Så blev det lørdag den 25. oktober, og byråds- og regionskandidater fik klokken 12 lov til at begynde at hænge plakater op, men rigtigt mange havde stillet sig i kø lang tid i forvejen, så de kunne reservere en lygtepæl til deres favorit.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Da jeg kiggede ud af vinduerne hjemme fra mig selv lidt over 11 lørdag formiddag, der kunne jeg se, at der allerede var sat flere plakater klar på lygtepælene ud for vinduerne i vores hus. Plakaterne stod simpelthen klar med strips bundet om, så der var sikkerhed for, at de kom op som de første.
En lidt smart måde at omgå reglerne med, at plakaterne først må komme op klokken 12, men som jeg ret hurtigt skulle finde ud af, så gælder alle kneb i forbindelse med plakatophængningen.
Nå, men jeg skulle på en rundtur i Søften og Hinnerup, for at se om plakaterne var kommet op før klokken 12, eller om reglerne blev overholdt.
På min vej mødte jeg en af mine naboer, som først var ved at fylde bilen med egne og spidskandidatens plakater, så han var ikke engang kommet ud og holde klar endnu. Det var god stil af Steen Thomasen (A).

På Kvottrupvej mødte jeg Ditte Storm, som er gift med Thomas Storm (V), og er en af borgmesterkandidaterne til byrådsvalget i Favrskov. Hun stod klar med plakaterne allerede sat klar ved jorden, så de kunne komme op klokken 12.
Det samme gjorde Thomas selv, han var klar ved Rema, hvor en del plakater allerede stod klar omkring lygtepælene, og samtidigt skulle han styre det kæmpe setup, han har lavet i hele Favrskov, så alle hans 700 plakater kan komme op i denne weekend.

Alle er voldsomt kreative
Det var ikke kun Thomas Storm (V), der var kreativ, skulle jeg senere finde ud af, det gjaldt alle kandidater og deres hjælpere.
Jeg var først forbi Kristoffer Merrild (A) i Hinnerup og sige goddag til ham og hans hold, hvor han også fremviste de to plakater han har fået ekstra hjælp til at lave af kunstneren Morten Tropp (det kommer der en separat artikel om), og dernæst kørte jeg ned til Hinnerup midtby, for at se hvordan valgplakatcirkusset så ud kort før klokken 12.

Ved alle lygtepæle stod der mennesker klar med en plakat, og flere af dem havde stået der siden før klokken 10, så der var mange, der småfrøs i oktober kulden.
Klokken 12 gik starten, og i mange lygtepæle blev plakaten skubbet op, og så ventede vedkommende på, at der ville komme en stige, så en anden kunne kravle op og sætte plakaten fast.
De fleste partier var repræsenteret, og nogle af kandidaterne var også selv afsted i Hinnerup Midtby. Jeg talte med Fillippa Elgaard Balle (V), Martin Hager Andersen (A) og Charlotte Green (C), som alle var i gang. Både for dem selv, men også for deres spidskandidater.

På vej hjem kunne jeg følge slagets gang på de store veje i Hinnerup og på Aarhus mod Søften, her var der stadig et kapløb i gang, og det er ret tydeligt at se, hvor Lone Glarbo (Æ) bor lige uden for Søften. Alle lygtepæle er plastret til. Hun har også gjort det smarte, at hun simpelthen fylder hele lygtepælen med hendes plakater, så der ikke er plads til andre. Er det pænt over for andre, nej, men smart er det.

Rygtet er, at valgplakater virker, om det er sandt, det ved jeg ikke, men jeg tror også, at vi bliver pænt træt af at kigge på plakater, bannere og intet sigende politiske floskler de næste tre uger.
Sådan er valgkampe, og allerede til næste år kan vi glæde os til den næste, når der bliver folketingsvalg, men held og lykke til de mange kandidater, der stiller op til byrådet i Favrskov og til regionsrådet i Region Midtjylland. Det er stærkt at I stiller op og vil gøre samfundet bedre for alle os borgere…men jeg glæder mig til den dag, når valgplakaterne bliver afskaffet, for jeg har meget svært ved at se en miljømæssig gevinst at hænge valgplakater op med strips.











