Annoncer
Annoncer

Af Lisa Perkins (LA), byrådskandidat i Favrskov Kommune for Liberal Alliance

Favrskov er en kommune med relativt orden i penalhuset. Vi ligger gennemsnitligt til over middel på de fleste områder og udmærker os endda nogle steder. Det er godt og noget, vi kan være stolte af.

Men netop derfor bør vi have overskuddet til at sikre, at de demokratiske processer også spiller. Her har jeg en hård kritik af Favrskov: Vi kan og bør gøre det markant bedre.

Lukkede forhandlinger og politik

I Randers og Aarhus inviteres flere med ind i budgetforhandlingerne. Der er plads til sparring, ressourcepersoner og bagland, som kan styrke processen. I Favrskov er dørene lukkede. Én repræsentant pr. parti og så er det dét. Når budgettet er forhandlet færdigt, sendes det ud i høring som et færdigt puslespil. Det er svært at se, hvordan det er mere demokratisk. En kontrast jeg har oplevet direkte, som formand for LA i både Favrskov og Randers kommune.

Noget andet jeg har bidt mærke i som aktiv i politik er, at Favrskovs konstituering, altså kommunens “regeringsgrundlag”, aktivt holdes hemmeligt. Vi må simpelthen ikke vide, hvilke politiske aftaler, mål og visioner, der blev lavet for perioden af partierne der har konstitueret sig bag en borgmester. Den ligger til gengæld frit tilgængeligt på Randers kommunes hjemmeside og kan findes med en google søgning. Selv når jeg har spurgt pænt i Favrskov, må jeg ikke se den.

Uigennemsigtige processer

For nylig kritiserede Thake fra Enhedslisten borgmesteren og forvaltningen for ikke at gengive høringssvar neutralt. Jeg er ikke enig i hans analyse af det konkrete eksempel, men jeg mener, borgmesteren burde have taget kritikken mere alvorligt i stedet for at kræve en undskyldning fra Thake. Havde jeg selv været borgmester, ville jeg have sagt: “Tak for at være demokratiets vagthund. Jeg er ikke enig i din analyse, men jeg vil bruge den til at være ekstra opmærksom på, at der ikke fremover kan opstå tvivl om netop den bekymring.”

For selvom jeg deler borgmesterens vurdering af, at gengivelsen af høringssvarene var fair, så er andre enige med Thake. Det betyder, at der er rum for fortolkning, og i en kommune, der i forvejen opleves som lukket, bør det tages alvorligt. Det kan i min optik ses som et rødt flag om, at tilliden er svækket. Den ville jeg aktivt forsøge at styrke. Også selvom jeg måske ikke selv opfattede det på samme måde.

Forvaltningen foran politikken

For ofte gemmer politikerne sig bag forvaltningen. Når en dreng som Eskild ikke kan få plads i samme børnehave som sin søskende, selvom både forældre og børnehave vurderer, at det er det bedste pædagogiske hensyn, og politikernes svar er, at de stoler på forvaltningens proces, så står vi med et problem.

Det samme så vi med placeringen af genbrugspladsen og solcelleprojekterne. Mange borgere følte sig trumlet, og processen bar præg af, at beslutningen reelt var taget, før de politiske drøftelser var færdige. At ting sneg sig med ind, uden der var politisk blik for det. Jeg kan sagtens være enig i resultatet af processerne, men processen var ikke i orden. Og hvis man vil have borgerne med på resultatet, skal mellemregningerne være lige så rigtige som facit. Ligesom i matematik: Et korrekt resultat er kun troværdigt, hvis vejen derhen også stemmer.

Jeg tror, borgmesteren har arvet traditionen fra sin forgænger. Derfor vil jeg opfordre ham til at gå forrest for en ny tradition og kultur i Favrskov. En tradition, hvor demokratiet er mere åbent, processerne er gennemsigtige, og borgerne ikke behøver optræde som opsøgende journalister i egen kommune.

Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur. 

Kommende arrangementer

  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også