldre, fra start 20´erne til en kvinde på 83:

“Men du må jo ikke spørge om en kvindes alder,” får jeg at vide med et smil.

Jeanette er selv i gang med at åbne for den første flaske, og er bange for, at proppen kommer til at ødelægge noget, når den ryger af flasken, men hun tager det med et smil.

Jeanette blev fejret efter alle kunstens regler efter træningstimen, og den første flaske bobler skulle hun selv åbne. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg har mødt Jeanette, hvor hun ikke har smilet. Hun er et samlingspunkt, men først og fremmest et menneske med et stort hjerte for andre. En kvinde, der viser, hvordan motion kan være noget, som du kan glæde dig til hver onsdag, og ikke noget, som du skal. Tillykke med jubilæet.

Kommende arrangementer

  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også