For 34. gang blev der holdt Hinnerup Cup i Hinnerup, og i dette års udgave var det endnu engang de mere end 300 frivillige, der fik stævnet til at hænge sammen og lykkedes for de mere end 260 fodboldhold, der spillede på banerne ved Rønbækcentret og Haldum-Hinnerup skolen i weekenden den 22. til 24. august 2025.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Det er lørdag formiddag og da jeg kører ind ved parkeringspladsen ved Rønbækskolen er der biler overalt. Normalt er der en meget stor parkeringsplads ved skolen og svømmehallen, men HOG fodbold har også taget græsplænen i brug, for at kunne rumme de mange biler, og der er mange parkeringsvagter til at holde styr på biler og mennesker.
Jeg finder en plads ved Rønbækcentret, og foran mig er der fodboldspillere og forældre og ledere overalt. Jeg sætter dronen op over hallerne og tager billeder af banerne, og deroppe fra, der ser det ikke så vildt ud, men nede på jorden er der mennesker alle steder.
Det første telt jeg kommer forbi er pokalteltet, og her står der rigtigt pokaler klar til de yngste spillere. Her ved Rønbækcentret er det alle de yngste spillere, som holder til, og de lidt ældre spiller på banerne ved HH-skolen.
I teltet står Lise Kongshøj og Mette Richner og passer på de mange pokaler, og der kommer hele tiden mange børn og voksne forbi for at kigge og røre. Et af børnene spørger til, hvor mange pokaler der er, og vi får i fællesskab regnet os frem til, at der må være 324 pokaler på bordet.
Da barnet og forældrene er gået videre vil jeg gerne høre, hvorfor Lise og Mette står i teltet?
“Vi er præmiepiger,” siger Lise med et smil, og fortsætter: “Vi skal udlevere pokaler til spillerne og til holdene, og lige bag dig er en stor præmieskammel, hvor der vil være musik og fanfare, hvergang et hold for pokaler overrakt,” siger Lise, inden Mette tager over:
“Dem vi har stået på bordene får alle U6, U7 og U8 spillere udleveret, og så er der også præmier til vinderne,” siger Mette, inden de stiller op til det obligatoriske billede.
Ikke langt derfra står Ivan Kjeldsen og Magnus Nielsen, de står og snakker og får en pause fra det frivillige arbejde ved Djurslands Bank kaffebilen.
“Hej Anders, dejligt at se dig, Ivan og jeg har skraldetjansen, og vi kunne godt bruge en hånd mere, var det ikke noget for dig?”, jeg siger pænt nej tak, og smiler til dem begge, og spørger dem i stedet for:
Hvorfor er I frivillige til Hinnerup Cup?
“Jeg har været med fra starten for 34 år siden, så næste år er der jubilæum, og hvad siger du, Ivan, er det 20 år du har været med?,” spørger Magnus.
Ivan nikker: “Jeg skriver det i kalenderen hvert år, så jeg ved hvornår det er. Det er blevet en hobby at hjælpe til, og Magnus og jeg kan godt lide at lave noget for andre mennesker,” siger han.
Magnus tilføjer:
“Vi kommer også i snak med utroligt mange dejlige mennesker fra alle egne af Danmark, og så har vi også mulighed for at få en snak med mange af de andre frivillige, som vi ikke ser til daglig,” siger Magnus.
De lokale handlende hjælper også
Jeg skal egentlig have fat i Mette Kongerslev, for hun står som øverst ansvarlig leder af Hinnerup Cup, men hun er taget ned i SuperBrugsen efter veksel penge, så der kører jeg også hen for at tale med hende.
Mette, hvorfor er du ude og finde veksel penge, er der ikke andre, der kan klare den opgave?
“Det er der nok, men alle de frivillige, som vi har gang i, de har alle en opgave, de er sat til, og så er der os fra styregruppen, vi tager alle de her små opgaver, der hele tiden opstår. Vi har et supergodt samarbejde med de lokale handelsdrivende her i Hinnerup. Med 265 hold og mange tusinde mennesker, der kommer til byen i weekenden, så har vi også brug for al den hjælp vi kan få, og ikke kun fra de frivillige også fra byens forretninger,” siger Mette, inden hun går med ud i baglokalet for at hente byttepenge.
Søndag ved HH-skolen
Min yngste datter og jeg er tidligt ude ved Haldum-Hinnerup skolens parkeringsplads søndag morgen, der er stadig en parkeringsplads og få, da der ikke er så mange, der skal spille endnu. Min datter skal være frivillig dommer fra 9 til 14:30 og jeg er taget med for at se, hvordan stævnet forløber om søndagen.
Jeg går først over i hallen, og her er de frivillige så småt gået i gang med at rydde op efter morgenmaden. Med rigtigt mange overnattende gæster på HH-skolen, så har de frivillige været tidligt oppe for at hjælpe til.
En af de mange frivillige i de grønne trøjer er Kamille Heesgaard, der er i gang med at rydde morgenmadsprodukterne op, og gerne vil tale med mig om, hvorfor hun er frivillig:
“Jeg har selv spillet her i klubben og været med til stævnet, og jeg vil gerne være med til at give noget tilbage til klubben for de oplevelser, som jeg har haft. Alle os frivillige bliver nødt til at hjælpe til, hvis det hele skal fungere og stævnet skal blive ved med at være en succes,” siger Kamille.
Hun fortæller at hendes vagt er fra 6 til 10, og det ikke er første gang hun er frivillig til stævnet:
“Jeg har før været dommer, for dem skal der også bruges mange af til alle de kampe, der skal spilles, men i år er jeg på morgenmadsholdet,” siger Kamille, inden jeg går derfra og over til banerne.
Kunst på vej til banerne
Jeg går igennem tunnelen under vejen, og her er der et par kunstnere i gang med at lave et nyt kunstværk, for at gøre den grå tunnel mere spændende. Det er Morten Tropp og Frank Hasling Pedersen, der står for værket, kan jeg se på et skilt, og de har været i gang med at udsmykke tunnelen inden stævnet, men de er ikke færdige endnu.
Jeg kan også høre, at der bliver lagt mærke til farverne, mens jeg går igennem dem, der er flere der taler om, hvorfor der er farver på det grå metal, og det må jeg huske at spørge Morten om, næste gang jeg møder ham.
På den anden side af tunnelen er kampene i gang, og der er fløjt, råb og lyde fra boldspil i gang på alle baner. Her er der forældre, der hjælper spillerne og trænerne, der er spillere, der varmer op til den næste kamp. Der er telte, hvor der bliver solgt mad, frozen yoghurt og et andet telt med alverdens tingeltangel, som spillerne flokkes om.
Midt i det hele sidder Rasmus Kæmpe, som er en af lederne fra styregruppen. Han sidder i det telt, hvor stævnet styres fra. Han har travlt med at sende notere resultaterne fra kampene, og skrive det hele ind på computeren, så der er styr på kampene og overblik over resultaterne.
Bag ham står den store FairPlay pokal, som for flere hold er en vigtig pokal at vinde. Den gives til det hold, der har spillet mest fair, været gode kammerater over for andre, og hvor træneren heller ikke råber af dommeren eller de andre spillere, så selv de andre halvstore pokaler også er vigtig at vinde, så er det den store Fariplay pokal der snakkes om, når spillerne står foran teltet og kigger på.
Rasmus, hvor længe har du været i gang?
“Vi startede i september sidste år, men det har været de seneste uger, der har været tryk på, og jeg er da ret sikker på, at jeg er godt træt i aften og i morgen, men det er det hele værd. Stævnet er en succes igen i år, vejret er med os og folk er glade. Det er dejligt, at kunne være med til at hjælpe til og sørge for, at Hinnerup Cup er en succes igen,” siger han, mens en yngre herre kommer forbi og tilbyder sin hjælp som dommer, og Rasmus er tilbage i sit frivillige arbejde og selvfølgelig siger ja tak og sender den ny dommer ud til en ny kamp.
Lidt derfra står Mette Kongerslev og taler og taler med Kristina Sørensen, der også er en del af styregruppen:
“Hej Anders, godt du kunne komme igen i dag. Er det ikke dejligt at se så mange glade mennesker. Alle de her unger, de synes, at det er det sjoveste i verden og være med. Specielt for dem, der overnatter her, og var med til discofest i aftes. Alle de her børn, der hygger sig sammen med holdkammerater, trænere og forældre. Det er fantastisk, det er jo også derfor, at vi gør det her og arrangerer stævnet for 34. gang,” siger Mette med et stort smil.
Er der noget, I har lavet om i år?
“Ja, vi har ikke 11-mands kampe længere, så der er 3-, 5- og 8-mands kampe, og det har gjort, at vi har et bedre flow på banerne, og det er nemmere at få dommere til kampene. Det gør også, at vi er før færdige både lørdag og søndag,” siger Mette.
Er der en grænse for, hvor stort stævnet kan blive?
“Vi har ikke nået den endnu, men det er tæt på, hvis vi skal være flere, så skal vi have kontakt med de omkring liggende klubber i Grundfør, Søften og Korsholm, men det er der ingen planer om,” siger Mette.
Far og datter er frivillige
Lige ved siden af, der er samaritter teltet, og jeg kan se at Kamille Heesgaard er på vej derind, så jeg går med og finder Thomas Heesgaard derinde, der er Kamilles far og som også er frivillig.
I den ene ende af teltet er en spiller i gang med at få hjælp på briksen, det er ikke så alvorligt, men han har vrikket om på foden, og der er en anden frivillig, der hjælper spilleren.
Thomas er fysioterapeut og Osteopat, og derfor ligger han sine frivillige kræfter i samaritteltet fortæller ham mig.
“Jeg bor her i Hinnerup og familien er også involveret i HOG, så det er naturligt for mig at være frivillig her, og hjælpe til, hvor jeg kan. Jeg har tre x tretimers vagter fordelt på de to dage, og der kommer hele tiden nogen, der har brug for hjælp. Heldigvis ikke alt for alvorligt endnu,” siger Thomas.
Ikke så langt derfra er de første hold i gang med at fejre, at de har vundet, og de står på skamlerne og modtager pokalen hver især, mens der står en kødrand af forældre rundt om og tager billeder og fejrer, at de har vundet.
Jeg går op på de baner, der ligger øverst på idrætsanlægget, og her er der på to af banerne også gang i straffespark for at afgøre kampen. Der går ikke lang tid før denne ene hold på den ene bane hopper jublende rundt og giver hinanden en krammer, mens det andet hold bliver trøstet af deres træner.
Sådan er det til stævner, der er altid nogen, der vinder, og nogen der taber, men forhåbentligt har alle haft en god oplevelse undervejs. Søften Nyt har talt med flere trænere til stævnet, som har været med 1, 3 og 7 gange, og de roser stævnet rigtigt meget, men det kan du læse med om i en kommende artikel på Søftennyt.dk
