Af Simon Buus Olsen, Byrådsmedlem for Liberal Alliance, 8370 Hadsten
Med interesse har jeg læst Søften Nyt’s reportage fra pressebriefingen om Budget 2026-29, hvor der bl.a. inkluderes at min byrådskollega Rene Schneider (KF), er rigtig glad for at der afsættes flere midler til E-reolen, fordi der hver måned stoppes for udlån omkring d. 20., fordi vores midler her løber ud ift. lydbøger.
Jeg er for så vidt enig i at det ikke er godt nok, når vi faktisk i Favrskov har utrolig mange læseglade og lytteglade borgere, samt at vi via biblioteksloven er forpligtet til at udbyde dette.
Vi har omkring 15.000 registrerede lånere i Favrskov, hvilket jeg var noget overrasket over, da jeg hørte tallet, men så absolut positivt.
Så mener jeg også det er for dårligt, at vi ikke kan udbyde nok, men det er der jo nogle håndtag vi kan skrue på.
Jeg har det fint med at vi har sat 150.000 kr. af hertil, men jeg mener godt finansieringen kunne have været fundet på anden vis.
F.eks. bruger vi årligt 67.000 kr. på at indkøbe DVD-film til udlån på biblioteker, altså DVD-film som er overhalet af andre teknologier.
Vi er dog forpligtet til i et vist omfang at udbyde muligheden, men ikke hvor meget vi forbruger herpå.
Herudover bruger vi – og hold nu fast – 115.000 kr. om året på avisabonnementer på vores kulturhuse. Det er ganske fint at vi giver vores borgere en mulighed for at kunne komme og læse aviser på kulturhusene, men for 115.000 kr.? Det lyder noget i overkanten, i mine øre.
Mon ikke vi kunne have fundet noget af finansieringen til at opprioritere E-reolen internt i Kultur- & Fritidsudvalget ved, at omprioritere i midlerne vi bruger på forskellige ting?
Faktum er at 150.000 kr. faktisk ikke er nok, til at sikre udlån af lydbøger fra E-reolen en hel måned alligevel. Der mangler fortsat i omegnen af 100.000 kr.
Så et forslag kunne være – at vi skærer på indkøb af DVD-film for 40.000 kr. og avisabonnementer for 60.000 kr. så har vi de 100.000 kr. og kan flytte over i E-reolens udlejning i stedet for, så vores borgere faktisk kan låne lydbøger hele måneden.
Det er sund fornuft at kigge på ens budget internt også, om noget kan omprioriteres, fremfor at vi næste år skal bede om flere penge til E-reolen i forbindelse med budgetlægningen for 2027-30. I stedet bør vi tilpasse internt med de midler vi har.
Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur.










