Annoncer

Lørdag den 16. august fra kl. 14-16 kan du opleve en fernisering i verdensklasse, når Finn Nygaards plakatkunst udstilles i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek. Udstillingen fejrer Finns 70 år med kunst og 50 år som grafiker.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

Plakaterne står indrammet i flere lag op ad væggene, da jeg træder ind i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek & Kulturhus. Ved den blå væg er flere frivillige i gang med at hænge plakater op. På de øvrige vægge står indrammede plakater stadig på gulvet og venter på at komme op.

Midt i det hele står Finn Nygaard, hans kone Karin og den lokale kunstner Allan Stochholm og taler sammen. Jeg går rundt og kigger på plakaterne, inden jeg går hen, giver hånd og siger goddag.

Her er plakater fra Aarhus Jazz Festival, plakater med Stalin, Gandhi og Mickey Mouse i én og samme plakat, samt plakater af Jimi Hendrix og mange andre musikere – især inden for jazz, som er Finns store passion.

Finn er plakatkunstner, og i anledning af hans 70-års fødselsdag og 50-års jubilæum som grafiker har den lokale kunstner Allan Stochholm arrangeret en udstilling af Finns plakater i Uhresalen fra den 16. august til den 4. oktober.

Her ser du plakaten, der er lavet til udstillingen i Uhresalen. Hvis du gerne selv vil have den hjem og hænge, så kan du købe et eksemplar af den. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Finns plakater er kendt både i Danmark og i udlandet. Han har tegnet for mange forskellige byer, virksomheder, foreninger og festivaler.

“Jeg har tegnet mere end 1.100 plakater efterhånden, hvoraf 300 af dem er jazzplakater. Jeg lavede den første for Aarhus Jazzfestival i 1989, som du kan se derovre. Jeg har lavet mange for Montmartre i København, som jeg stadig tegner for, og så tegner jeg meget til LP’er og CD’er – blandt andet for Storyville Records,” fortæller Finn.

Her er tre af de mere end 300 jazzplakater, som Finn har tegnet igennem sin karriere, og der er flere at se på udstillingen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Finn er oprindeligt fra Aarhus, men har boet i København, indtil han og hustruen, Karin, flyttede permanent til Nordmors, hvor de har atelier og direkte adgang til Limfjorden.

“Hele verden er – og har været – min arbejdsplads. Som helt ung tog jeg en enkeltbillet til Kina, som førte mig til Japan. Jeg har altid været glad for kalligrafi og har altid elsket Japan. Jeg bruger den japanske kalligrafipensel og tusch,” siger Finn.

Kan du genkende personerne på plakaten? Prøv at kigge godt efter. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Det er dog ikke kun i Kina og Asien, at Finn udstiller og finder inspiration – det sker over hele verden:

“Jeg udstiller ofte, holder mange foredrag og sidder i juryer ved mange forskellige plakatkonkurrencer. Jeg har fået et utal af priser, som står hjemme i et skab. Det er ikke noget, jeg går og skilter med,” siger han med et smil.

Fra Japan til Hinnerup

Den lokale Hinnerup-kunstner Allan Stochholm kommer over og taler med os. Han smiler og spørger, hvad jeg synes om de mange plakater.

Jeg er meget begejstret, fortæller jeg ham, og vil gerne vide, hvordan det er lykkedes ham at få Finn til at udstille i Hinnerup af alle steder.

“Finn og jeg lærte hinanden at kende, da jeg var 35, og Finn var 25 – så det er 45 år siden. Dengang var vi med i en kunstsammenslutning, der hed Labyrint, og vi udstillede sammen i Ridehuset i Aarhus. Det var tilbage i 1980’erne. Vi har holdt kontakten ved lige, og så ringede jeg til ham og sagde, at vi skulle have en af hans fantastiske udstillinger,” fortæller Allan, inden Finn tager over:

“Jeg har udstillet her før. Jeg var med i Primus-udstillingen for et par år siden – Sig det med blomster – og billederne står lige derovre,” siger Finn og peger, mens han tager os med hen til de tre plakater i det ene hjørne.

Allan Stochholm og Finn Nygaard har kendt hinanden i 45 år, og det var også Allan der har fået Finn til at udstille i Uhresalen i Hinnerup. Her ses de plakater, som Finn lavede til en udstilling i Uhresalen for et par år siden ´Sig det med Blomster`. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

“Jeg havde misforstået det dengang og lavet tre forskellige plakater. Hvis du ser nærmere på dem, kan du se, at den første er med Putin, malet med tidsler og med Putin som bjørn. Den næste er med Joe Biden – eller ‘Sleepy Joe’ – og formet som et æsel. Æslet er det demokratiske partis maskot. Den sidste plakat er af Xi Jinping, tegnet som en panda,” siger Finn.

“Ja, du måtte kun have én plakat med på udstillingen, så det blev den med Xi Jinping. Men det er dejligt at se, at alle tre nu er med på udstillingen, hvor det selvfølgelig også er muligt at købe plakaterne,” tilføjer Allan med et smil til sin ven.

Karin og Finn arbejder sammen

Mens Finn og Allan taler om kunst og gamle minder, går jeg over til Karin Andersen. Hun er gift med Finn, er også grafiker og arbejder sammen med ham om mange af deres projekter.

“Plakaterne er Finns egne – jeg kommer kun med rådgivning omkring dem, men han tegner det hele selv. Til gengæld hjælper jeg med grafiske opgaver til de bøger, vi laver. For eksempel en kunstbog om hele Christiansborgs samling af kunstværker. Det har vi også lavet for Copenhagen Business School. Derudover har vi farvesat og lavet en grafisk identitet for DAT – Danish Air Transport – samt farverne på Øresundstogene,” fortæller Karin.

Karin Andersen er gift med Finn Nygaard, og de arbejder også sammen til hverdag, men andre projekter end Finns plakatkunst. Hun hjælper ham med andet grafisk arbejde, bøger og andre projekter, som de begge er involveret i. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hun forklarer, at hun også har rejst meget med Finn, og at de har fået mange fælles oplevelser ved udstillinger i udlandet og ved de konkurrencer, hvor Finn har siddet i juryen. De seneste projekter har dog været mere lokale på Mors.

“Vi har hjulpet Morsø Kommune med at opgradere deres grafiske identitet, og lige nu laver vi noget for Destination Limfjorden. Vi har arbejdet sammen i rigtig mange år – både internationalt og herhjemme,” siger Karin.

Flere oplevelser den 24. september

Da jeg vender tilbage til Finn og Allan, står de og smågriner. De vil gerne vide, om jeg kommer til ferniseringen den 16. august. Det kan jeg desværre ikke, må jeg indrømme, men Finn giver mig en ekstra mulighed:

“Den 24. september kommer jeg tilbage og fortæller om mit liv, plakaterne og jazz. Samtidig spiller Mads Bærentzen jazzmusik – og ham kan du også opleve til ferniseringen. Det bliver rigtig godt, og jeg glæder mig til, at vi er færdige i dag, så udstillingen kan åbne på lørdag,” siger Finn.

Du kan her læse Favrskov Bibliotekernes omtale af udstillingen med Finn Nygaard. Ud fra det, jeg så ved ophængningen, bliver der meget at glæde sig til. Udstillingen kan ses fra den 16. august i bibliotekets åbningstider.

Du kan her læse Favrskov Bibliotekernes omtale af udstillingen med Finn Nygaard. Ud fra det, jeg så ved ophængningen, bliver der meget at glæde sig til. Udstillingen kan ses fra den 16. august i bibliotekets åbningstider.

Fred i Mellemøsten. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også