Poul Aage Fogde blev 80 år den 25. juni 2025. 80 år med glæder, sorger, oplevelser, bøger, venner og kunst, og stadig livsglad, selvom benene ikke helt bevæger sig i samme tempo længere. Søften Nyt har mødt Poul Aage til en snak om livet, revyen i Søften og smerten over at være alene igen efter at have mistet sit livs kærlighed for et par år siden, men også glæden ved at kunne kommunikere med nye og gamle venner i den digitale tidsalder.
Af Anders Godtfred-Rasmussen
Poul Aage Fogde skrev til mig for nyligt om vi ikke kunne mødes, og have en samtale om hans liv, nu hvor han fylder 80 år den 25. juni. 80 år er lang tid, og mens jeg går hen til hans hjem på Æbleparken i Søften, så fyldes mit hoved også af alle de minder, jeg har haft med Poul Aage og hans familie, siden de flyttede til byen i begyndelsen af 1980´erne.
Poul Aage var dengang, som nu, et menneske, som heldigvis ikke havde nok i sig selv og sin familie. Allerede fra han flyttede til Søften bakkede op og deltog i fællesskabet i foreningslivet i byen, mens han arbejdede som lektor på Langkær Gymnasium i Tilst.
Så mit første spørgsmål til ham er også, hvad Søften betyder for ham dengang som i dag.
“Søften var dengang en meget mindre by, end i dag. Vi kendte jo Gud og hvermand, og vi var med i spejderbevægelsen. Jeg var med i revyen og skrev tekster til den, og fik mange af mine gode venner der. Jeg deltog også i menighedsarbejdet i menighedsrådet som formand i en årrække. Politik har også altid været vigtigt for mig, og jeg sad også i byrådet i den daværende Hinnerup Kommune,” siger Poul Aage.
Han forklarer at lokalsamfundet altid har betydet meget for ham og hans afdøde kone, Clare:
“Vi tænkte egentligt ikke over, hvordan vi skulle blive en del af lokalsamfundet. Det kom bare af sig selv, da vi begyndte at engagere os i Søften og det omkringliggende samfund. Jeg er opvokset med at vi kerer os for hinanden, og jeg er i sind og skind stadig en bonderøv,” siger Poul Aage, mens han smågriner.
Hvad vil det sige for dig at være en bonderøv?
“At du aldrig glemmer, hvor du kommer fra og hvad du er opvokset med. Jeg er stolt over, at være en bonderøv, og jeg kommer fra en gård fra Viborgegnen, hvor mine forældre kæmpede hver dag for at give os, det bedste de kunne. De kom fra meget fattige kår, men det lykkedes alligevel for dem at købe en gård med 50 tønder land, opfostre mig og min bror og sende os ud med mod på livet,” siger Poul Aage.

Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.
Mod på livet har Poul Aage altid haft. Fra realskolen til Viborg Katedralskole, hvor han blev gymnasieelev. Videre til Aarhus Universitet, hvor han til at begynde med læst Engelsk og Historie.
“Jeg var skidegod til engelsk, og min interesse lå også omkring historie, så det var det jeg ville læse. Jeg kom også i gang, men så kom studenteroprøret, og det endte med at eksamenerne blev aflyst. Det var frustrerende, for jeg kunne ikke komme videre, men så skiftede jeg til religion, og det betød også at jeg skulle læse klassisk græsk. Min kæreste synes ikke, at jeg var rigtigt klog,” siger Poul Aage.
Who is that strange fellow?
Kæresten dengang blev senere til hans kone, og han havde også mødt hende til et studenterarrangement i Aarhus.
“Clare kom fra Nordirland, og dengang i starten af 1970´erne var det ikke et sjovt sted at bo. Hun kom derfor på et udvekslingsophold i Aarhus, fordi hun ville væk fra Nordirland i et stykke tid. Jeg mødte hende i en ungdomsklub på universitet for udlændinge og danskere, og da hun så mig første gang, der stod jeg iført kilt og sange skotske sange,” siger Poul Aage.
Han smiler, da han fortæller om episoden, for Clare var dengang sammen med en veninde, som Poul Aage også kendte, og til veninden havde Clare sagt, ´Hvem er den mærkelige mand?`
“Hun sagde det på engelsk – ´Who is that strange fellow`, men vi mødtes den aften i 1971, blev snart kærester. og så blev vi gift den 23. april 1973. Jeg var med ovre og besøge familien i 1972, og hvor jeg også var ved at miste livet, fordi jeg som ung dansker ikke lige tænkte mig om,” siger Poul Aage.
En ung ´dum` dansker
Han fortæller om episoden, hvor han besøgte Clares forældre for første gang, og skulle ud i byen og opleve den med sit kamera.
“Jeg blev sendt ud i Derry og op og kigge på murene omkring byen. De har de her flotte bymure. Da jeg stod der, og var ved at pakke mit kamera ud, dengang gik vi jo rundt med et kamerahylster på maven, er der en, der råber til mig. ´Do you wan´t to have your head blown of?` Jeg var målløs, fordi der kom fire soldater løbende mod mig med skarpladte geværer. De stiller sig helt op i hovedet på mig og råber, at jeg skal smide kameraet og række hænderne i vejret,” siger Poul Aage.
Han gør, hvad der bliver sagt, og får fremstammet, at han kommer fra Danmark og er ved at tage billeder af byen.
“Soldaterne slapper lidt af, og siger til mig, at jeg skal kigge hen bag dem, hvor der er et lille hul i muren. ´Der inde bagved er der et maskingevær, der peger på dig. Vi troede, at du skulle til at smide en håndgranat, da du åbnede for kamerahylstret. Det må du aldrig gøre igen`, råbte de mig ind i hovedet,” siger Poul Aage.
Han forklarer, at han var jo bare denne her dumme dansker, der ikke lige forstod situationens alvor, og derfor opførte sig som han plejede hjemme i Danmark.
“De fik sat en skræk i livet på mig, og jeg blev simpelthen så bange, så jeg tænkte mig altid om, når vi besøgte Nordirland,” siger Poul Aage.
Siden har han og Clare været der rigtigt mange gange:
“Flere end jeg kan huske og tælle, for familien var der og vi var i Danmark, men det var ikke kun i Nordirland vi rejste. Som jeg fortalte, så havde jeg en kilt på, da jeg mødte Clare. Skotland har altid betydet meget for mig, og jeg har rejst der meget. Malet mange motiver derfra, og vores Dronnings far opfordrede mig også til at skrive en bog om Skotland. Den blev bare aldrig færdig,” siger Poul Aage.
Hvor har du mødt ham?
“John Donaldson har jeg mødt flere gange, og jeg fik ham også inviteret ind på universitet inden han arbejdede der, hvor han skulle holde en forelæsning i matematik. Han er ligesom vores Konge og Dronning, helt nede på jorden, og en fornøjelse at tale med. Han sagde til mig, at hvem skulle have troet, at barnebarnet til en fattig fisker fra Leith ville blive Dronning af Danmark,” siger Poul Aage.

Kunst og politik
Kunst har en stor betydning i Poul Aages liv, og han har allerede planlagt fire malerier, han skal lave til udstillingen “Kunst i Favrskov” til september i Søften Kultur- og Idrætscenter.
“Jeg er ikke kunstner, jeg kalder mig selv for billedmager, men jeg har tegnet og malet det meste af mit liv, og kunst betyder meget for mig,” siger Pouls Aage.
Jeg ejer selv fire af Poul Aages malerier, det ene er fra den skotske højslette og hedder ´Portalen` og et andet er ´Jesus midt i stormen på havet`. Vi taler om dem, om kunsten og hvad kunst er for ham, og Poul Aage har udtrykt det rigtigt godt i et tidligere interview, jeg har lavet med ham, og hvor du får citatet fra her:
“Kunst er svært, men det er også meningen. Kunst er skabt for at vi kan udvikle os som mennesker. Det er jo sjældent og du og jeg får det samme ud af at stå og kigge på et maleri eller en skulptur. Vi ser noget forskelligt, og det skal vi også, for vi er heller ikke ens du og jeg. Som jeg sagde før, så ser jeg på kunst med baggrund i de forudsætninger, som livet har givet mig. Jeg kigger også på kunsten ud fra det, som kunstneren bringer ind i sit værk. Hvem er kunstneren, hvad er vedkommendes baggrund, og hvad har mennesket bragt ind i sit værk,” siger Poul Aage.
Vi taler også om politik, både lokalt og nationalt, men Poul Aage har ikke den store interesse i det længere, ikke på samme måde, som da han selv var med i politik:
“I dag er jeg blevet desillusioneret og jeg er ikke med i et parti længere. Da jeg var yngre, der følte jeg mig forpligtiget til at gøre en forskel. Jeg var og er foreningsmenneske, og kunne se den vej, at jeg kunne gøre en forskel. Det ville jeg også gerne på det politiske område. Derfor stillede jeg op og blev involveret i lokalpolitik gennem byrådsarbejdet i den daværende Hinnerup Kommune,” siger Poul Aage.
Da kommunesammenlægningen var på planlægningsstadiet, der oplevede han, at det meste var styret fra centralt hold.
“Lars Løkke og Claus Hjort kom og fortalte os om, hvordan det hele skulle være. De lyttede ikke på os eller til de forhold, der var gældende for os lokalt. Hinnerup Kommune ville gerne fortsætte selv, men det ville de ikke høre tale om. Da sagde jeg stop, så ville jeg ikke mere, men ind imellem havde jeg også lagt mig ud med min egen byrådsgruppe for Venstre. Jeg var nok ikke altid så god til at rette ind, som andre ville have mig til, ” siger Poul Aage.

Livet i dag
Poul Aage bor for sig selv i dag. Clare døde af kræft ikke lang tid efter, at de nåede at fejre Guldbryllup i april 2023, og når vi kommer ind på det, så ligger sorgen stadig på lur hos ham. Han vil helst ikke tale om hendes sygdom, heller ikke hans egen, da han var ved at dø af en blodprop, men kom tilbage til livet igen, men han taler gerne om børnene og børnebørnene.
“Mine børn og børnebørn er heldigvis gode til at komme og besøge mig, og det er en stor glæde for mig. Ellers taler vi i telefon og skriver til hinanden. Jeg har også oplevet at få gang i nye og gamle venskaber igen, fordi det nu er så let at skrive og tale sammen via telefonen og sociale medier,” siger Poul Aage.

Det sidste han gerne vil fortælle mig om, det er glæden ved at synge:
“Jeg har altid sunget meget i mit liv, og både Clare og jeg var med i kor her i området. Jeg har også optrådt meget med sang, revy og så har jeg holdt rigtigt mange foredrag,” siger Poul Aage.
Specielt om Nils Ebbesen, fortæller han mig:
“Det er min morbros skyld. Han var fra Randers og virkeligt interesseret i Nils Ebbesen. Da jeg kom herud og opdagede, at jeg kom til at bo i nærheden af, hvor Nils Ebbesen boede dengang, så fik jeg en stor interesse for det, men det kan vi tale om en anden gang, når du kommer forbi,” siger Poul Aage.
Det siger jeg ja til, for selvom vi har siddet og talt sammen i et par timer, så er det ikke sidste gang, at jeg skal besøge Poul Aage, og høre om hans store interesse for historie, politik og Nils Ebbesen.











