Annoncer
Annoncer

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Det Konservative Folkeparti i Favrskov er klar til kommunalvalget den 18. november. Borgmester Lars Storgaard har indleveret partiets kandidatliste og understreger, at der er tale om et stærkt hold med både nye og erfarne kræfter.

“Der er noget helt særligt ved det øjeblik, hvor man kan præsentere det hold, der skal stå sammen om Favrskovs fremtid. I dag (den 16. September, red.) afleverede vi vores kandidatliste til kommunalvalget den 18. november, og jeg kan love, at det er et stærkt konservativt hold,” siger Lars Storgaard.

I alt stiller 17 kandidater op for partiet. De kommer fra hele kommunen – fra Ulstrup til Søften og fra Hammel til Hinnerup.

“Vi stiller 17 engagerede kandidater, som hver især bringer erfaring, lokal forankring og nye kræfter i spil. Fælles for os alle er viljen til at tage ansvar for Favrskov,” fortæller han.

Et Favrskov i balance

Partiet går til valg på en politik, hvor der er fokus på at skabe udvikling i hele kommunen, og med naturen som en central del af kommunens grønne omstilling.

“Vi går til valg på et Favrskov i balance. Det betyder en sund økonomi, tryghed for både børn og ældre, stærke hovedbyer, centerbyer, landsbyer og naturen som vores klimamotor. Det handler om at skabe udvikling – men altid med omtanke og ordentlighed,” siger Lars Storgaard.

Kandidatholdet består af både kendte ansigter, der stiller op igen, og nye kandidater, som ønsker at gøre en forskel.

“Jeg er stolt af at stå i spidsen for dette hold. Vi er erfarne kræfter, der stiller op igen, side om side med nye stærke kandidater, der brænder for at gøre en forskel. Sammen er vi klar til at bygge videre på resultaterne – og til at sætte en tydelig retning for de kommende år,” siger borgmesteren.

Her er de 17 kandidater til byrådsvalget 2025 for Det Konservative Folkeparti i Favrskov:
– Lars Storgaard
– Charlotte Green
– Mette Nøhr
– Niels Christian Selchau-Mark
– René Schneider
– Anne-Sophie Schjønning
– Morten Wind Lübker
– Lene Guldbrandt
– Frank Iversen
– Ganna Lindhard
– Flemming Aaen Jensen
– Flemming Nielsen
– Jesper Poulsen
– Tommy Højer
– Ole Jensen
– Knud Schøler
– Biljana Justesen

For Lars Storgaard handler valgkampen først og fremmest om at stå sammen – både som kandidathold og med borgerne i kommunen.

“Kommunalvalg er i høj grad et holdarbejde, og jeg glæder mig til at gå ind i valgkampen sammen med mine 16 kollegaer på listen – og sammen med jer, borgerne i Favrskov,” slutter han.

Artiklen er skrevet baseret på en pressemeddelelse modtaget den 16. September fra Lars Storgaard.

  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også