Af Steen Thomasen, byrådskandidat for Socialdemokratiet.
Jobcenter Favrskov gør allerede et stort og vigtigt arbejde for borgere og virksomheder i vores kommune. Mange møder engagerede medarbejdere, der hver dag arbejder for at hjælpe mennesker videre i livet. Det skal vi anerkende og bygge videre på.
Men vi skal samtidig huske, at et jobcenter skal være mere end flotte ord i en vision – det skal skabe resultater, som kan mærkes i hverdagen.
Samarbejdet med virksomhederne skal styrkes yderligere. Når virksomhederne oplever, at jobcenteret forstår deres behov og kan hjælpe med at finde den rette arbejdskraft, skaber vi muligheder for både vækst og varig beskæftigelse.
Vi skal også have nedbragt antallet af langtidsledige. Det kræver individuelle forløb, tættere opfølgning og fokus på små, men vigtige skridt fremad. På samme måde er det vigtigt, at flere unge får chancen for at komme i job eller uddannelse, så de får en god start på voksenlivet.
For flygtninge og familiesammenførte er selvforsørgelse en nøgle til den gode integration. Her kan sprogtræning og praktiske forløb gøre en stor forskel.
Og borgere med funktionsnedsættelse skal have bedre adgang til arbejdsmarkedet – ofte kan fleksible løsninger åbne dørene til nye muligheder.
Selv få lønnede timer for borgere på ydelse kan betyde meget – både for økonomien og livskvaliteten. Derfor bør vi styrke indsatsen for at få endnu flere ind i lønnede timer.
Endelig skal vi lytte til borgerne. Deres tilfredshed med jobcenteret er den bedste målestok for, om indsatsen virker.
Vi har allerede et stærkt fundament i Jobcenter Favrskov, det skal vi bygge videre på. Med samarbejde og konkrete handlinger kan vi sikre, at visionerne bliver til virkelighed – til gavn for både borgere og virksomheder.
Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur.












