af Kristoffer Merrild, Byrådsmedlem for Socialdemokratiet, 8382 Hinnerup.
Favrskov står midt i en valgkamp, og vanen tro kommer Lars Storgaard med sit faste valgløfte; at der skal bygges en administrationsbygning i Ulstrup. I sidste valgkamp sagde han endda, at det var det, han ville måles på som politiker bare to år inde i perioden. Lars Storgaard har igennem de sidste fire år været borgmester, og der er ikke sket noget trods løfterne dengang. Nu kommer de så igen. I 2021 mente Lars Storgaard, at en sådan bygning ville koste 40 millioner kroner. Det tal er nok steget en del siden da. https://favrskovliv.dk/favrskovliv-dk/lars-storgaard-det-skal-kunne-ses-om-to-aar-at-vi-har-faaet-mere-indflydelse-og-drejet-politikken-i-vores-retning
Lars Storgaard nævner det igen i en tid, hvor vi står overfor at skulle bruge færre kommunale kontor-kvadratmeter, ikke flere. Hvad der er brug for, er en hal i Foldby-Norring. En hel hal koster i omegnen af 30 millioner kroner. Det er ikke småpenge, men det er dog mindst 10 millioner mindre end en administrationsbygning, vi ikke har brug for.
For Socialdemokratiet er det nemt at vælge. Vi vil, at der kommer en hal i Foldby-Norring, som skaber liv, læring og foreningsaktivitet, ikke et prestigeprojekt i form af tomme kontorbygninger.
Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur.











