Annoncer

245 cykelryttere stillede til start og skød den traditionsrige sommerfest i gang i Søften fredag i uge 33, og lige så mange mennesker var på pladsen for at heppe på rytterne og nyde fællesskabet i byen.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Da jeg selv nærmede mig målstregen på Neptunvej fredag aften, var klokken faretruende tæt på 17:30, hvor det traditionsrige sponsorcykelløb skulle skydes i gang. Speakeren kunne fortælle, at det var 30. gang, at cykelløbet blev kørt, og opfinderen af løbet, Ole Kristensen, var også selv stillet til start og blev sendt afsted præcis klokken 17:30.

Jeg nåede ikke at få dronen op, men herunder kan du alligevel se en video af løbet og af de mange mennesker, som havde valgt at blive på pladsen under løbet og bare hygge sig.

245 ryttere stillede til start, og allerede fra begyndelsen kom de hurtigste afsted, og det varede ikke mange minutter, inden de første tre havde kørt en omgang og suste videre.

De tre hurtigste på første runde, og det gik stærkt, meget stærkt. Den forreste cykelrytter her endte med at cykle 18 runder af 3,5 km. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Rytterne har to timer til at cykle så mange kilometer, de kan. Der er to ruter: en på 3,5 km i Søften, som 99% af rytterne kører, og en på cirka 10 km, som nogle enkelte vælger. For at være med skal du have sponsorer, der vil give minimum 2 kroner per kørt kilometer.

Min egen søn havde sponsorer for 24 kroner per kilometer, men som han sagde, så var han egentlig ikke så interesseret i det indkørte beløb – han ville hellere have en fed oplevelse til cykelløbet sammen med sine kammerater og de mange mennesker.

Der var også ny speaker til løbet i år, for Thomas Bak fra fodboldafdelingen måtte melde afbud på grund af sygdom. I stedet var Marianne Spiele trådt til, og hun gjorde det fremragende. Hun talte så meget undervejs, at det først var bagefter, jeg kunne få hende i tale til et interview:

Hvorfor sagde du ja til opgaven?

“Jeg tænkte, at det er en opgave, som der nok ikke er vildt mange, der melder sig til, og så tænkte jeg, at det kan jeg da godt. Jeg er vant til at tale rigtigt meget på mit arbejde, så det må jeg også kunne her,” siger Marianne.

Hun fortæller, at de andre år, hun har stået på sidelinjen og bakket sine børn op på ruten, har hun ikke rigtigt lagt mærke til speakeren:

“Det ved jeg så nu, for der skal tales ret ofte og følges med i løbet hele tiden, men det har været ret fedt at prøve. At være med til at skabe noget stemning. Mine børn har sagt til mig, at der er nogen, der taler hvert år, men du taler godt nok meget i den mikrofon – men det har virkeligt været sjovt at være med,” siger Marianne.

Marianne Spiele kom med på et afbud, fordi ham der skulle speake, var blevet syg. Da hun så det på sociale medier, så meldte hun sig med det samme, og det har hun ikke fortrudt. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Tilbage til løbet

Undervejs har alle på pladsen kunnet følge med i, hvem der havde kørt flest penge ind, og hvem der havde cyklet flest kilometer, fordi det blev sagt af speakeren. Men for de fleste handler det ikke om, hvor mange penge der bliver kørt ind – det handler om at være med.

Det oplevede jeg også, da jeg tog cykelhjelm på og bevægede mig ud på ruten. Jeg havde et videokamera i den ene hånd og styrede cyklen med den anden, og så var det bare afsted på de 3,5 km for at se, hvad der skete.

Der var mange, der heppede undervejs, og flere havde den samme plads som hvert år. SGF Venner, der er arrangør af sommerfesten og dermed af løbet, havde folk stående rundt på ruten i gule og orange veste for at vejlede både cyklister og bilister.

På vej op ad Grønhøjvej, lige efter Forsamlingshuset, var der fest på begge sider af vejen. Her havde den lokale håndboldklub, Team Favrskov Håndbold, lagt depot ud, og der var musik og glæde.

Lidt længere oppe ad vejen, lige efter Æbleparken, begyndte stigningen for alvor, og jeg måtte selv ned i tempo, men fik sagt hej til alle tilskuerne på vej op.

På Dyreparken og Ananasvej stod der også tilskuere, og jeg overhalede et par unge ryttere. Resten af ruten – over skolen og rundt om byen ad Engdalsvej – var der kun cyklisterne. 100 meter foran mig stoppede en ung pige pludseligt, men det var vist med vilje, for da jeg kom tæt på, grinede hun sammen med sine veninder, som også var i godt humør.

På opløbsstrækningen stod mange mennesker klar, og en hel del børn delte vand ud fra Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen, der sponsorerede vand til alle, som havde brug for at slukke tørsten.

Tilskuerne nød solen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Ole Kristensen og idéen

Da jeg kørte i mål, mødte jeg Ole Kristensen – opfinderen af løbet for 31 år siden (løbet holdt pause ét år under corona). Jeg måtte høre, hvordan han fik idéen til sponsorløbet i Søften:

“Det var faktisk min bror, der sagde, vi skulle arrangere et sponsorcykelløb. I Videbæk havde de sådan et, og det mente han, vi også skulle have. Så det satte vi i gang, og det har kørt lige siden,” siger Ole.

Ole Kristensen fandt på løbet for 31 år siden, det var hans bror, der gav ham ideen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Har du nogensinde troet på, at det ville blive en så stor succes?

“Nej, for det kan man jo ikke. Vi troede også, det ville stoppe igen. Men det er ikke sket – og der er rigtigt mange ildsjæle, der gør et stort stykke arbejde for at få sommerfesten til at køre videre. Det synes jeg er fantastisk,” siger Ole.

Ikke rekord – men stadig mange penge

Da løbet sluttede klokken 19:30, kom der endnu flere mennesker på pladsen, fordi cykelrytterne nu også var til stede. Der var kø alle steder: ved pølsevognen, baren og slikboden. Jeg havde dronen i luften, og det tiltrak også mange børn.

Det gjorde det også for Steen Thomassen (A) og Isabell Friis Madsen (A) fra Socialdemokratiet, som deltog i festen efter at have cyklet. Steen er fra Søften, Isabell fra Hadsten, og de var selvfølgelig også med, fordi der er kommunalvalg i år. SGF Venner plejer at invitere politikerne, og i år var ingen undtagelse.

“Det var sjovt at være afsted på ruten, se de mange mennesker og bare nyde turen. Vejret har været med os i aften, og så er det dejligt at være med til en byfest og se alle de mennesker dyrke fællesskabet,” sagde Isabell, inden hun og Steen stillede op til et billede.

Det er næsten ikke til at se på Isabell Friis Madsens (A) t-shirt, at valgkampen er gået igang, men Isabell og Steen Thomassen (A) var ikke de eneste politikere på pladsen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

En anden lokal kandidat, Thomas Storm (V), var også til stede, men han nåede ikke at cykle i år og brugte i stedet tiden på at tale med folk. Jeg spejdede efter Morten Lübker, formand for SGF Fodbold og kandidat for Det Konservative Folkeparti, men han var blevet syg – ligesom Thomas Bak tidligere – muligvis med den coronavariant, der florerer for tiden.

Efter næsten en time var det tid til resultatet. Heidi Olsen fra SGF Venner annoncerede:

“Nu skal I høre: Der er blevet kørt 171.575 kroner ind i år af 245 cykelryttere. Så kan I ikke lige give en stor klapsalve?”

Hun kunne fortælle, at den rytter, der havde kørt flest penge ind, igen i år var den lokale Laurids, der samlede 9.744 kroner ind til klubberne under Søften Gymnastik Forening. Han fik igen i år en computer som præmie – sponsoreret af Foxway.

Masser af præmier til vinderne. Foto. Anders Godtfred-Rasmussen.

Der blev uddelt præmier til både flest indkørte kroner og flest kørte kilometer i alle aldersgrupper. Mange glade ansigter kunne ses, og en lille dreng var især stolt af den AGF-trøje med autografer, han havde vundet.

Jeg sluttede aftenen i kaffeteltet, hvor der var gratis kaffe og kage. Solen var gået ned, og det var blevet køligt, men stemningen var varm. Overalt sad folk med øl, sodavand, pølser og slik og hyggede sig.

Der var mange nye borgere blandt gæsterne – og det var tydeligt, at fællesskabet i Søften står stærkt. Jeg har selv været med til at arrangere festen indtil for nyligt, men er trådt ud for at lave mere journalistik. Heldigvis er nye kræfter kommet til, så traditionerne kan føres videre, og fællesskabet kan blomstre.

Natteravnene var også på plads. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også