Af Anders Godtfred-Rasmussen
Det er mere end 80 år siden, at Anden Verdenskrig sluttede, men den krig bliver ved med at poppe op i bøger, udsendelser og radioprogrammer. Jeg har selv læst meget om krigen, synes jeg, og er vidende om den, men Tom Buk-Swientys seneste bog, Berlin Brænder, har godt nok sat sig fast i hovedet på mig, og jeg har haft svært ved at lægge den fra mig.
Læseren følger fire journalister, der følger krigens gang i Berlin som udstationerede reportere for forskellige aviser i Danmark. Vi følger deres liv og levned, hvordan de behandles af tyskerne, og hvilke privilegier de har, fordi de er journalister.
Vi følger bombardementerne af byen og er helt tæt på konstant. Tom Buk-Swientys ord bliver omdannet til følelser i kroppen, der gør, at krigen kommer helt tæt på i hovedet. Det her er ikke film eller tv, hvor du bliver præsenteret for ruiner, brande og mennesker i nød. Her forestiller du dig det selv ud fra de beskrivelser, som forfatteren har researchet sig frem til.
For der ligger en uhyggelig mængde research bag bogen, som du som læser også selv forstår omfanget af, når du læser afsnittet, hvor Tom Buk-Swienty takker de mennesker, han har talt med i forbindelse med bogen.
Vi kommer tæt på Hitler, vi kommer tæt på Goebbels, og vi oplever mennesker, der vil gøre alt for ikke at møde de nazistiske høje herrer, fordi de ikke kan udstå regimet. Vi kommer tæt på det danske gesandtskab (ambassaden) og følger medarbejdere i deres arbejde for Danmark i et land og en brændende by.
Hvordan påvirker det et menneske, der hele tiden skal ned i et beskyttelsesrum, når luftalarmerne lyder? I den første lange tid er det kun om natten, men da amerikanerne begynder at bombe, så er det også om dagen.
Hvordan påvirker det et menneske at opleve jødeudryddelsen så tæt på? Se apatiske mennesker blive taget med af nazisterne på åben gade? At være på tur til Ukraine og se, at der ingen jøder er tilbage, fordi tyskerne har skudt dem alle sammen?
Som læser oplever du krigens gru helt tæt på, og hører også om Danmark, og hvordan journalisterne indimellem tager til Danmark for at opleve noget normalitet. Få noget ordentligt at spise og opleve en verden, hvor krigen ikke er så tæt på som i Tyskland og Berlin.
Vi kommer helt tæt på Stauffenbergs forsøg på attentatet på Hitler, som mirakuløst slipper i levende live, og om hvordan Operation Valkyrie bliver optrevlet, og rigtigt mange mennesker, som var indblandet, kommer for en standret og bliver henrettet.
Vi hører om de bødler, der egentlig er ligeglade med at slå de mange mennesker ihjel, men mere klager over, at det sviner mere, når hovedet bliver hugget af, end når de slår mennesker ihjel ved at hænge dem, og hvor lidt betaling de får for det.
Kulturlivet bliver også beskrevet, og alle de mennesker, som også var der, før Hitler kom til. De kultiverede, de intellektuelle og alle dem, som var mod nazisterne, men ikke kunne sige det, for så ville de selv blive henrettet. Vi læser om de små lommer af menneskelighed, som findes i Tyskland, de små lommer af normalitet, som de danskere, vi følger, oplever, men også hvordan krigen påvirker psyken på journalisterne, og hvordan de bliver set ned på, hvis de ikke kan klare det.
Vi kommer også helt tæt på diplomatiet, hvordan de kunne få breve og beretninger ud af krigszonen, og som i dag er blevet en uvurderlig kilde af informationer for efterkrigstiden.
Som læser følger vi også krigens gang, vi følger invasionen den 6. juni, og hvordan den præsenteres overfor tyskerne, og hvad de danske journalister får lov til at skrive i de danske aviser.
Bogen stopper lige efter jul 1944, for den lægger op til del to, som udkommer inden alt for længe. Russerne kommer, hvor vi kommer til at følge de sidste måneder af krigens gang. Jeg glæder mig, selvom det er frygteligt at læse om, virkeligt frygteligt, og det er svært ikke at se nogle af de tendenser fra dengang i verden i dag.
