Annoncer
Annoncer

I Team Favrskov Håndbold (TFH) er glæden vigtigere end resultaterne. De nye hold De Glade Hjorte giver børn og unge med særlige behov et frirum, hvor alle kan være med, uanset forudsætninger eller erfaring. Her handler det om fællesskab, bevægelse og store smil på banen. Holdet har første træning fredag den 7. november klokken 16:45 i Søften Kultur- og Idrætscenter, hvor alle interesserede er velkomne.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

I Team Favrskov Håndbold er et nyt hold på vej på banen, De Glade Hjorte. Det er et håndboldhold for børn og unge i alderen 5 – 20 år, som af forskellige grunde ikke trives på de traditionelle hold. Her handler det ikke om at vinde kampe eller blive den bedste, men om at bevæge sig, grine og være en del af et fællesskab, hvor der er plads til alle.

“Vi er blevet inspireret af ´Lykkeliga`, som den tidligere landsholdsspiller Rikke Nielsen har startet. At se den glæde børnene får ved at dyrke sport og være en del af et fællesskab, det vil vi også gerne være med til at tilbyde i Team Favrskov Håndbold,” siger Ole Busk Henriksen, der er en af initiativtagerne bag De Glade Hjorte

Navnet kom næsten af sig selv, fordi i Team Favrskov Håndbold er hjorten en del af klubbens logo, og flere hold bærer allerede dyrenavne. Pigerne hold kaldes Bambierne, og herresenior hedder Hjortene:

“Så da vi skulle find et navn, så gav det næsten sig selv. Vi ville gerne signalere glæde og fællesskab, og derfor blev det naturligvis De Glade Hjorte, for det er lige præcis, det vi ønsker at være,” fortæller Ole.

Ole Busk Henriksen glæder sig til at komme igang med De Glade Hjorte, og håber, at der er mange spillere og deres familier, som har lyst til at være med. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Et frirum for dem, der ikke passer i de faste rammer

Idéen bag holdet udspringer af ønsket om at skabe et trygt og rummeligt sted for børn og unge, som ikke passer ind i den almindelige klubstruktur, hvor der er flere ugentlige træninger og weekendkampe.

“Der findes mange børn med forskellige udfordringer, både fysiske og psykiske, som gør det svært at følge med på de almindelige hold. Hos De Glade Hjorte er der meget få regler og rigtigt meget plads til sjov. Det vigtigste er, at alle føler sig velkomne og får en god oplevelse,” forklarer Ole.

Der er ingen forventning om, at de nye spillere skal præstere:

“Nogle spillere deltager måske hele timen, andre kun i ti minutter, og begge dele er helt fint. Det vigtigste er, at spillerne går glade hjem fra træningen. Det er vores succeskriterium,” siger Ole.

Han forklarer også, at træningen vil blive tilpasset fra gang til gang, så den passer til de spillere, der møder op.

“Der kan være aktiviteter med bolde, små lege eller blot bevægelse og grin. Vi forsøger at gribe hver enkelt spiller lige der, hvor de er. De må gerne sidde lide ude, kigge på og så komme ind igen, når de har lyst. Det er lysten, der skal drive værket,” siger Ole.

Et fællesskab med plads til hele familien

De Glade Hjorte skal ikke kun være for spillerne selv, men også for familierne omkring dem. Forældre og søskende er velkomne i hallen, og de må gerne være med til at skabe tryghed, hvis det gør det lettere for spillerne at deltage.

“Vi håber, at holdet bliver et frirum for familier med andre behov. Et sted, hvor de kan opleve glæden ved idræt på sine egne præmisser og stadig føle sig som en del af foreningslivet,” fortæller Ole.

Holdet støttes af et stærkt team på omkring ti frivillige. Det er en blanding af erfarne håndboldtrænere, forældre, pædagogisk uddannende voksne og unge spillere på 18 – 19 år, som fungerer som rollemodeller.

“Vi har tid til at vente på hinanden, og vi når det, vi når. Det er en kæmpe styrke, at vi er mange voksne omkring holdet, så vi kan give den støtte, der skal til,” siger Ole.

Et stærkt lokalt initiativ

Team Favrskov Håndbold håber på, at De Glade Hjorte bliver et fast og populært tilbud i kommunen:

“Vi håber og ønsker, at der kommer opbakning fra familierne, og at spillerne har lyst til at være med. I Hadsten og Hammel har de lignende hold, men ellers skal du til Auning eller Risskov for at finde et tilsvarende tilbud. Der er et stort opland ind mod Aarhus, hvor der mangler et hold som dette, siger Ole.

De første træninger finder sted i Søften Kultur- og Idrætscenter hver fredag fra 16:45 til 17:45, og der er mulighed for at komme og være med tre gange, før spillerne beslutter sig for, om de vil være med eller ej. Træningen foregår i samarbejde med ´Lykkeliga` og koster 600,- om året i kontingent.

På sigt håber Team Favrskov Håndbold at kunne tilbyde spillerne deres egne trøjer og bolde, og her spiller lokale sponsorer en vigtig rolle:

“Vi vil meget gerne have nogle lokale virksomheder med ombord, så vi kan give børnene et rigtigt holdsæt, og skulle der være nogen, der har lyst til at være en del af trænerteamet, så er de også meget velkommen,” siger Ole.

De Glade Hjorte. Grafik: Team Favrskov Håndbold.

Kommende arrangementer

  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også