Annoncer
Annoncer

Borgmester Lars Storgaard klippede snoren den 12. september på Dannebrogspladsen i Ulstrup, da omkring 100 borgere var mødt frem for at markere åbningen af Trækstien i Favrskov. Strækningen fra Ulstrup til Åbro er på 5,3 kilometer med nye hævede grusstier og træbroer. Projektleder Peter Horn Lauritsen fortalte om arbejdet og naturvejleder Vibe Søndergaard delte sine oplevelser ved Gudenåen. Åbningen er en del af det store Gudenåstien-projekt, der skal binde åen sammen fra kilde til fjord.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Da jeg sendte dronen op på Dannebrogspladsen i Ulstrup fredag den 12. september om eftermiddagen, var det helt tydeligt at se, hvor meget Gudenåen betyder for Ulstrup og for Favrskov Kommune. Byen ligger virkeligt naturskønt i området, og selvom der var tunge regnskyer på himlen, så tittede solen også frem på de cirka 100 fremmødte borgere, der var kommet for at deltage i indvielsen af Favrskov Kommunes del af Trækstien mellem Silkeborg og Randers.

Det var Borgmesteren for Favrskov Kommune, Lars Storgaard, der holdt indvielsestalen. Borgmesteren bor selv i Ulstrup, og det var tydeligt at mærke, at det her projekt står ham nært personligt, men også for kommunen og borgerne:

“Vi har ikke Tivoli, men vi har Gudenåen,” sagde han med et stort smil på læberne, og fortsatte:

“Favrskov har ikke de helt store turistattraktioner, men naturen er vores styrke – og med en tilgængelig sti langs åen får både lokale og gæster noget nyt at glæde sig over,” sagde han, inden han kunne klippe den røde snor over og erklære delstrækningen fra Ulstrup til Åbro projektet for åbent.

Så blev Snoren klippet og Borgmester Lars Storgaard kunne gøre det officielt at Favrskov del af Trækstien er åben. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Forinden havde projektleder fra Favrskov kommune, Peter Horn Lauritsen, fortalt om arbejdet med at  får projektet til at lykkedes, og naturvejleder Vibe Søndergaard talte om naturen ved Gudenåen.

Hun fortalte om en kajaktur fra Bjerringbro til Ulstrup, hvor en grøn guldsmed satte sig på hendes skulder – lige oven på Favrskov Kommunes logo.

“Den dag følte jeg mig godkendt. Guldsmeden er en indikatorart, hvis vandmiljøet forværres, forsvinder de. Hvis vi passer på, bliver de. Der findes 53 arter i Danmark, og det er noget af det smukkeste, man kan opleve herude. De glitrer i luften fra april til november, og de minder os om, at naturen hele tiden er i forandring,” sagde hun.

Vibe Søndergaard viser naturliv ved og i Gudenåen, og der var mange spørgsmål til hende efter åbningen af Trækstien. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

En del af noget større

Efter den formelle del af indvielsen var overstået tog jeg fat i Peter Horn Lauritsen, for at høre mere om, hvordan det er lykkedes for ham at få alle ender til at nå sammen:

“Det har været et kæmpe puslespil med otte kommuner, tre styrelser og en masse lodsejere, som frivilligt har været med til at give lov til stien, og desuden er stien lavet under hensyn til den skønne natur, den er placeret ind i. Stien må godt stå under vand i korte perioder, men i udgangspunktet skal den være fremkommelig det meste af året. Det er naturen, der bestemmer her – vi kan ikke tæmme Gudenåen, men vi kan gøre det lettere for folk at færdes langs den,” sagde han.

Trækstien er i sig selv en del af et større billede: projektet “Gudenåstien – fra kilde til fjord”, der skal binde hele Gudenåen sammen med en tydeligt afmærket vandrerute fra kilden i Tinnet Krat til udløbet i Randers Fjord. Hele strækningen bliver omkring 175 kilometer lang og forventes at stå færdig ved udgangen af 2025, således åbningen af den samlede Gudenåstien kan ske i foråret i 2026.

Projektleder Peter Horn Lauritsen fra Favrskov Kommune har stået for projektet i kommunens del af Gudenpen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Delstrækningen ved Ulstrup, er på 5,3 kilometer, og det særlige er, at en stor del nu er gjort fremkommelig med hævede grusstier og træbroer.

“På denne del har vi etableret ca. 1,9 kilometer grus- og hævede stier samt 1,2 kilometer træstier og spange,” forklarede Peter Horn Lauritsen, inden borgmesteren tog over igen:

“Finansieringen ikke ville være mulig uden støtte fra A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden, som har bidraget med omkring 30 millioner kroner til helhedsprojektet. En stor del af arbejdet har handlet om at finde løsninger med lodsejere og fredningsnævn. Vi må ikke bruge ekspropriation, så derfor bygger det hele på frivillighed,” sagde borgmesteren.

Det betyder, at der stadig er et lill hul på cirka 200 meter mellem Ulstrup og Bjerringbro, hvor man må en tur op og gå på cykelstien langs Hagenstrupvej.

“Det kommer forhåbentlig en dag, men selv med små mangler er det en væsentlig forbedring, at Favrskov nu har en sammenhængende sti fra Ulstrup og ud i ådalen,” sagde han.

Flere mennesker til Favrskov

Åbningen i Ulstrup var ikke bare en formel markering. For de fremmødte handlede det om at få en sti, man faktisk kan bruge. Og måske var det netop det, som gjorde dagen særlig: at en teknisk og milliondyr anlægsopgave blev forvandlet til en lokal oplevelse, hvor vi i fællesskab kunne mærke, at Gudenåen binder os sammen – på tværs af kommuner, men også lige her i Favrskov.

“Jeg forventer mig meget af det her. Det kan være med til at trække folk til Favrskov, og det kan gavne Ulstrup og Bamsebo Camping. Det håber jeg virkelig,” sagde borgmester Lars Storgaard. 

Inden de fremmødte blev tilbudt lidt til ganen, pølser, brød og noget at drikke, som jeg også tog i mod, inden de fremmødte borgere begyndte at stille spørgsmål til Peter Horn Lauritsen og Vibe Søndergaard, om Trækstien og naturen. 

Det var også tid til forplejning bagefter den officielle åbning. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Fakta: Gudenåstien & Trækstien

Gudenåstien – fra kilde til fjord
Tværkommunalt projekt med 8 kommuner og 3 styrelser.
Strækning: ca. 170–175 km fra Tinnet Krat til Randers Fjord.
Støttet af A.P. Møller Fonden og Nordea-fonden (ca. 30 mio. kr.).
Forventes fuldt åbnet i 2026.

Trækstien
Historisk pramdragersti mellem Silkeborg og Randers.
Længde: ca. 76 km (angives ofte mellem 70–76 km).
Ligger tæt på åen og kan være oversvømmet i perioder.
Flere steder gjort mere farbar med hævede stier, træbroer og spange.

Favrskov Kommunes rolle
Leadpartner i projektet og koordinerer tværkommunalt samarbejde.
Har etableret 5,3 km ny sti mellem Ulstrup og Åbro (heraf 1,9 km grus og 1,2 km træstier/spange).
Bevarer navnet Trækstien i skiltningen.
Arbejder fortsat med at forbinde strækningerne og sikre frivillige aftaler med lodsejere.
Previous

5000 nye træer til Gerning: Byen rejser sin egen skov

Next

Læserbrev: Glædeligt med nye cykelstier – men lad os også få forbindelsen til Hadsten

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også