Af Anders Godtfred-Rasmussen
Jeg har ikke tal på, hvor mange frivillige dommere der var brug for til Hinnerup Cup i den forgangne weekend, men det var mange, når der skulle afvikles kampe for 265 hold.
De fleste af dem, der dømte, har nok ikke dommerkort til fodbold, men alle, der var med, kender reglerne og har dømt ud fra det, de har set på banen, og ud fra det, de har vurderet som det rigtige i situationen.
Jeg oplevede selv, at der blev råbt ad de frivillige dommere, og jeg skal da også være den første til at indrømme, at jeg selv har gjort det dengang, jeg var fodboldtræner, når vi var ude til kampe.
Men fordi jeg har gjort det, gør det det ikke mere rigtigt. Slet ikke til et fodboldstævne, hvor størstedelen af de frivillige dommere er unge mennesker, som måske ikke alle sammen kan kapere at blive råbt ad – og derfor måske ikke længere har lyst til at være frivillige.
Det vil være en katastrofe, for vi har brug for de unge til at være frivillige i foreningslivet, og det gælder ikke kun i idrættens verden.
Det ville ikke være muligt at arrangere Lilleåmarked, Korsholms sommerfest, Hammel Hestemarked eller sommerfest i Søften uden frivillige, så vi har brug for alle, vi kan få – og specielt den næste generation af frivillige.
Det fællesskab, som de frivillige er med til at skabe, er limen i vores samfund. Vi er intet uden hinanden.
Derfor piner det mig også at se voksne mennesker stå og råbe ad unge mennesker til et stævne, hvor de som dommere gør det bedste, de kan.
Vi laver alle fejl – det skal jeg være den første til at indrømme. Men som dommer er der hele tiden situationer på banen, du skal tage stilling til, og der vil opstå fejl. Det ser vi også på Superliga-niveau, hvor der sker fejl, selvom der er VAR.
Så skal vi ikke prøve at lade være med at råbe ad dommerne fremover? Både de professionelle, der har dommerkort, men også alle de frivillige dommere, der hver dag og weekend efter weekend dømmer de mange ungdomskampe.
Kampe, hvor det ikke længere er muligt at have uddannede dommere, fordi der ganske enkelt ikke er nok af dem til at dømme alle kampene.
Vi skal passe på alle dommere – både de uddannede og de frivillige – og vi skal blive bedre til at omtale hinanden pænt. Ikke kun når vi står rundt om en fodbold- eller håndboldbane, men også når vi skriver om hinanden på sociale medier.
Der var engang et teleselskab, der kørte en kampagne, der hed: Tal ordentligt – det koster ikke noget.
Skal vi ikke prøve det fremover? Jeg skal nok være den første til at huske det.
