Af Anders Godtfred-Rasmussen
Min far fortalte mig engang om det terrorangreb, der var til OL i München i 1972, hvor den palæsitinenske terrorgruppe, Sorte September, angreb de israelske idrætsudøvere, som var på deres værelse i den olympiske landsby. Det lykkedes enkelte at flygte, men det endte med at alle 11 idrætsudøvere og trænere blev slået ihjel, og det skete også for en tysk politimand og de fem terrorister.
Det er ikke selve angrebet og hvad der skete, som filmen egentlig handler om. Fordi i de lidt mere end halvanden time, som filmen varer, der følger vi det TV hold fra den amerikanske ABC TV Station. De var i München for at transmittere OL, men endte med at vise levende billeder fra en terrorbegivenhed, og det var første gang i verdenshistorien, at seere fra hele verden kunne følge med. Det står der i teksterne efter filmen, at 900 millioner så med.
Vi følger de her mennesker bag skærmen på hele den skæbnesvangre dag, og de mange beslutninger de skulle tage, også etiske beslutninger om, hvad der skulle vises på TV, hvad der ikke skulle vises. Hvilke nyheder de skulle bringe og ikke bringe, og hvad der sker, da de bringer de forkerte oplysninger.
Selvom historien er kendt, så forbliver spændingen intakt hele vejen igennem filmen. Det er specielt at se, hvordan film skulle fremkaldes inden det kunne vises, at de internt talte i Walkie Talkies i området for at kunne kommunikere, og hvordan de snød sig forbi de olympiske vagter for at komme helt tæt på.
Vi ser praktisk talt ikke terroristerne eller gidslerne, kun på små skærme fra originale optagelser, og så de billeder, der fra dengang er indprentet på nethinden.
TV stationen har ingen tolke, men en tysker ansat, Marianne, der hele tiden skal oversætte, hvad der sker og hvad der bliver sagt, og hun får også en af de sidste replikker i filmen, da hun bliver spurgt om, hvordan hun har det efter alle gidsler og terrorister er døde:
“Uskyldige mennesker døde i Tyskland – igen – og Tyskland har fejlet igen”, for terrorangrebet er kun 27 år efter 2. Verdenskrigs afslutning, og sårene fra krigen er endnu ikke helet, og at der så skal dø 11 israelere i Tyskland, fordi myndighederne ikke kunne passe på dem, det er for meget for hende.
Filmen er fodret med masser af originale optagelser fra studiet og fra omgivelserne, og så er det skuespillere, der klarer resten bag skærmen, og det er eminent sat sammen til en film, hvor historien er kendt, men hvor vi får fortalt, hvad der skete bag skærmen hos de mennesker, der sørgede for, at få nyhederne ud til verden. De dilemmaer de stod i.
Filmen peger også ind i nutiden i dag, for hvordan rapporterer journalister og TV stationer i dagens nyhedsbillede, og hvordan det bliver pakket ind i reklamepauser, fordi det også bliver et show, og ikke kun ren nyhedsformidling.
Filmen fokuserer på journalisterne og nyhedsdækningen, og ikke så meget på, hvorfor der ikke er vagter i OL byen, hvorfor militæret ikke må gribe ind, men det bliver nævnt hvorfor. Fordi de tyske myndigheder mente, at det ville være et skidt signal så få år efter 2. Verdenskrig, og militæret måtte ikke gribe ind på grund af en lov efter anden verdenskrig, der gør at militæret ikke må hjælpe.
Jeg har ingen problemer med, at filmen kun fokuserer på journalistikken og hvad der skete og hvordan det blev formidlet, det gør også at den ikke breder sig alt for meget, men handler om de timer fra morgenstunden til sen aften den 5. september 1972, hvor terrorangrebet fandt sted.
En stor anbefaling herfra, filmen er fyldt med gode skuespillere som Peter Sarsgaard, Ben Chaplin og Leonie Benesch som Marianne.
Hvis du vil se en trailer for filmen, så kig med her:
