Annoncer

En gruppe borgere i landsbyen Kvottrup er gået sammen om at stå op imod det solcelleanlæg, som Obton A/S fra Aarhus har planer om at skulle bygge på et 51 hektar stort areal lige uden for bygrænsen.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Et muligt solcelleanlæg ved Kvottrup har sat sindene i landsbyen i kog. Flere af beboerne i byen er ikke interesserede i at bo tæt på det 51 hektar store solcelle- og vindmølle anlæg, som Obton A/S fra Aarhus ønsker at opføre på en landmands jord tæt op og ned ad landsbyen.

“Vi er flyttet på landet for at bo tæt på naturen – ikke for at få udsigt til en metalmark. Vi flyttede netop væk fra Aarhus for at komme væk fra betonjunglen. Herude er der natur, skov, marker og læhegn. Hvis det her bliver til noget, bliver det en industripark med solceller og vindmøller,” siger Lene Rishede.

Det røde område viser, hvor solcellerne kan blive placeret nordøst for Kvottrup by lige uden for Aarhus. Foto/Grafik: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Bosætning og ejendomsværdi

Et gennemgående tema på mødet var bekymringen for bosætning og ejendomsværdier. Flere beboere vurderer, at et stort solcelleanlæg vil påvirke hele området negativt.

“Jeg er ret sikker på, at hele byen vil falde 25 procent i værdi,” siger Michael Dalgaard og tilføjer, at liggetiderne i nærområdet i forvejen er lange:

“Hvis du står som køber og kan vælge mellem to ens landsbyer – og den ene ligger ved et 51 hektar stort industrilignende anlæg – så siger det sig selv, så bliver det ikke i Kvottrup, at de kommer til at bo.”

Andre peger på det, de oplever som en grundlæggende modsigelse mellem ønsket om at bevare landsbyer og landsbymiljøer – og så samtidig åbne for meget store tekniske anlæg på den anden side af hækken.

“Aarhus Kommune henviser til at vi skal bevare landsbyerne og det præg, som de har og det liv, som bliver levet i landsbyerne. Samtidigt er det svært for os, at få lov til at bygge til, bygge om og vi bliver målt og vejet på taghældning, vinduer og farver, da vi byggede, fordi det ligger i landzone. Omvendt kan Obton muligvis få lov til at bygge et kæmpe teknisk anlæg uden at skulle overholde de samme regler. Det hænger ikke sammen,” siger Sanne Bentzen, som sammen med sin familie byggede hus i Kvottrup for tre år siden.  

Video af området, hvor solcelleanlægget ønskes placeret ved Landsbyen Kvottrup øst for Aarhus. Video: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Der er også kulturhistoriske og naturmæssige hensyn i området, som beboerne ønsker belyst, herunder en historisk tvillingegård og nærhed til skov- og naturområder, som mange bruger til hverdag.

“Kvottrup er Aarhus’ ubesete perle. Vi er 33 husstande, der bor her og vi er her, blandt andet, for naturen og landsbymiljøet. Det var derfor, at vi flyttede herhen. Her er også bevaringsmæssige ejendomme og naturmæssige hensyn, der bør tages hensyn til. Kvottrup er en perle, men det skal ikke være en perle med en metalmark omkring halvdelen af byen, siger Lene Rishede.

Samtidig afviste flere af borgerne, at de skulle være modstandere af den grønne omstilling:

“Vi er ikke imod solceller eller vindmøller, men vi er imod placeringen. I Aarhus Kommune findes der mange områder, hvor det et solcelleanlæg vil genere færre mennesker. Fx ved industriområder eller højtliggende plateauer med naturlig afskærmning. Det her handler om omtanke og planlægning, ikke om at være ‘anti-grøn’,” siger Michael Dalgaard.

På mødet blev der fremlagt en række konkrete bekymringspunkter, som borgerne ønsker undersøgt nærmere:

– Ejendomsværdi og bosætning: Risiko for betydelige fald i ejendomsværdi og svækket tilflytning. 

– Visuel og landskabelig påvirkning: Oplevelsen af et “industrilandskab” tæt på boliger og fælles arealer. 

– Planprocessen: Ønske om tydelig og tidlig borgerinddragelse, herunder en uvildig facilitator mellem by, kommune og udvikler. 

– Retfærdighed i kompensation: Nuværende afstands- og kompensationsregler opleves som vilkårlig: “Bor man tre meter på den ‘forkerte’ side af en linje, får man ingenting,” som en deltager formulerede det. 

– Drift og oprydning: Hvem passer indhegning/arealer, og hvem rydder op, hvis projektet ændres eller udvikleren går konkurs? “Vi har set, hvad der kan ske, når regningen lander hos os alle,” lød det fra en borger med henvisning til andre sager i landet. 

Hvorfor lige i Kvottrup

På mødet blev det også bemærket, at der – efter det, borgerne har kunnet få oplyst – ikke er truffet kommunale beslutninger om udpegning af området, og at tidslinjen for en overordnet plan i Aarhus Kommune er lang. Netop derfor ønsker beboerne at være på forkant: 

“Vi vil gerne være konstruktive – men vi vil også høres, før stregerne bliver trukket på kortet,” som en deltager formulerede det.

Ifølge Aarhus Kommunes planer for udpegning af områder til solcelleparker, så er Kvottrup ikke på nuværende tidspunkt udpeget som et område, hvor der skal ligge en solcellepark – klik på linket og se et oversigtkort over, hvor Aarhus Kommune, blandt mange andre ting, har tænkt at skulle placere solcelleanlæg/VE anlæg i Aarhus Kommune. Kvottrup By er ikke indtegnet på kortet.

https://aarhus.viewer.dkplan.niras.dk/plan/2#/94240

Beboerne undrer sig derfor også, hvorfor anlægget stadig bliver ved med at spøge i kulissen, og de vil også kontakte kommunen for at høre mere om planerne:

“Vi skal ikke sidde på hænderne og vente på nyt fra kommunen, vi bliver selv nødt til at gøre en indsats allerede nu. Der findes gode eksempler fra andre steder, hvor borgerne tidligt fik struktureret deres bekymringer i en rapport til politikerne. Det er en god idé, og vi skal finde ud af, om det kan lade sig gøre,” siger Lars Vorre.

Samtidigt er det også vigtigt, at beboerne i Kvottrup ikke bliver uenige omkring projektet:

“Det er vigtigt for os, at det her ikke kommer mudderkastning mellem naboer og borgere. Vi skal være fair over for hinanden, om du kan lide anlægget eller ej. Vi må ikke blive uenige, fordi vi skal bo sammen i byen bagefter. Der findes forskellige holdninger, og det er helt fair, men det er vigtigt, at vi får skabt en gennemsigtig proces, til gavn for alle,” siger Lene Rishede.

Det orange skraverede område viser, hvor solcellerne ønskes placeret uden for Kvottrup by. Grafik: Fra Antons A/S hjemmeside om projektet.

Uanset hvad næste skridt bliver, er der ét punkt, som fylder hos alle i byen: Hverdagslivet i Kvottrup. Flere nævner behovet for cykelstier, læhegn mod motorvejen og bedre adgang til naturen. Alle de små ting, der er med til, at de nuværende beboere og kommende tilflyttere har lyst til at bo i Landsbyen Kvottrup uden at skulle være bundet af et solcelleanlæg lige uden for bygrænsen.

Søften Nyt kommer til at følge op på anlægget, og hvor langt Aarhus Kommune og Obton A/S er i processen med anlægget. Ifølge Obtons hjemmeside er de dele af anlægget, der skulle ligge i Favrskov kommune taget ud, fordi Favrskov Kommune ikke kan give tilladelse til det.

Faktaboks
Obton A/S vil gerne have lov til at bygge et 51 hektar stort solcelle- og vindmølle anlæg på arealer lige uden for Landsbyen Kvottrup. Du kan læse mere om projektet på Obtons hjemmeside lige her via dette link.

Kommende arrangementer

  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også