Af Torben Christensen, byrådsmedlem og -kandidat for Det Radikale Venstre i Favrskov kommune
Atomkraft er ikke en løsning, det er en afledning.
Debatten om atomkraft dukker jævnligt op, og nu også i kommunalvalgkampen i Favrskov. Det lyder måske tillokkende, når nogen siger, at vi skal turde tale om atomkraft igen. Men før man gør det, er det værd at rydde op i nogle sejlivede misforståelser.
Myte 1: Atomkraft er forbudt i Danmark
Nej. Der findes intet forbud mod atomkraft i Danmark, hverken mod at bygge værker eller forske i teknologien. Folketinget besluttede i 1985 blot ikke at planlægge atomkraft som en del af energiforsyningen. Det var et politisk valg, ikke et juridisk forbud. Et flertal i morgen kunne uden videre ændre kurs. Det sker bare ikke, fordi teknologien ikke giver mening i et dansk energisystem.
Myte 2: Vi mangler “grundlast”
I Danmark er grundlast fortid. Udfordringen er ikke at skaffe mere strøm, men at bruge den rigtigt, når vinden blæser og solen skinner. Vi har kæmpet i tyve år for at få lukket de store centrale værker, fordi de blev et benspænd for det fleksible energisystem, vi er ved at bygge. Atomkraft ville være at genindføre det samme benspænd i ny forklædning.
Myte 3: Nye reaktorer er blevet hurtige og billige at bygge
Der findes ikke ét aktuelt eksempel i den vestlige verden på et atomkraftværk, der er bygget hurtigt og billigt.
Olkiluoto i Finland tog 17 år og blev tre gange dyrere end planlagt. Hinkley Point C i Storbritannien er mindst ti år forsinket og koster over 400 milliarder kroner. De såkaldte små modulære reaktorer findes mest som modeller og PowerPoints. Ingen af dem leverer strøm i Europa.
Myte 4: Atomkraft løser klimakrisen
Selv hvis Danmark besluttede sig i morgen, ville der ikke stå et dansk atomkraftværk før omkring 2045. Til den tid skal vores CO₂-udledning allerede være tæt på nul. At tale om atomkraft i 2025 er derfor ikke klimapolitik. Det er en afledning fra de reelle opgaver: udbygning af elnettet, elektrificering af industri og transport og klogere brug af den grønne strøm, vi allerede har.
Atomkraft kaldes ufarlig, men det kræver, at man pakker den ind i stål og beton for milliarder, og så bliver den netop derfor for dyr og for langsom. Hvis man prøver at spare på sikkerheden, er farligheden straks tilbage. Atomkraft er altså ikke forbudt, men fravalgt, fordi den hverken passer økonomisk eller teknisk i det danske energisystem.
Hvis vi vil tage klimakrisen alvorligt, skal vi bygge videre på det system, vi allerede har valgt – og som vi i Danmark er blandt de bedste i verden til at få til at virke.
Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur.











