Mandagens Anmeldelse: November måneds tænkepause – Staten

November måneds Tænkepause fra Aarhus Universitetsforlag hedder ´Staten` og handler om, hvad staten er, hvordan den er opstået og handler, blandt andet, om hvorfor Danmark scorer så højt listen over stater i verden der fungerer. Den er skrevet af samfundsforsker David Andersen fra Aarhus Universitet, og du får lige her Søften Nyts anmeldelse af bogen.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Hvad tænker du, når du hører ordet staten? 

Er det et altomgribende væsen, som hele tiden fastholder individet og fjerner friheden fra os alle sammen, eller det en glæde for borgeren, der får systemet til at glide rigtigt i det nærområde, du bor eller arbejder i.

Jeg tænker, at det kommer an på hvem du spørger. Jeg er selv vokset op i velfærdssamfundets guldalder, hvor det først gjaldt om at give flest mulige muligheder for borgerne i Danmark, og en tro og vilje på, at løsningerne finder sig selv, til i dag mere at være et konkurrencestat, hvor der stilles næsten individuelle krav til hver enkelt borger, hvis vi har brug for kontakt til staten, og at unge mennesker i dag skal spurte igennem uddannelsesrækkerne for at blive tjener for staten i forhold til skattebetalinger hurtigst muligt.

Men alt det er ikke, hvad den nye Tænkepause fra Aarhus Universitetsforlag handler om. Bogen hedder kort og godt ´Staten` og er 60 siders tankevækkende gods omkring staten og staternes udvikling. Fra Jæger og Samler tiden til i dag, men også hvilke typer samfund vi har, hvor staten er veludviklet og hvor der findes en tro på og en tillid til staten.

Danmark bliver selv nævnt flere gange, fordi vi ligger så højt på listen over stater i verden, som befolkningen har tillid til, og som mange andre kigger på, når de skal udvikle deres egne systemer for deres borgere. I bogen bliver vi taget med på en rejse fra jæger- og samlersamfund til moderne velfærdsstater. 

Staten, forklarer forfatteren og samfundsforskeren David Andersen, opstod ikke som en venlig håndsrækning – men som et magtredskab.

Den blev skabt for at beskytte, men også for at kontrollere. Først gennem krige, siden gennem love, og til sidst gennem et bureaukrati, der både kan virke koldt og trygt på samme tid.

Et af de store greb i bogen er sammenligningen mellem stater, der virker, og dem der ikke gør.  Danmark fremhæves som et af de lande, hvor tilliden til staten er høj, og hvor borgerne sjældent oplever korruption. 

Vi betaler vores skat uden større brok, fordi vi tror på, at systemet virker. I mange andre lande er det stik modsat. Der er staten noget, man skal undgå, altså en fjende snarere end en ven.

Men Andersen viser også bagsiden af medaljen: At vores tillid til staten kan blive for stor. 

Minkskandalen under coronakrisen nævnes som eksempel på, hvordan magt og kontrol kan skride, når embedsværk og politik blandes for meget. Staten bliver her et eksempel på, hvor svært det er at finde balancen mellem politisk styring og embedsmæssig uafhængighed.

Det mest interessante i bogen er måske, at den ikke kun beskriver staten som et system, men som et menneskeligt fænomen. 

Staten er os selv – vores valg, vores frygt og vores behov for orden. Den er både naboens stemme, læreren i skolen, politibetjenten i lyskrydset og ministeren på Christiansborg. Når staten virker, bemærker vi den knap nok. Når den fejler, mærker vi den med det samme.

David Andersen skriver levende og med blik for både de store linjer og de små historier. Han trækker tråde fra Platon til Putin, fra Britta Nielsen til Vlado Lentz, og viser, hvordan magt, tillid og kontrol hænger sammen på tværs af tid og sted. Staten, konkluderer han, er som en god maskine, men kun hvis nogen husker at smøre tandhjulene.

´Tænkepause: Staten` er kort sagt en bog, der får dig til at tænke over, hvor meget vi tager for givet. 

Den er både aktuel og historisk, og som altid med Tænkepauserne formår den at koge store idéer ned til 60 sider, du faktisk får lyst til at læse.

Når jeg lægger bogen fra mig, sidder jeg tilbage med en tanke om, hvor meget staten egentlig betyder for alt det, vi tager for givet. At vejene bliver saltet, at sygehusene fungerer, at børnehaven åbner klokken syv, og at nogen kommer, hvis vi ringer 112. Det er alt sammen staten, men det er også os.

Jeg tror, mange af os glemmer, at staten ikke bare er Christiansborg og embedsværk, men summen af alt det, vi som borgere er villige til at bidrage med. Tillid, skattekroner, ansvar og et vist mål af tålmodighed. Det er måske derfor, Danmark virker.

Når jeg ser på udviklingen i dag, hvor mistillid og polarisering fylder mere, også i vores lille land, så er ´Staten` en kærkommen påmindelse om, at systemet faktisk kun fungerer, hvis vi tror på det.  Ikke blindt, men med en bevidsthed om, at måske er det netop der, hvor bogen rammer hårdest: Den får os til at se staten som et fælles projekt – ikke en fjende, men et fællesskab.