Annoncer
Annoncer

Udvidelsen af Aarhusvej fra XL-krydset i Søften og ud til E-45 motorvejen forløber planmæssigt, men det betyder også, at Favrskov Kommune må lukke for Aarhusvej en enkelt aften og nat den 20. August klokken 19 og frem til klokken 05 den 21. August.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Hvis du er vant til at være trafikant på Aarhusvej mellem Søften og motorvejen E45, så har du nok efterhånden vænnet dig til det store vejarbejde, 
der længe har været i gang, og som vil fortsætte frem til slutningen af 2026.

Ifølge Favrskov Kommune gør de alt for at mindske generne for trafikanterne, men da der skal udføres et større ledningsarbejde, 
er det nødvendigt at lukke Aarhusvej i otte timer den 20. august fra klokken 19 til 05 næste morgen.

Der vil være omkørsel fra XL-krydset ad Alfa og via Beta ud til Aarhusvej igen i den periode.

Søften Nyt har talt med Claus Vind Andersen, chef for Trafik og Ejendomme i Favrskov Kommune, om arbejdet:

”Det er nødvendigt i forbindelse med udvidelsen af Aarhusvej, at vi flytter noget af det eksisterende ledningsnet. 
Derfor lukker vi vejen i en periode, hvor trafikken om aftenen og natten er lavere end i dagtimerne,” siger Claus.

Han forklarer, at Aarhusvej er den mest befærdede vej i hele Favrskov Kommune, og derfor er det også om aftenen og natten, at vejen bliver spærret af.

”Aarhusvej er meget trafikeret, og vejarbejdet gør det ikke nemmere for trafikanterne at færdes på vejen. 
Men det er netop derfor, vi lukker uden for myldretiden – så det er færrest muligt, der bliver berørt af lukningen,” siger Claus.

Selvom det på kortet kan se oplagt og hurtigere ud at vælge Sigma som omkørsel, er det ifølge Claus helt bevidst, at kommunen leder trafikken via Beta.

”Vi har ikke lavet omkørsel via Sigma, da længere køretøjer ikke kan benytte den vej. 
Vi vil gerne undgå, at der opstår farlige situationer med kødannelse, når folk skal dreje ind på Sigma,” forklarer Claus.

Busrute 200 bliver omlagt fra uge 35


Det er ikke kun spærringen af Aarhusvej, der rammer trafikanterne. Fra uge 35 bliver busrute 200 også omlagt.

Vejdirektoratet skal nedlægge et enkelt busstoppested ved samkørselspladsen, og samtidig har Favrskov Kommune brug for midlertidigt at nedlægge enkelte stoppesteder på Aarhusvej. Derfor etableres der nye, midlertidige stoppesteder i erhvervsområdet.

Hvis du tager bussen fra Aarhus, vil ruten blive omlagt (se kort) ind via Beta, inden den kommer ud på Aarhusvej igen ved XL-krydset. Der etableres to stoppesteder i erhvervsområdet – ét på Beta og ét på Alfa.

Hvis du kommer fra Søften-siden, vil to stoppesteder blive nedlagt i en periode, så vejarbejdet kan udføres. På kortet ses de nederst markeret med overstregning.

Busomlægning Aarhusvej efterår 2025. Grafik: Favrskov Kommune.


Favrskov Kommune oplyser, at når de nye busstoppesteder ved krydset Aarhusvej/Beta forhåbentlig står klar i november eller december 2025, vil de midlertidige stoppesteder i erhvervsområdet blive nedlagt igen.

Du kan læse mere om lukningen af Aarhusvej og omlægningen på Favrskov kommunes hjemmeside

Previous

Læserbrev: Vores dagtilbud skal havde de penge tilbage, som det borgerlige flertal har fjernet

Next

Læserbrev: Deltidspasning - Et løft til familierne, ikke et slag mod dagtilbuddene

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også