Af Simon Buus Olsen, Byrådsmedlem for Liberal Alliance, 8370 Hadsten
Hverdagen i en børnefamilie ser vidt forskellig ud. Nogle forældre arbejder på skæve tidspunkter, andre har bedsteforældre tæt på, der gerne vil hjælpe. Nogle ønsker mere tid med deres små børn, mens andre har behov for fuldtidsplads i institutionen. Derfor er det så vigtigt, at vi giver familierne frihed til selv at vælge.
Med indførelsen af deltidspasning fra 1. januar 2026 tager vi et vigtigt skridt i den retning. Nu bliver det muligt at vælge en deltidsplads, hvis man ønsker det – uden at man skal betale for noget, man ikke bruger. Det handler om fleksibilitet og respekt for familiernes egne valg. For Liberal Alliance er det et klart mål, at vi i fremtiden skaber endnu mere frihed og flere muligheder, så det ikke er kommunen, men forældrene, der bestemmer, hvordan hverdagen skal tilrettelægges.
Tag for eksempel den familie, hvor far arbejder aftener og gerne vil have formiddagen sammen med sit barn. Eller den familie, der har bedsteforældre tæt på, som passer barnet et par dage om ugen. Eller forældrene, der ønsker lidt mere tid sammen med deres barn, mens de er helt små. For dem giver deltidspasning en reel mulighed for at skabe en hverdag, der passer til deres behov.
Derfor er det også misvisende, når Socialdemokratiet hævder, at vi har “fjernet penge” fra dagtilbuddene. Det er ganske enkelt forkert. Ingen midler er taget fra institutionerne. Tværtimod viste forvaltningens beregninger, at hvis op til 10 procent af forældrene vælger deltid, så ville behovet for ressourcer falde med ca. 7 millioner kroner. I nærmest alle andre tilfælde, i hvilket som helst andet sted i kommunen ville man tilpasse budgettet – men her lod vi – i det borgerlige flertal der indførte ordningen – pengene blive i institutionerne.
Det er korrekt, at forvaltningen har vurderet, at forældrebetalingen samlet set kan falde med omkring 750.000 kroner. Men det er jo netop pointen: når nogle forældre vælger deltid, skal de selvfølgelig heller ikke betale for en fuldtidsplads. Det er sund fornuft og en fair måde at behandle familierne på. At Socialdemokratiet kalder det et problem, svarer til at kræve, at borgerne skal betale for noget, de slet ikke bruger.
Men jeg kan glæde Socialdemokratiet med, at vi i Liberal Alliance foreslået at styrke ressourcetildelingen med yderligere 1 million kroner, så institutionerne også fremover har samme økonomi som i dag. Det viser med al tydelighed, at formålet aldrig har været at spare, men at give forældrene mere frihed. Når Socialdemokratiet kræver at “tilbageføre midler”, er det derfor reelt et krav om at bruge penge på timer, hvor børnene slet ikke er i institution. Det gavner hverken børnene, forældrene eller medarbejderne. Derfor bør vi også have et kig på at give medarbejderne langt mere fleksibilitet i fremtiden.
Deltidspasning er ikke en spareøvelse. Det er et opgør med idéen om, at kommunen altid ved bedst. For os i Liberal Alliance er det helt enkelt: Vi tror på, at børnefamilierne selv er bedst til at vurdere, hvad der fungerer i deres hverdag. Og vi vil arbejde for endnu mere fleksibilitet i fremtiden.
Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur.










