Af Thomas Storm (V), Borgmesterkandidat
Vi lever desværre i en tid, hvor den internationale sikkerhedssituation er blevet mere uforudsigelig. Det er vigtigt, at vi som kommune tager ansvar for borgernes sikkerhed – også i de scenarier, vi helst ikke vil tænke på. Ét af de emner, der bør have politisk og administrativ bevågenhed, er tilgængeligheden og tilstanden af beskyttelsesrum i Favrskov Kommune.
Der findes i dag en række beskyttelsesrum rundt omkring i landet, mange af dem er opført under den kolde krig, eller før den tid. Men deres placering, tilstand og anvendelighed er i mange tilfælde ukendt for både borgere og myndigheder. Det gælder formentlig også i Favrskov Kommune.
Derfor vil jeg på vegne af Venstre foreslå, at Favrskov Kommune i forbindelse med budgetlægningen afsætter midler til en kortlægning af de beskyttelsesrum, der allerede findes – både offentlige og eventuelt private, der tidligere er registreret. Denne kortlægning bør følges op af en vurdering af, hvorvidt rummene fortsat er brugbare i en nødsituation.
Men vi bør ikke stoppe dér. Samtidig bør der foretages en analyse af, hvorvidt kommunen samlet set har tilstrækkelig kapacitet, hvis en reel trusselsituation skulle opstå. Har vi overhovedet nok beskyttelsesrum til at kunne beskytte vores borgere? Og lever disse op til nutidens krav?
Desuden skal vi have en vurdering af, om det i fremtiden skal være et krav, at der ved større nybyggeri er indtænkt placering af beskyttelsesrum.
Jeg håber, for alle borgerne i Favrskov, at dette kan være begyndelsen på en nødvendig debat, og at vi som kommune tør se realiteterne i øjnene og handle rettidigt – frem for først at reagere, når det er for sent. Jeg har i den anledning også aftalt et møde med Torsten Schack Pedersen, der er minister for Samfundssikkerhed og Beredskab, når han senere på året kommer på besøg i Favrskov.
Læserbreve og debatindlæg på Søften Nyt står for afsenderens egen holdning og mening, Søften Nyt deler læserbreve og debatindlæg for at skabe en mangfoldig debatkultur.









