Af Anders Godtfred-Rasmussen
I de senere dage har TV2 Østjylland skrevet artikler og lavet indslag på TV omkring de manglende daginstitutionpladser i Søften og Hinnerup området, og at søskende har svært ved at blive placeret i de samme institutioner.
Det er en reel snak, og virkeligt ærgerligt for de involverede forældre og børn, som det går ud over. Simon Buus Olsen har også skrevet et læserbrev omkring det, som Søften Nyt har offentliggjort, hvor han peger på den tidligere borgmester og at der ikke blev gjort rettidig omhu dengang.
Jeg vil ikke pege på enkelt politiker eller enkelte mennesker i forvaltningen, for det er et kollektivt svigt af rang, som både forvaltning og politikere i Favrskov kommune har gjort…igen igen har jeg mest lyst til at skrive.
Det er ikke første gang, at der ikke bliver gjort nok for at skabe de institutionspladser, som er nødvendige. Lige nu er der bygget en midlertidig daginstitution på fodboldbanen ved Præstemarkskolen i Søften.
Sidste gang der var en midlertidig daginstitution der, der var den der i langt over 10 år, fordi igen hverken forvaltning eller politikere har styr på tilflytning og fraflytning fra området.
Det er nu lykkedes forvaltningen i Favrskov kommune at få fravristet kirken i Søften og Foldby sogne deres præstegård, fordi kommunen gerne vil bygge en daginstitution der. Samtidigt skal der også bygges en daginstitution, når der skal placeres første etape af boliger i Søften Nord.
Jeg håber for ejeren at projektet, at forvaltningen i Favrskov ikke skal bruge FEM ÅR på at behandle byggesagen, som de har gjort med VIBE Huse i den nye udstykning, der er på vej i Hinnerup Nord.
Favrskov Kommune kunne gå i gang med at bygge en ny daginstitution i Søften nu og her, hvis de ville. De ejer jorden bag kæret ved Præstemarkskolen ud mod Engdalsvej, og lige overfor det kommende Idrætsanlæg (som også kommer til at tage mere en 10 år fra ide til at det bare begynder at blive bygget, blandt andet på sløvhed blandt politikere og forvaltning).
Det smarte ved jorden her er, at det er det offentlige der ejer den, altså skal der ikke bruges penge på at købe den. Samtidigt vil det skabe mulighed for, at forældre kun skal aflevere deres børn et sted, fordi en parkeringsplads til skolen og daginstitutionen kan placeres samme sted, og i aftener og weekender kan parkeringspladsen så bruges af mennesker, der enten skal i hallerne i Søften eller bruge det nye idrætsanlæg.

Men Anders, der er da en fin parkeringsplads foran Tofthuset i Søften?
Det er da helt rigtigt, men hvis der over de næste 10 år skal bygges op mod 1000 nye boliger i Søften, så er Præstemarkskolen ikke stor nok længere, og hvor kan den udbygges?
Det kan den på Tofthusets parkeringsplads og på fodboldbanen, derfor ville det være smart at bygge en ny parkeringsplads sammen med en ny daginstitution ved rundkørslen bag kæret ud mod Engdalsvej.
Men Anders, der er taget en politisk beslutning om, at der skal bygges en institution på præsteboligens grund, sådan en beslutning kan da ikke laves om?
Jo det kan den sagtens, for der er ikke sat en gravemaskine i gang endnu.
Der er kun en kandidat, der stiller op til byrådet, der har turdet tale om vision for kommuner, og det fik han hug for, men jeg må give ham ret, det er visioner, der mangler her i Favrskov. Både i forvaltningen og blandt politikerne.
Hvor er Søften om 10 år, når der skal bo mere end 5000 mennesker i byen, uden at infrastrukturen er blevet nævneværdig bedre eller bliver gjort bedre til den tid?
Men Anders, så bygger vi da bare en skole mere i Søften?
Det kommer ikke til at ske, det vil der aldrig nogensinde være politisk velvilje til. Borgere og politikere fra andre dele af kommunen vil starte et ramaskrig om, at området har fået så rigeligt.
Ny skole i Norring, nye daginstitutioner i Søften, nyt idrætsanlæg i Søften. 400 meter ny vej til 25 millioner, 19 millioner til udvikling af nyt erhvervsområde i Søften.
Jeg kan næsten blive ved…i Ulstrup kan det ikke engang blive til en kunstgræsbane eller dræning af en fodboldbane, så den kan bruges, og borgmesteren kommer endda fra Ulstrup.
Der mangler visioner for kommunen…dem kunne jeg godt tænke mig at høre mere om her i valgkampen frem mod den 18. November, og ikke kun visioner for skolevægring og manglende daginstitutioner. Visioner for, hvordan Favrskov skal udvikle sig som en hel kommune, udnytte det potentiale som hele kommunen har, og ikke kun i den sydøstlige del, hvor jeg selv bor, og jeg bor her kun fordi mine forældre kørte forkert ud af Sabro tilbage i 1970 og endte i en lille flække ved navn Søften.











