Af Simon Buus Olsen, Byrådsmedlem for Liberal Alliance, 8370 Hadsten
For mig er noget af det mest liberale, vi finder i samfundet, vores frivillige fællesskaber. Uanset om det er spejder, håndbold, sang eller billedkunst, så vælger man selv, hvor ens interesse ligger – og det valg giver oplevelser, venskaber og dannelse for livet.
Jeg husker stadig mit første overnatningsstævne, hvor vi levede af pommes frites og piftede luftmadrasser. De oplevelser og fællesskaber er med til at forme os. Derfor gik jeg til valg på at styrke foreningslivet, da jeg blev valgt ind i Favrskov Byråd i 2021. Jeg ville fjerne unødvendige byrder, styrke samarbejdet med stærke aktører og gøre det nemmere at være frivillig.
Vi er nået et godt stykke:
- Den urimelige 10 %-afgift på foreningers salg af hal- og stadionnavne er fjernet. Nu kan alle sponsorkroner gå ubeskåret til børn og unges aktiviteter.
- Vi har styrket samarbejdet med DGI Østjylland, så vi kan trække på deres kompetencer i stedet for at opbygge dyre kommunale konsulentstillinger.
- Vi har skabt en pulje til mindre anlæg, hvor foreninger kan søge op til 20.000 kr. Puljen blev en kæmpe succes og viste, hvordan frivillige kræfter kan forvandle små midler til store resultater.
- Vi har igangsat en undersøgelse af bureaukratiske processer, der allerede har ført til ændrede arbejdsgange, så foreningerne får færre barrierer.
Men vi er ikke i mål. Jeg mener stadig, at vi skal videre, for de frivillige kræfter i vores lokalsamfund fortjener bedre rammer:
For det første bør vi skabe ligestilling i kommunale lån. Nogle foreninger betaler 6 % i rente, andre 1 %. Når vi som kommune vælger at tilbyde lån, skal det ske på fair vilkår.
For det andet skal vi have et grundigt eftersyn af Favrskov-modellen. Vores selvejende haller er en kæmpe styrke, drevet af ildsjæle. Det er paradoksalt, at de ofte må tilbagebetale tilskudsmidler, fordi aktiviteten er for høj. Det skal vi finde en løsning på.
For det tredje bør vi indføre løbende ansøgninger til puljer. Mange frivillige ildsjæle har projekter, de vil i gang med her og nu. At skulle vente 6-10 måneder på en ansøgningsfrist dræber energien.
Og så mener jeg fortsat, at de to sidste kommunale haller skal overgå til selvejende drift. Erfaringen viser, at hallerne drives bedre, mere effektivt og med større lokal forankring, når de styres af de mennesker, der brænder for dem.
Jeg er stolt af de resultater, vi allerede har skabt. Vi har fjernet byrder, styrket samarbejder og givet plads til flere frivillige initiativer. Men vi er ikke færdige. Foreningslivet er en af de stærkeste kilder til frihed, fællesskab og dannelse i vores kommune.
Derfor håber jeg, at jeg får lov til at fortsætte arbejdet de kommende år. Foreningslivet fortjener, at vi bliver ved med at skubbe i den rigtige retning – og jeg lover at blive ved.
Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur.











