Annoncer

Det var ikke kun boder, loppemarked og kanoer i søen du kunne fornøje dig med til Søften Markedsdag. Der var også en hel del politikere og måske kommende politikere, der havde fundet ved til engen i Søften, for at møde borgerne og få talt om løst og fast og om politik i Favrskov Kommune.

Af Anders Godtfred-Rasmussen

I et valgår med kommunalvalg, der var de politiske partier i rigt mål til stede på engen i Søften, da der var Søften Markedsdag den 14. juni. De politiske partier har en lang tradition for at deltage i markedet, og ikke kun når det er valgår. Det var tydeligt, at det er valgår, for der var mange politikere til stede, og også nye kandidater fra andre byer var med for at præsentere sig selv og tale politik.

I Venstres telt havde den lokale borgmesterkandidat og byrådsmedlem Thomas Storm (V) inviteret to nye kandidater med til markedsdagen, så her stod Nanna Skov Iversen fra Ulstrup og Cecilie Bechmann Anthony fra Hadsten klar til at tale med vælgerne.

Hvorfor er I til Søften Markedsdag?

“Vi er begge nye kandidater på Venstres liste til kommunalvalget, og ser det som en mulighed for at komme ud og møde vælgerne, og fortælle mere om, hvorfor vi stiller op. Hvorfor vi gerne vil gøre en forskel i byrådet i Favrskov. For mit eget vedkommende er det udviklingen af folkeskolen, som ligger mit hjerte nært. Jeg kan ikke forstå, at der ikke er flere skoler i Favrskov, der ville være med i det nye skolemadsforsøg, så det er en af de ting, jeg gerne vil arbejde med, hvis jeg bliver valgt ind,” siger Cecilie.

Nana er selv folkeskolelærer til daglig, og hun forklarer, at hun gerne vil være med til at give mere frihed til skolerne og institutionerne i kommunen.

Er det ikke på Christiansborg, at reglerne omkring folkeskolen og institutionerne blev lavet?

“Det er rigtigt, men vi skal starte et sted, og hvis jeg kan være med til at påvirke arbejdet lokalt og videre til Christiansborg. De ting, som bliver besluttet lokalt, det vil jeg gerne være med til at påvirke og præge, hvis jeg bliver valgt ind,” siger Nana.

Venstre var rigt repræsenteret til Søften Markedsdag, og ikke kun af Thomas Storm, han havde også taget Cecilie Bechmann Anthony, Nanna Skov Iversen og Arne Bay Madsen med til Søften Markedsdag, som alle stiller op til det kommende kommunalvalg til efteråret. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

I pavillonen ved siden var det Socialdemokratiet, der holdt til. Her var den lokale kandidat Steen Thomasen og Grethe Villadsen fra Voldum, der var på plads da journalisten kom forbi. 

“Selvom jeg bor i Voldum, så er det altid dejligt og komme ud og møde folk lokalt, også her i Søften. Jeg involverer mig meget i det lokale arbejde, og jeg har lige været med til at uddele midler til tre lokale projekter i Lyngå, Grundfør og Hadbjerg via Landsbyrådet. I dag er jeg her også for at vise Socialdemokratiet frem til markedsdagen sammen med Steen og andre kandidater, og så arbejder vi jo også for at få valgt en ny borgmester,” siger Grethe med et smil.

Steen er enig, og efter at have haft en periode uden for byrådet, er han nu klar til at stille op igen og han håber på at blive valgt til efterårets kommunalvalg:

“Vi er alle lokale kandidater i de byer, vi hver især kommer fra, og fra de fællesskaber vi kommer fra. Derfor er jeg også glad for at være her på engen i dag og tale med alle de mennesker, der gerne vil høre om vores politik, men også en snak om alt det, der foregår i vores by og i Favrskov,” siger Steen.

Steen Thomasen (A) fra Søften og Grethe Villadsen (A) fra Voldum er begge to involveret i lokalt arbejde, både i politik og privat, og de var begge glade for at komme ud og møde vælgerne til Søften Markedsdag. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

I teltet ved siden af, er det Enhedslisten, der har stillet op. Her sidder partiets enlige byrådsmedlem, Thake Fogh Cordt og tegner sammen med nogle børn. De havde i dagens anledning lavet en tegnekonkurrence, og alle kunne også få en lille tatovering på armen, hvis de havde lyst.

Thake, hvorfor har I valgt at være her i dag?

“Vi vil gerne gøre opmærksom på os selv, men også vise folk at politik handler om deres hverdag. Mange siger, at politik ikke er noget for dem, men når jeg taler med dem, så kan de godt se, at meget af det, som sker lokalt i Favrskov, det handler om politik. Der er også flere, der gerne vil høre mere om den nye genbrugsplads og den nye kritiske miljørapport, som lige er kommet. Den kan vi tales ved om en anden dag, Anders,” siger Thake, inden der er flere børn, der kommer forbi og gerne vil have en tatovering og lave en tegning.

Enhedslisten og Thake Fogh Cordt er at finde på til de mange forskellige lokale markeder i Favrskov Kommune, for det er ifølge Thake en god mulighed for at komme ud og tale med borgerne i kommunen. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Hos de radikale er det lokale byrådsmedlem, Torben Christensen, tilstede sammen med Mia Nybo, der både er kandidat til Folketinget og til byrådet.

“Vi er her for at gøre opmærksom på os selv, lige som alle de andre politiske partier, men også for at vise, hvorfor lokalpolitik er vigtigt. Hvad der driver Mia og jeg til at stille op i politik, for at være med til at gøre en forskel. At vi er gode til at samarbejde med de andre partier i byrådet, og dermed også være med til at få vores politik gennemført. Jeg ved jo godt, at hvis jeg ikke sad i byrådet, så ville tingene ske uanset om jeg var med i det eller ej, men fordi jeg er med, så har jeg også muligheden for at påvirke beslutningerne i en retning, som det Radikale Venstre gerne ser,” siger Torben, inden Mia tager over:

“Lokalpolitik er der, hvor beslutningerne lokalt bliver truffet. Hvor borgerne kan se og mærke det i deres hverdag. På Christiansborg er det de store linjer, som bliver truffet. Lokalt bliver det besluttet, hvordan det skal gennemføres og hvordan det kommer til at påvirke borgerne og retningen for kommunen, og det er også en spændende proces at være med i, og tale med borgerne om i dag,” siger Mia.

Hos de Radikale Venstre var Mia, Torben og Hanne i gang det meste af dagen med at tale politik med borgerne, men også om, hvad der ellers rører sig i Søften og i Favrskov Kommune. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Det sidste parti, der er repræsenteret til markedsdagen, er De Konservative, og her er det Charlotte Green fra Søften og Anne-Sophie Schjønning Eriksen fra Hadsten, der begge sidder i byrådet i dag, der er på plads i teltet.

“Vi er glade for at være her i dag, og deltager i alle de markeder, der er i Favrskov Kommune. Her møder vi de lokale borgere i en uformel sammenhæng, hvor vi kan se hinanden i øjnene, og tale om de emner som vi som borgerne og vi har på hjertet. Det er også en måde for os at få mere viden om, hvad borgerne tænker, specielt i et område af kommunen, hvor der sker rigtigt meget lige nu,” siger Charlotte Green, der selv bor i Søften.

Anne-Sophie er enig og er også glad for at arbejde med lokalpolitik i Favrskov:

“Vi er borgmesterpartiet i denne periode, og det vil vi gerne fortsætte med efter det kommende kommunalvalg. Vi er repræsenteret i et byråd, hvor alle partier er gode til at samarbejde, og hvor vi oftest kommer frem til beslutninger for borgerne, hvor partierne er enige. Det har vi også mulighed for at tale med borgerne om i dag, og så er det altid rart at tale med folk om løst og fast, også for mig, som ikke bor i Søften, men kommer fra Hadsten,” siger Anne-Sophie.

Hos de Konservative var det Charlotte Green (C) og Anne-Sophie Schjønning Eriksen (C), der passede pavillionen, da Søften Nyt var forbi, og de var begge glade for at tale med borgerne om løst og fast, men også om emner, som borgerne normalt ikke henvender sig med, men har mulighed for at snakke om i de uformelle rammer som Søften Markedsdag bliver holdt under. Foto: Anders Godtfred-Rasmussen – Søften Nyt.

Det er valgår, men partierne er ikke meget for at melde ret meget ud politisk inden sommerferien, det kunne jeg som journalist godt mærke, når jeg var rundt ved de forskellige partier. 

De gemmer det til efter ferien, og for nogle af partierne, der mangler de også stadig nogle kandidater til deres opstillingslister. Det talte jeg med flere af de nuværende politikere om, og det vender Søften Nyt tilbage med i en senere artikel.

  • www.frankhoedt.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Se også