I 1985 rykkede de første brandmænd ind på den nye station i Hinnerup. Dengang var der cementgulv, en tavle på en stige og en kaffemaskine hentet hjemmefra. Siden har generationer af deltidsbrandfolk stået klar døgnet rundt – drevet af fællesskab, kammeratskab og lysten til at hjælpe. Den 6. september markerer de 40-års jubilæum med åbent hus, veteranbiler, vandsjov for børn og borgmestertale.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Siden brandstationen i Hinnerup åbnede i 1985, er uddannelsen for brandmænd blevet ændret, teknikken er blevet videreudviklet, men en ting er stadig den samme. De brandfolk, der arbejder på stationen, de er stadig klar til at kunne afgå fra stationen inden for fem minutter. De er alle brandmænd, som brænder for at gøre en forskel for deres lokalsamfund.
Den 6. september fejrer de, at stationen har 40-års jubilæum, og alle er inviteret for at se ind i den nuværende brandstation. Røre ved materiellet og snakke med de mennesker, som er der nu, og med dem, der var der dengang. Høre på fortællinger fra dengang, hvor prøvealarmerne blev overvåget fra buskene omkring stationen, for at se om brandfolkene nu kunne komme hurtigt nok frem.
Søften Nyt har mødt tre af de brandfolk, der var med til at starte det hele, og en der er kommet til lidt senere. Nemlig Mogens Meier Andersen, der var stationsleder den gang, Niels Peder Mols Jensen der var udrykningsleder og Niels Jørgen Mortensen fra Søften, der var fællestillidsmand. Den sidste er Jørgen Mundt, som i mange år har været brandstationsleder for alle brandmændene.
Hvorfor ville I gerne være brandmænd?
“Hvis jeg skulle gøre mit liv om igen, så ville det blive ved Falcks redningskorps igen. Det ligger i min opdragelse og i mit væsen at hjælpe andre. Det vil jeg aldrig nogensinde betænke mig i, for det har været et godt arbejdsliv at kunne være med til at gøre noget for andre mennesker,” siger Niels Peder.
Niels Peder var landmand, og det ville han ikke blive ved med, han ville noget andet, og blev konstabel i hæren:
“Her kom jeg til at tale med min major om, at jeg gerne ville søge ind til Falck, når jeg var færdig, og han gjorde så, at jeg kom til at køre kranvogne, da han hørte, at jeg ville søge ind til Falck,” siger Niels Peder.
For Jørgen Mundt var det en tilfældighed, der gjorde det.
“Jeg var begyndt at arbejde i Hinnerup Badet, og der blev der holdt nogle førstehjælpskurser, med en her fra brandstationen. Det gjorde så, at jeg blev spurgt og fik uddannelsen,” siger Jørgen Mundt med et smil, og han fortryder heller ikke, at han er endt som brandmand og leder af brandstationen.
“De fleste, som vi ansætter i dag, de gør det også fordi, at de gerne vil hjælpe andre mennesker. Jeg kan kun tale for mig selv, når jeg siger, at jeg altid har været glad for at være ansat ved Falck. Vi har nogle gode forhold og nogle fantastiske fællesskaber og traditioner, men det at jeg kan hjælpe nogle mennesker i det lokalsamfund, jeg bor i, det er vigtigt for mig,” siger Jørgen.
Niels Jørgen Mortensen havde set en annonce i avisen, som han reagerede på, og blev ansat på den måde. Jeg kan selv huske, da jeg var barn, og var i hallen i Søften, hvor Niels Jørgen var halinspektør. Indimellem styrtede han ud af døren, når han skulle afsted til udrykning, for sådan er det at være brandmand. Du skal kunne tage af sted her og ny, og nå at kunne afgå fra stationen inden for fem minutter.
Stationen skulle i gang
I 1985 da stationen næsten stod færdig skulle der hyres brandfolk til den.
“Sammen med Mogens og Erik Langberg og jeg, der gik vi i gang med at hyre brandmænd. De skulle undervises, og det skulle vi gøre på en brandstation, der endnu ikke var bygget helt færdig. Der var cement gulv i det rum, vi kaldte for skolestuen. Tavlen satte vi på en stige, og så gik vi i gang med grunduddannelsen. Efter et par timer, så var der flere, der var kaffetørstige, men vi havde ingen kaffemaskine, så en af os måtte hjem efter en, “siger Niels Peder.
Mogens fortæller, at han og Niels Peder gemte sig på tankstationen og i nogle buske, for at se, hvor hurtigt det nye brandfolk kom til stationen til en udrykning.
Førhen kørte brandfolkene afsted i deres egene biler, hvis brandbilerne var kørt, når de kom frem til stationen:
“Hvis bilerne var kørt, så smed vi udstyret ind i bilen og kørte efter, og dengang var GPS´en ikke fremme endnu, men vi havde nogle mennesker ansat, som virkelig vidste alle adresser og hvor vi skulle køre hen,” siger Jørgen, inden Niels Jørgen tager over.
“Vi havde Aage Ørting som arbejde på folkeregistret, han kendte alle veje i vores område, så han vidste altid, hvor vi skulle hen, når han var med,” siger Niels Jørgen.
Niels Peder fortæller om hans egene forberedelser derhjemme, i minutterne inden han skulle ud af døren, når der var en alarm:
“Jeg var udrykningsleder, og jeg skulle køre direkte til ulykkesstedet, uden at komme ind på stationen. Derfor havde vi et stort kort over området hjemme i vores mellemgang, og når der blev ringet om natten, så stod min kone også op og kiggede på kortet, hvor jeg skulle hen,” siger Niels Peder.
Han smiler, da han fortæller, at han engang, da han skulle afsted måtte holde kort tid på Æbleparken i Søften, lige ud for det hus hvor jeg selv er vokset op. Det var min far, der spærrede vejen med vores bil, så Niels Peder ikke kunne komme forbi, men det lykkedes via fortovet, for min far var ikke hurtig nok.
Niels Peder oplevede også, at Statens brandinspektion kom forbi for at se, om den nye brandstation gjorde tingene rigtigt.
“De lavede prøvealarmer indimellem, og stod og talte om all kom, fik startet op og kørt ud. En gang sagde de, at der mangler en mand. Det passede ikke, sagde Niels Peder. Det som manden fra Statens Brandinspektion ikke var klar over var, at Torben Junge tog bagdøren ind på stationen. Han arbejdede på den anden side af vejen, og kunne være her på ingen tid, men han kørte ikke hertil og parkerede bilen,” siger Niels Peder.
Mangler ikke brandfolk
I dag er de det rigtige antal brandfolk, de har behov for på stationen i Hinnerup, men de har en strategi om, at de gerne vil have flere unge ind, der allerede har uddannelsen.
Blandt andet er min egen søn blevet ansat som deltidsbrandmand, og Jørgen Mundt prøver også at ansætte flere unge brandfolk.
“Når de allerede har uddannelsen fra beredskabet, så skal vi også hjælpe med til, at de bibeholder og udvikler de færdigheder, som de har lært, og derfor er det godt at få dem ansat og holdt i gang her i Hinnerup, for vi skal hele tiden være opmærksom på, om der er det mandskab, der er behov for, Beredskabet oplever generelt, at de er presset på mandskab, og at der mangler folk nogle steder,” siger Jørgen.
Derfor kører de forskellige brandstationer i området også på udrykning, for at hjælpe hinanden, når der er behov for det.
“Det er vigtigt, at vi på de forskellige stationer kan hjælpe hinanden. Vi har før i tiden prøvet ikke at have folk nok, og det er kritisk. Derfor tager vi folk ind, når det er muligt, og vi uddanner også nye brandmænd, hvis det er nødvendigt,” siger Jørgen.
Er der en aldersgrænse?
“Det var der engang, det er der ikke mere. Vi ansatte på et tidspunkt en på 50, som var her til han blev 60, og generelt bliver folk her længe, når de først er blevet ansat.
Kolleger der bliver venner
Jørgen Mundt bærer en model af en brandbil ind og stiller den på bordet, og de tre ældre brandfolk finder smilene frem og rejser sig og kigger nærmere på. På begge sider af brandbilen er der nævnte en hel række datoer og mennesker.
“Det er den vi har brugt, når der er fejret fester, så har den været med. Den har udrykningsblink og horn, og du kan se, at folk har været med i mange år her på stationen. Det er også sådan, at når du inviterer til fest, så skal du også lige huske de 20 – 25 brandfolk og deres familie, så vi er en stor flok, når vi samles,” siger Jørgen.
Mogens er enig, for som brandmand kommer du tættere på hinanden end på en anden arbejdsplads:
“Vi er i nogle situationer indimellem, som andre ikke prøver, og det gør også, at vi kommer tættere på hinanden. Vi har et helt specielt sammenhold, og det bliver lidt mere end bare et arbejde. Når jeg møder brandfolk, jeg arbejde sammen med, så falder vi altid i en god snak. Jeg har virkeligt nydt mit arbejde som brandmand igennem min karriere,” siger Mogens.
Vi skal have taget det obligatoriske billede til artiklen, og vi går derfor nedenunder og skal ud til bilerne. På vejen kommer brandfolkene i snak med Brian Sørensen, der har firmaet First Mover, der holder til i den ene ende af brandstationen.
Brian bygger specielt brandmateriel for brandstationer i Danmark og i hele verden, og han fortæller at han for nyligt har leveret til lufthavnen i Amsterdam.
Ude foran stationen står også en brandbil fra Vejle Brandvæsen, fordi en medarbejder derfra er i Hinnerup for at hente deres nye udstyr.
De fire brandfolk bliver hurtigt meget interesseret i, hvad det er som Brian og First Mover laver, men det lykkedes mig at få mit billede til artiklen, og de fire mænd snakker derefter videre om deres liv inden for redningstjenesten i Danmark, og at de alle kommer til brandstationens jubilæum lørdag den 6. september 2025 fra 10 – 13.
