Af Anders Godtfred-Rasmussen
Når jeg følger den politiske debat i Danmark og nogle steder i udlandet, så kan det nogle gange virke mærkeligt, at de her politikere kan finde ud af at arbejde sammen i dagligdagen. Fordi den måde, de omtaler hinanden i medierne og på de sociale medier, ikke er særlig pæn.
Jeg ved udmærket godt, at de er gode til at snakke sammen og samarbejde, når kameraerne og mikrofonerne er slukkede, men forinden kan det være ulideligt at høre og se.
Derfor har det altid været en glæde for mig at følge med i den politiske tone i Favrskov Kommune, for den har indtil for nyligt næsten altid været god. Politikerne i Favrskov Kommune er pragmatiske og arbejder sammen for at løse de udfordringer, som de bliver præsenteret for.
Jeg er ikke naiv, selvfølgelig er de ofte uenige, og jeg er sikker på, at der på de interne møder på tværs i partierne falder brænde ned, og der er uenigheder, og det er der nok også på de mange udvalgsmøder i kommunalt regi, men det er ikke ret tit, at de ikke bliver enige om løsninger for kommunens borgere.
Vi som borgere er ikke altid enige, langt fra, og der sker desværre også fejl i forvaltningen, men der gør der alle steder, hvor mennesker arbejder. Mit ærinde lige her er ikke at pege fingre af forvaltningen, men af den tendens blandt politikerne og ud til borgerne, hvor de peger fingre af hinanden. Eller at de prøver at gøre sig bedre end andre.
Jeg synes ikke, at det pynter politikerne i Favrskov at gøre det.
Lige nu generaliserer jeg kraftigt, og jeg ved også godt, at jeg lige nu peger fingre af 25 byrådsmedlemmer, og hvor det kun måske er fem af dem, som ikke kan holde sig for gode til at drille andre, eller tale om politiske ting og områder, som de ved ingen gang på jorden har, men som de alligevel gerne vil blive ved med at nævne, fordi så er der nok nogen, der gerne vil stemme på dem.
Jeg nævner ingen navne eller sager, for så er jeg ikke en skid bedre end andre. Jeg vil nok få skudt i skoen, at sådan er det bare, og sådan er politik. Det kan godt være, men jeg synes ikke, det er pænt, eller reelt har noget med politik at gøre.
For mig handler politik om de beslutninger og prioriteringer, som har betydning for et fællesskab, fra en lille forening til en kommune som Favrskov, eller til Danmark som land. Det er måden, vi indretter samfundet på, fordeler ressourcer og fastsætter reglerne.
Det er politik for mig, ikke hvordan folk småskændes i en valgkamp, så kald mig bare naiv på det område, det er jeg helt sikkert, og det har jeg det fint med. Men “Tal ordentligt, det koster ikke noget” — det var der engang et mobilselskab, der lavede en kampagne om, og det budskab fejler bestemt stadig ikke noget.











